Kira Marie Peter-Hansen: Pernille Weiss ser kommunistiske spøgelser i nyt EU-forslag
Pernille Weiss og den kristenkonservative gruppe forsøger endnu engang at give virksomhederne frikort til at behandle deres omverden, som de vil. Jeg mener tværtimod, at EU’s lovforslag om virksomhedsansvar slet ikke går langt nok, skriver Kira Marie Peter-Hansen (SF).
Kira Marie Peter-Hansen
MEP (SF) 2019-Hvis det er kommunisme og planøkonomi at kræve, at virksomheder ikke må bruge børnearbejde og skal behandle miljøet ordentligt – så har jeg simpelthen misforstået historieundervisningen.
Pernille Weiss påstår i sit debatindlæg, at det nye forslag fra EU-Kommissionen, der skal gøre virksomheder ansvarlige for de negative påvirkninger, de har på deres omgivelser, er ren planøkonomi og tenderer til kommunisme.
Kan ny EU-lov sikre virksomhedsansvar og bæredygtig selskabsledelse?
EU-Kommissionen har efter flere udskydelser præsenteret sit længeventede udspil til et nyt lovforslag om virksomhedsansvar og bæredygtig selskabsledelse.
Altinget Verdensmål og Altinget Erhverv kaster derfor debatbolden op til politikere, eksperter, organisationer og erhvervslivet, der i en ny temadebat vil diskutere følgende spørgsmål:
- Går Kommissionens lovforslag langt nok i forhold til, hvor stor en del af en værdikæde den enkelte virksomhed kan drages til ansvar for?
- Stiller Kommissionens forslag nok krav til den enkelte virksomheds ansvar for eksempelvis markedsføring eller slutbrugens anvendelse af et givent produkt eller service?
- Er nok virksomheder omfattet af lovforslaget fra Kommissionen?
- Hvad skal sanktionerne være for de virksomheder, der ikke lever op til deres ansvar? Og har virksomhederne i dag de nødvendige redskaber til at løfte tilsynsopgaven?
Du kan se debattens deltagere her. Listen vil løbende blive opdateret med nye navne.
Om temadebatter:
Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning.
Hvis du ønsker at bidrage til debatten, skal du sende din henvendelse til Mathilde Brieghel på [email protected] for at aftale nærmere.
Jeg ved ikke, om det er, fordi Weiss bor i Karl Marx’ hus her i Bruxelles, men kommunismens spøgelser ser hun i hvert fald. Dette forslag har absolut intet med hverken kommunisme eller planøkonomi at gøre.
Det er en banal og dybt forfejlet kritik, og jeg synes især i tider som disse, at man skal være meget forsigtig med at henvise til totalitære økonomiske styreformer, som herskede i Sovjetunionen. Det vidner om, at der måske er behov for at læse lidt op på de gamle ideologier, der med rette er lagt i skuffen.
Virksomhederne forandrer sig ikke af sig selv
Floskler og fejlfortolkning af ideologier til side, så er de basale menneskerettigheder og miljøhensyn, som dette forslag vil beskytte, helt grundlæggende værdier, vi anerkender i unionen, og det skal derfor selvfølgelig også gælde for virksomheder.
Når man som forbruger køber tøj, bør man kunne vide sig sikker på, at virksomheden bliver stillet til ansvar, hvis en underleverandør gør brug af børnearbejde, eller hvis fabrikken gør skade på lokalmiljøet.
Det er naivt at tro, at man kan få virksomheder til af egen fri vilje at overholde retningslinjer fra EU
Kira Marie Peter-Hansen (SF)
Medlem, Europa-Parlamentet
Lige nu er der ingen krav til, at europæiske virksomheder har styr på, hvad det koster miljøet, når de gør brug af underleverandører til at producere produkter i tredjelande.
Det er naivt at tro, at man kan få virksomheder til af egen fri vilje at overholde retningslinjer fra EU, når det er på bekostning af profit og uden sanktioner eller omkostninger at lade være.
Derfor er Kommissionens forslag ikke et sekund for tidligt.
Weiss påstår samtidig også, at når man indfører krav til virksomheder om, at de skal forebygge og genoprette de negative påvirkninger, de har på mennesker, naturen og klimaet, så lukker vi for samarbejdet med lande uden for EU.
Jeg bliver trist over, at Weiss ikke anerkender en af EU’s største forcer; at EU er den største reguleringssupermagt i verden, og at omverdenen følger efter, når vi gennem krav og regulering gør verden til et sikrere og renere sted.
At introducere regler til det indre marked har simpelthen en spillover-effekt, da der ikke er nogen virksomheder, der ikke vil ind på EU’s indre marked. De strømliner så deres lovgivning, da det giver bedre økonomisk mening.
Med regulering ødelægger vi altså ikke en vækstskabende globalisering, vi sætter bæredygtige rammer for den. Så også dér rammer Weiss helt ved siden af skiven.
Klimamål mangler i lovforslaget
På trods af, at det er gode takter fra Kommission at have visioner om, at virksomheder skal stilles til ansvar, går forslaget desværre slet ikke langt nok.
Det omfatter kun virksomheder med over 500 medarbejdere og meget høj omsætning. I Danmark vil det sige, at kun omkring 250 danske virksomheder vil være omfattet. Men det er ikke godt nok, for det skal ikke afhænge af størrelsen på din virksomhed, om du skal overholde menneskerettighederne.
Det skal ikke afhænge af størrelsen på din virksomhed, om du skal overholde menneskerettighederne
Kira Marie Peter-Hansen (SF)
Medlem, Europa-Parlamentet
Vi ser desværre også et rungende fravær af krav til virksomheder, når det gælder klimarisici, og vi er i Den Grønne Gruppe meget skuffede over manglende henvisninger til klimamålene i Parisaftalen.
De bør være en klar rettesnor for virksomhederne, når de skal stilles til ansvar for de negative påvirkninger, deres produktion har på mennesker og kloden.
Med dette in mente er det vigtigt, at vi fra Europa-Parlamentets side kæmper for at styrke forslaget i en mere progressiv retning.
Det arbejde er stærke kræfter allerede begyndt på, og de kæmper også imod Weiss’ og hendes kristenkonservative gruppes forsøg på endnu engang at give virksomhederne frikort til at behandle deres omverden, som de vil.