Bankmand snuppede borgmesterposten i Kolding for næsen af politiske kendisser
Kolding var udråbt til en politisk duel mellem de to landskendte kandidater, Eva Kjer Hansen (V) og Villy Søvndal (SF), men det var Konservatives Knud Erik Langhoff, der løb med borgmesterkæderne. Bliv klogere på ham her.
Sine Riis Lund
Journalist og redaktørI 2017 blev han stemt ud af Kolding Byråd.
Nu er Konservatives 71-årige Knud Erik Langhoff udpeget som ny borgmester for kommunen.
Dermed leverede Konservative i Kolding et af dansk kommunalvalgs helt store overraskelser i 2021.
Mediernes øjne var ellers stift rettet mod de to landskendte duellanter Villy Søvndal fra SF og Eva Kjer Hansen fra Venstre.
Valget i Kolding blev kaldt det nærmeste, som Danmark kommer på et “præsidentvalg” i dette års kommunale valgkamp, og det var også de to tidligere ministre, der trak de største personlige stemmetal.
Røg ud ved valget i 2017
Knud Erik Langhoff fik 1.520 personlige stemmer. Til sammenligning satte henholdsvis 5.431 og 5.127 koldingensere deres kryds ud for Villy Søvndal og Eva Kjer Hansen. Samtidig blev Konservative det blot fjerdestørste parti i Kolding med i alt 10,5 procent af stemmerne.
Det var da også en dybt skuffet Eva Kjer Hansen, der natten til onsdag måtte konstatere, at hun havde forregnet sig, da hun om aftenen med store smil havde glædet sig over et blåt flertal og sagt, at hun ønskede at danne “en blå familie” med blandt andre Konservative.
Knud Erik Langhoff valgte i stedet at slå de politiske pjalter sammen med Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre.
Selv om hverken Knud Erik Langhoff eller Konservative blev en del af byrådet i 2017, så har han holdt kommunalpolitik helt inde på livet.
De sidste fire år har den nye borgmester nemlig overværet de fleste byrådsmøder fra tilskuerpladserne, skriver Politiken. Knud Erik Langhoff sad selv i byrådet fra 2010 til 2017, hvor han blandt andet var formand for teknik og miljø.
Alder er ingen hindring
Knud Erik Langhoff fik politik ind med modermælken fra slægtsgården tæt ved Sønder Stenderup syd for Kolding Fjord, som familien har et flere hundrede år langt tilhørsforhold til.
Men det var først som 59-årig, at han sprang ud som byrådskandidat.
Alder behøver dog ikke være en hindring for en politiker, sagde Knud Erik Langhoff i 2013 til Ugeavisen Kolding:
“Det er en stor fordel for det politiske system, at der er folk, der er erfarne, og at der er folk, der som mig selv, tænker, som man gør ude i erhvervslivet. Jeg er tit blevet overrasket over, at beslutningerne i politik somme tider bliver så populistiske,” sagde han og tilføjede:
“Jeg vil ikke være populist for at få stemmer. Folk må tage mig, som jeg er.”
Bankmanden vil have styr på økonomien
Erhvervserfaringen har han blandt andet som tidligere erhvervsrådgiver i Jyske Bank. Det selv om Knud Erik Langhoff som ganske ung var overbevist om, at han skulle være landmand. Faktisk kiggede han på landbrugsejendomme helt indtil han var 45-50 år, fortalte Knud Erik Langhoff i interviewet med Ugeavisen Kolding.
Nu får Kolding en borgmester, som holder af at lytte til Lars Lilholt, se Sound of Music og læse bøger af Jane Aamund.
Og en borgmester som ved dette års valgkamp havde de tre mærkesager at få styr på økonomien i Kolding Kommune, at udvikle Kolding og at skabe klare linjer for Kolding havn, hvor han vil arbejde for delvist at omdanne havnen til bolig.
For første gang i 60 år er det mærkesagerne fra en konservativ borgmester, der nu skal sætte retningen for Kolding.