Minksagen vil ikke vælte Frederiksen, men svække hende

Statsminister Mette Frederiksen forsvarer sig for tiden mod hårde anklager i minksagen, der tydeligvis er det borgerlige Danmarks bedste mulighed for at slå store skår af statsministerens troværdighed. De borgerlige partier har dog - forjaget og uklogt - for længst placeret skylden og har endog stemt for et borgerforslag om rigsret. Endda længe før, at minkkommissionen, der fortsat arbejder med at få afklaret, hvad der skete, da regeringen sidste år i november traf beslutning om at beordre minkavlerne til at aflive deres dyr, er nået til en konklusion.

I afdækningsfasen, som offentligheden oplever for tiden, er oppositionens og pressens interesser sammenfaldende. Begge partier ønsker at alt kommer for dagen, mens regeringen, der ellers bedyrer, at den intet har at skjule, fremstår i offentligheden både som prügelknabe eller som en træt bokser i ringen, der forsøger at stå oprejst, men alligevel nærmest dagligt må indkassere slag efter slag.

Indtil videre foreligger der intet egentligt bevis for, at regeringen bevidst har brudt Grundloven, som oppositionen ellers stædigt hævder.

Sagen tegner indtil videre et billede af en politisk ledelse med statsministeren og departementschef Barbara Bertelsen, der har indført et handlekraftigt regime under coronarestriktionerne. Med sin direkte ledelsesstil har man tæmmet embedsmandsapparatet til ikke at sige fra i tilstrækkeligt omfang eller undervejs - formentlig ubevidst - overhørt alle advarsler fra blandt andet Fødevareministeriet og Sundhedsministeriet om, at beslutningen om at beordre minkaflivningen manglede lovhjemmel.

I situationen har regeringens ledelse været under tidspres og måske ligefrem i panik, fordi Statens Serums Institut beskrev et rædselsscenarie, hvor Nordjylland kunne blive et nyt Wuhan, hvis ikke der blev handlet straks. Altså en situation, hvor enhver regering er tvunget til at handle hurtigt og drastisk. Præcis som det skete, men altså uden at man havde iagttaget den nødvendige forsigtighed eller grundighed om, hvorvidt det man gjorde, var lovligt, før man traf beslutningen.

Det ændrer dog ikke ved, at regeringen begik en fejl, og at forløbet nu afdækkes. Denne iagttager tror dog ikke, at det på noget tidspunkt vil ende med regeringens eller statsministerens fald. Det kræver langt tungere beviser og indicier end dem, som hidtil er blevet præsenteret for offentligheden og i granskningskommissionens afhøringer.

Sagen har afsløret en ledelseskultur og en stærk centralisering, hvor al magt er centraliseret i Statsministeriet omkring dets departementschef, staben af medarbejdere omkring statsministeren og Frederiksen selv. Det er en struktur, der indtil man ramlede ind i minkskandalen viste sig at være effektiv, og som i begyndelsen af coronakrisen viste sig succesfuld.

Det halvandet år, hvor Folketingets partier blev reduceret til statister og nikkedukker for Frederiksens regering, sidder i baghovedet hos politikerne.

Jarl Cordua

Efter minkskandalen kan flere få øje på svaghederne ved strukturen, som også er farlig for Frederiksen selv. Den har nemlig den ubehagelige effekt, at alle problemer i regeringen – selvforskyldte og opståede – ender hos Frederiksen selv. Simpelthen fordi statsministeren er involveret i alt. Stort som småt.

Hvor der kræves øjeblikkelig handling under tidspres, opstår der ofte fejl. Dermed ender disse fejl i sidste ende på statsministerens bord. Alle fremtidige skandalesager, der måtte komme og efterfølgende skal undersøges, vil uvilkårligt ende med at inddrage statsministeriets medarbejdere, deres arbejdstelefoner med fremsendte SMS’er, e-mails og så videre.

Engang kunne man begrænse skaderne ved at opretholde en vis ansvarsfordeling mellem ministerierne. Det er eksempelvis derfor, at Lars Løkke Rasmussen ikke selv sidder på anklagebænken i Rigsretten ligesom hans udlændinge- og integrationsminister. Under det nuværende politiske regime er det derfor ikke bare klaret ved, at Frederiksen fyrer sin fødevareminister, Mogens Jensen, når sagen fra begyndelsen klæber til både hende og hendes ministerium, der tydeligvis har været involveret i processen fra begyndelsen.

Der kan også komme andre ting frem i granskningskommissionen, der vil vise sig stærkt ubehagelige for regeringen, men trods alt ikke har potentiale til at vælte Frederiksen. Offentligheden har allerede stiftet bekendtskab med Barbara Bertelsens kontante tone over for medarbejdere i Fødevareministeriet og Statsministeriet, der bliver sat under pres for at påtage sig et ansvar. Det er dog et sprogbrug, der holdes i en nogenlunde høvisk tone, og det er nok naivt at forestille sig, at man kan undgå, at der i politiske organisationer indimellem bliver talt med store bogstaver for at få folk til at agere som krævet. 

Undtagelsen er departementsråd Pelle Pape fra Statsministeriet, der over for medarbejdere i Justitsministeriet bad dem undersøge, om man kunne "lukke lortet", det vil sige minkerhvervet. Det var øjensynligt ikke et sprogbrug møntet på offentligheden, og Pape har naturligvis også beklaget. Alligevel kan udtalelsen bruges af en forarget opposition til at tegne et billede af en regering – eller rettere et Statsministerium – hvor man grundlæggende foragter minkerhvervet og ligesom regeringens parlamentariske grundlag gerne så det lukket.

Statsministeren har i øvrigt selv varslet, at flere SMS’er, der måtte blive afdækket af teknikere, vil afsløre et "direkte sprog", der nok vil vække en vis opsigt:

"Der kan ryge en finke af panden. Lev med det. De steder, hvor man ikke kom hurtigt ud af startboksen, døde folk af corona. Så hvis der har været brugt et direkte sprog, skyldes det, at embedsmændene ikke har siddet og tænkt over formuleringerne. Det er jeg taknemmelig for. For det var ikke det, de skulle bruge deres tid på," sagde statsministeren på pressemødet onsdag i sidste uge. 

"Lev med det". Den (ukloge) sætning blev af dele af pressen og hele oppositionen opfattet som topmålet af arrogance. Statsministeren lod tilsyneladende forstå, at sprogbruget var et vilkår, man bare måtte lære at leve med. Ordene blev sagt af en statsminister under pres, men for kritikere lød ordene også som nogle, der udtrykte regeringens generelle holdning til minkerhvervet og respekten for nødvendig lovhjemmel, da den skulle træffe en hurtig beslutning.

Det er ikke første gang, at ord sagt i én sammenhæng pludselig kan anvendes af politiske modstandere i deres agitation mod regeringen og navnlig lige nu, hvor man med held kan tegne et billede af regeringen som usædvanlig magtfuldkommen.

Med "en finke af panden" menes der næppe sprogbrug i stil med Bertelsens SMS’er til embedsmændene. Det er værre, grovere og alvorligere.

Rygterne er tykke om SMS’ernes indhold. Det menes blandt andet, at nogle af dem skulle udtrykke en vis irritation og frustration over Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm. Han var tilsyneladende besværlig undervejs, hvilket muligvis har givet anledning til visse ubehagelige gloser i SMS’er fra folk fra Statsministeriet. Vi ved fra afhøringen af Brostrøm i granskningskommissionen, at han undervejs til dels ikke kunne støtte brugen af visse videnskabelige data fra Sundhedsministeriet og dermed beslutningsgrundlaget for at aflive minkene, selvom han støttede beslutningen. 

Afsløringer af grimt og uacceptabelt sprogbrug kan nok vise sig at være ubehageligt og pinligt for Frederiksen og de medarbejdere, der bliver afsløret som afsendere af SMS’erne. Men det er næppe noget, der ikke kan klares med rigelige undskyldninger og dybe beklagelser.

Faktisk har Frederiksen med sine udtalelser allerede givet dem syndsforladelse. Heldigvis kan de fem medarbejdere i Statsministeriet, som der er tale om, nøjes med at udlevere de SMS’er til kommissionen, som de selv finder relevante. Det har naturligvis affødt kritik fra oppositionen, som ikke har tillid til, at embedsmænd har lyst til at udlevere SMS’er, der kan stille dem selv i dårligt lys.

Balladen om SMS’er er i øvrigt generelt meget velegnet for oppositionen til at tegne et billede af en regering, der er magtfuldkommen og helst regerer i mørke uden for offentlighedens kontrol. Det er noget, som statsministeren og hendes ministerium også selv har bidraget til.

Det kan virkelig undre, hvorfor det tog statsministeren og hendes embedsmænd så lang tid at holde op med den i øvrigt for centraladministrationen enestående praksis at slette SMS’er og det endda længe efter, at granskningskommissionen har bedt om at få dem udleveret. Først tirsdag i denne uge kunne Frederiksen berette, at slettefunktionen på hendes mobiltelefon er deaktiveret.

Undervejs er statsministeren også blevet til grin, fordi hun med den ene hånd foregiver at være ubehjælpsom over for teknik, som hun også er helt uvidende om, mens hun samtidig er flittig bruger af de sociale medier.

Minksagen vil næppe føre til, at Frederiksen-regeringen vælter før tid. Men det er en sag, der har potentiale til en nedslidning af den socialdemokratiske mindretalsregering i offentligheden. Det viser meningsmålingerne lige nu med al tydelighed. Væk er hele "coronagevinsten", som S høstede under nedlukningen. Man ligger nu i de fleste målinger på niveau med valgresultatet i 2019. Men væk er også det store forspring, som rød blok har haft i de seneste tre år. Enkelte målinger viser endda et lille forspring til blå blok.

Det er en sag, der har potentiale til en nedslidning af den socialdemokratiske mindretalsregering i offentligheden.

Jarl Cordua

På tirsdag kan Mette Frederiksen få et lille forvarsel om, hvorvidt minksagen koster på vælgerkontoen. Hvis Socialdemokratiets vælgeropbakning generelt skuffer til kommunalvalget, så ved man nok, hvor forklaringen skal findes.

Minksagen stiller også krav til regeringens parlamentariske grundlag. SF, Enhedslisten og Radikale har ikke tænkt sig at tage regeringen direkte i forsvar. I stedet kan man forsigtigt, som man så det fra SF og Radikale i spørgetiden i Folketinget tirsdag, prikke til Frederiksen og foreslå regeringen, om tiden nu ikke er kommet til at liberalisere offentlighedsloven, der i fremtiden kan kaste lidt større lys over, hvad der foregår i ministerierne.

Frederiksen afviste forslaget og fremstod dermed endnu engang som systemets defensor. Omvendt kunne støttepartierne uden at genere regeringen på denne måde lidt diskret lægge afstand til den suppedas, som Frederiksen står i og forsikre vælgerne, at de skam også er bekymrede for, hvad det er, der oprulles i minksagen.

For de borgerlige er der tale om en fest. Meningsmålingerne er med blå blok, og nu bliver ingen længere regnet for et tossehoved, hvis man til et middagsselskab antyder, at enten Jakob Ellemann-Jensen eller Søren Pape kan blive statsminister efter næste valg. Fremgangen for både V og K – i forhold til for få måneder siden – er med til at stabilisere forholdet. Begge har ens interesser og høster vælgergevinster ved at udnytte det momentum, der er opstået ved, at en fælles politisk modstander for tiden er tvunget i knæ.

Tirsdag aften, når stemmerne er talt op over hele landet, slår rivaliseringen mellem V og K traditionen tro ud i lys lue. Der vil blive kæmpet indædt om hver eneste borgmesterpost, og nogle steder vil man sågar hellere se den gyldne kæde gå til en socialdemokrat fremfor at lade en borgerlig rival løbe med den.

At statsministeren og hendes regerings greb om magten er svækket, ses også ved, at Folketingets Epidemiudvalg ikke som tidligere bare vil overlade magten til regeringen, når det gælder coronarestriktioner. Det halvandet år, hvor Folketingets partier blev reduceret til statister og nikkedukker for Frederiksens regering, sidder i baghovedet hos politikerne. En tid, hvor regeringen ikke gav ved dørene, hverken når det gjaldt æren og ansvaret.

Henset til minksagen, hvor blandt andre Ellemann har sagt, at han ikke har tillid til regeringen, er det også en selvstændig pointe, at man ikke lige pludselig igen giver regeringen carte blanche i coronabekæmpelsen.

Den tid er endegyldigt forbi, og Mette Frederiksen ligner én, der virkelig beklager, at de gamle dage, hvor hun og Barbara Bertelsen traf beslutningerne, ikke kommer tilbage.