November bliver en skæbnesvanger måned for det globale klimasamarbejde

Det er næppe gået nogens næse forbi, at amerikanerne den 5. november står over for at skulle vælge, om deres næste præsident skal hedde Donald Trump eller Kamala Harris.

Men valget i USA er som altid mere end bare et internt anliggende. På klimafronten vil udfaldet afgøre, om vi fortsat kan regne med verdens største økonomi som en stærk aktør i den globale kamp mod klimaforandringerne, eller om vi vil se en tilbagevenden til amerikansk isolation og klimaskepsis.

Allerede seks dage senere, den 11. november, mødes verdens ledere til COP29 i Baku for at forhandle om klimafinansiering og øget fælles klimahandling. Udfaldet af det amerikanske valg vil kaste skygger over topmødet, og sammen kan de to begivenheder få stor betydning for det globale klimasamarbejde i mange år frem.

Klima og klimapolitik spiller traditionelt en mindre rolle i amerikanske valgkampe, men i denne valgkamps slutfase har emnet fået større fokus, særligt efter orkanerne Helene og Milton har forårsaget omfattende ødelæggelser og kostet over 300 mennesker livet den seneste måned.

Selv i et scenarie, hvor USA med udsigt til en kommende Harris-administration kan stå bag et ambitiøst klimafinansieringsmål, vil COP29 ikke kunne levere det, der er nødvendigt.

Marie Louise Gammelgård-Larsen

Selvom Trump har modereret sin retorik en smule siden sin første periode, fastholder han, at USA ikke skal bære et særligt ansvar for at løse klimakrisen.

Amerikanske egeninteresser kommer først, og Trump-lejren har allerede indikeret, at de vil trække USA ud af Parisaftalen igen og potentielt udfordre USA’s deltagelse i FN’s klimakonvention (UNFCCC), hvilket kan svække tilliden til USA som en troværdig partner i de internationale klimaforhandlinger allerede ifm. dette års COP29.

En ny Trump-administration vil sandsynligvis også prioritere olieindustriens interesser over grønne teknologier, hvilket vil sætte yderligere skub i fossilbaseret energiproduktion.

Samtidig er der også inden for det republikanske parti en voksende erkendelse af, at investeringer i grøn omstilling er god forretning. Klimapolitik i USA er i endnu højere grad end herhjemme nu drevet af økonomiske, sikkerhedsmæssige og geopolitiske hensyn.

Det er derfor usandsynligt, at Biden-administrationens initiativer under IRA (Inflation Reduction Act) vil blive rullet væsentligt tilbage, uanset valgresultatet. USA’s rolle som verdens næststørste udleder betyder imidlertid, at enhver ændring i landets klimapolitik vil få væsentlige konsekvenser for den globale kamp mod klimaforandringer. 

Når verdens ledere samles i Baku den 11-22. november, vil fastsættelsen af et nyt mål for klimafinansiering - det såkaldte New Collective Quantified Goal (NCQG) – stå centralt på dagsordenen.

Udviklingslandene, som bærer de største byrder ved klimaforandringerne, vil kræve, at de rige lande tager ansvar og leverer på deres løfter om øget økonomisk støtte. Det nuværende støttemål fra 2015 på 100 milliarder dollar om året i klimabistand fra det globale nord til det globale syd er både uopfyldt og utilstrækkeligt, og forhandlingerne i Baku skal sikre et nyt mål, der matcher de reelle behov.

USA spiller en nøglerolle i forhold til det nye finansieringsmål. Hvis Harris vinder, vil USA kunne være en drivkraft bag et ambitiøst NCQG. Hvis Trump vinder, er der derimod en reel risiko for, at finansieringsmålet vil blive en fiasko.

Forhandlingerne kan let blive undermineret af manglende tillid til, at alle parter - især USA - vil kunne levere på et ambitiøst finansieringsløfte. Ikke mindst fordi, at verdens rigeste før har svigtet sine forpligtelser.

Selv i et scenarie, hvor USA med udsigt til en kommende Harris-administration kan stå bag et ambitiøst mål, vil COP29 dog ikke kunne levere det, der er nødvendigt. Analyser viser, at det samlede behov for klimafinansiering til det globale syd alene er op mod 2400 milliarder dollar årligt for at sikre en retfærdig og bæredygtig grøn omstilling.