Rådgivere: Analyserne efter Papes død viste, at vores idé om ledelse sidder fast i det forrige århundrede
Politiske ledere bør tage ved lære af sportens præstationsledelse, som baserer sig på andet end at være kold og kynisk. Hvis man vil nå bæredygtige resultater, må vi indse, at fremtidens ledelse i stedet er varm og vis, skriver Christian Engell med flere.
Christian Engell, Anders Søgaard m.fl. (se faktaboks)
Den 9. marts tog Danmark afsked med den Konservative partileder, tidligere minister og borgmester Søren Pape Poulsen.
I dagene omkring Papes alt for tidlige død blev han fremhævet som et ekstraordinært varmt og ordentligt menneske. Et sjældent eksempel på en toppolitiker, der var menneske, før han var politiker.
Flere politiske analyser af Papes tragiske død tager netop afsæt i konstateringen af, at den Konservative leders menneskelige egenskaber på mange måder var større end hans politiske resultater.
Analyserne synes at bygge på den præmis, at man som leder ikke både kan være varm – og succesfuld. Enten er er du en hyggeonkel, som folk kan lide – eller også er du en kold skid ”who gets the job done”.
Det kolde og kyniske lederskab, som har domineret det 20. århundrede, er netop kendetegnet af en kølig tilgang til alt andet end bundlinjen. Pyt med om forretningen giver mening. Skidt med de mennesker, der skal præstere – eller den klode som skal levere ressourcerne. Så længe vi tjener penge, vinder kampe eller sælger billetter, er den kolde og kyniske leder tilfreds.
I doubleyou er vi eksperter i præstationsledelse. Altså ledelse i miljøer, hvor friktionen er høj, presset stort, og meget er på spil. Vi har rødder i topsport og præstationspsykologi, men har de sidste 10-15 år gennem vores arbejde med topatleter erfaret, hvordan stort set alle de forudsætninger, der skal være til stede for at få mennesker til at præstere i sport – også gør sig gældende i politik, kunst og erhvervsliv.
- Christian Engell, partner, doubleyou
- Anders Søgaard, partner, doubleyou
- Jakob Hansen, partner, doubleyou
- Rasmus Møller, partner, doubleyou
- Mikkel Bonke, partner, doubleyou
Når vi hjælper landsholdsspillere, erhvervsledere, folk i toppolitik eller Danmarks største musiknavne, møder vi ofte fordommen: Varm og vis skaber trivsel – kold og kynisk skaber resultater. Du må vælge. Du kan ikke få både-og.
Men hvis der er én af det 20. århundredes læresætninger om ledelse, som fortjener permanent pension, er det netop den.
Mængden og tyngden af de udfordringer, vi står over for i det 21. århundrede, kalder på et nyt syn på, hvordan man leder mennesker til toppræstation. Ellers vil vi som samfund, klode og menneskehed simpelthen ikke vil være i stand til at svare.
Det føles på mange måder som om verden er gået amok. Berlinmurens fald i 1989 gav ellers løfter om en roligere, friere og rigere verden. Efter først fascismen og siden kommunismen kollaps turde mange tro på en verden styret af demokrati og liberale frihedsværdier. Man talte om historiens afslutning som et billede på det liberale demokratis endegyldige sejr.
Mængden og tyngden af de udfordringer, vi står over for i det 21. århundrede, kalder på et nyt syn på, hvordan man leder mennesker til toppræstation.
Christian Engell, m.fl.
Partner, doubleyou
Men nu har krisen meldt sig - bedst illustreret i USA, hvor ekstrem koncentration af den økonomiske og politiske magt har efterladt store dele af samfundet uden håb om en bedre fremtid for sig selv og deres børn.
Trump, fake news og opløsningen af en fælles offentlighed krydret med en meget liberal våbenlovgivning gør cocktailen endnu giftigere. Det har fået flere iagttagere til at kalde stormen på kongressen den 6. januar 2021 for begyndelsen frem for kulminationen på USA’s krise.
Imens raser klimakrisen. Mellemøsten står i brand. Naturen dør. Terrorister og pirater hærger. Rusland har bragt krig tilbage til det europæiske kontinent. Og vi har meget svært ved at få hånd om kunstig intelligens.
Det føles som om, verden er af lave. Uden at vi formår at gøre noget ved det. Men vi må og skal gøre noget ved det. Det er vores pligt. For os selv. Og for kommende generationer. Vi er overbeviste om, at det kommer til at kræve det fulde menneskelige potentiale at løse kriserne i tide – inden naturen eller teknologien gør det for os.
Men hvad skal der til? Menneskelig præstation er stadig den vigtigste konkurrencekraft, vi har i den tid og det samfund, vi lever i.
Så vi har brug for mennesker, der vil træde ind i det ubehag, der er forbundet med for eksempel at skulle løse klima- og biodiversitetskrisen, før den dramatisk ændrer forudsætningerne for liv på jorden. Og som tør blive i ubehaget til opgaven er løst.
Her er brug for ledere med stærke værdier, en stor forståelse for menneskers trivsel og betydningen af de opgaver, som skal løses. Og som samtidig er i stand til at forløse det fulde menneskelige potentiale. For det får vi brug for, når de store kriser skal løses.
Tiden er kommet til paradigmeskift, når det gælder præstationsledelse.
Christian Engell, m.fl.
Partner, doubleyou
Det er lederskabet fra det 20. århundrede utroligt dårligt egnet til, fordi det handler om at lede mennesker til at producere standardvarer ud fra givne forskrifter. Men de udfordringer, vi står over for, er alt andet end standard.
Mange af det 21. århundredes kriser er vilde problemer, som vi har kæmpet årtier for at løse. Uden held. Nu har vi meget kort tid til at løse dem. Og den verden, de skal løses i, bliver stadig mere urolig og ufredelig.
Uroen viser sig i de enorme skift, vi konstant oplever. Teknologisk, politisk, identitetsmæssigt. Tidligere tiders forståelse, normer og institutioner falder på stribe. Tænk blot på kunstig intelligens, den politiske situation i Danmark eller eksplosionen i debatten om kønsidentiteter.
Ufreden viser sig i de krige og konflikter og den polarisering mellem lande og befolkningsgrupper, som tager fart alle steder. Rusland og Ukraine. Israel og Palæstina. Situationen i USA.
Læg dertil, at de tider, hvor man gik på arbejde for kun at tjene penge for mange, er forbi. Ikke mindst for de generationer, der træder ind på arbejdsmarkedet de kommende år. Løn er selvfølgelig stadig en vigtig motivationsfaktor.
Men det at lave noget, der giver mening for den enkelte, vokser i betydning. Det stiller yderligere krav til fremtidens ledere.
Her er kold og kynisk ledelse, hvor kortsigtet profitmaksimering har forrang for natur, mennesker og mening, ikke længere svaret. Tiden er kommet til paradigmeskift, når det gælder præstationsledelse.
Lad os smide kold og kynisk på mødding. Og i stedet møde uro og ufred med ukold ledelse.
Ukold er vores overskrift på den filosofi og praktiske tilgang, som bør være ledere i det 21- århundredes ledestjerne. Uanset om vi taler politik, sport, kunst eller erhvervsliv. Kold og kynisk ledelse kan ikke levere bæredygtige resultater under de urolige og ufredelige betingelser som det 21. århundrede byder os. Fremtidens ledelse er i stedet varm og vis.
De ledere, som vil skabe bæredygtig succes og finde svar på de store kriser, vi står over for, vil være dem, der er i stand til at skabe psykologisk trygge miljøer med tydeligt formål, klar retning og stærk mening.
Miljøer, hvor det menneskelige potentiale kan sættes fuldt på spil, fordi alle her er frisat. Frisat til at yde deres absolut bedste. Frisat til at gå nye veje. Frisat til at lede både sig selv og til tider også egne ledere. Det er her, vi finder kimen til nye kvantespring. For menneskeheden og for planeten. Det er her, vi finder svaret på det 21. århundredes største udfordringer.
I det 21. århundrede får vi brug for varme ledere, der kan gøre mennesker så trygge, at de præsterer bedre end nogensinde før. I det 21. århundrede får vi brug for vise ledere, der altid er skarpe på vejen frem. Det 21. århundrede tilhører de varme og vise ledere. Vi er ret sikre på, at Søren Pape Poulsen var en af dem.