Stine Bosse: DF's opgør med fastkurspolitikken sætter velfærden på kamikazekurs

DF-formand Kristian Thulesen Dahl flirter i et interview med Altinget 8. juni åbent med et opgør med fastkurspolitikken. Jeg må sige det ligeud: Kristian Thulesen Dahl sætter velfærden på kamikazekurs på med sin udmelding.

Dansk Folkeparti hævder at ville beskytte danskernes velfærd, men glemmer at det i praksis er vores egne hæderkronede virksomheder – store som Danfoss, Vestas, Danish Crown og mindre som JMJ Brørup Aps eller e-branchekoden i Gilleleje  – der betaler for gildet.

Over halvdelen af danske virksomheders eksport går til EU-lande. Som erhvervskvinde må jeg sige, at et spil med fastkurspolitikken virker fuldstændig hazarderet og helt igennem uforsvarligt.

Lad mig slå fast, at Kristian Thulesen Dahls debatindspark er velkomment. Kristian Thulesen Dahl har ret i, at boligmarkedet i Danmark er skævvredet. Det skyldes i vidt omfang, at Thulesen Dahl troppede op med de gule stickers og finansloven under armen, tog sig betalt med nogle udlændingestramninger, og ellers kiggede på, da Anders Fogh Rasmussen sparede Skat i bund og fastfrøs boligbeskatningen i kroner og ører.

Boligbeskatning er ikke hård nok
Den fastfrosne boligbeskatning har betydet, at mange boligejere på landet de facto har betalt en højere procentdel af deres bolig i skat end byboerne, fordi deres boliger er faldet i værdi, mens de hvert år har betalt det samme beløb i ejendomsskat.

Og helt personligt må jeg derfor også sige i samklang med i øvrigt Allan Polak fra PFA og De Økonomiske Vismænd, at boligbeskatningen ikke er hård nok. Christiansborg er fastlåst i træghed.

Vi skal allerede i vidt omfang nu forberede os på en verden, hvor kapitalen flyder så frit, at boligbeskatning formentlig vil udgøre et kerneelement i en sikker beskatning og indtægter til velfærden.

Danmark ville havne i en situation med vilde kursfluktuationer, hvis vi ikke havde fastkurs. Under Thorning-regeringen oplevede vi faktisk et nervepirrende stormløb mod kronen

Stine Bosse
Formand, Europabevægelsen

Inden for eksempelvis den danske finanselite ser man i vidt omfang, hvad man kunne kalde det mobile individ, som rejser mellem landegrænser, har en stor del af sin formue i investeringspapirer i andre lande og bliver beskattet lavt på arbejdsindkomst.

Fem års ophold i Schweiz, en bolig i Danmark og lidt finansiel snilde kan stille særdeles velhavende individer i en gunstig situation, som slagterimedarbejderen ikke står i.

Hvis vi i højere grad beskatter ejendom, kan vi sørge for, at individer bidrager til finansieringen af velfærd dér, hvor de trækker på ressourcerne; dér, hvor børnene bruger skolesystemet, hvor vejene slides ned. Udfordringen bliver finansieringen af alderdommen. Denne udfordring består uanset og skal løses.

Politisk bluff
Det er særdeles gennemskueligt, når Kristian Thulesen Dahl forsøger at bruge fastkurspolitikken til at dække over et tema, som i vidt omfang faktisk er indenrigspolitik.

Det er intentionens politik, hvor man bare sender nogle politiske signaler, forholder sig fuldstændig ligegyldigt til de faktiske løsninger og ellers håber på, at vi andre ikke ser bluffet. Men det gør vi.

Lad mig male et muligt scenarie for alle, som en frit flydende kurs kan medføre. I Norge i starten af marts måned i 2020 kostede det 10,33 norske kroner at købe en euro. I løbet af marts 2020 – samme måned – nåede prisen op på over 13 norske kroner.

Tænk, hvis udenlandske varer tilsvarende på en måned blev 30 procent dyrere på det danske marked, fordi vi pludselig ikke havde fastkurspolitikken til at stå imod med.

Det ville skabe røde tal på bundlinjen og risiko for fyringer hos Bilka, Salling og Elgiganten, som afsætter udenlandske varer herhjemme. Og den danske forbruger, eksempelvis førtidspensionisten, som ønsker et nyt fjernsyn eller vil på ferie i Sverige, ville pludselig ikke have råd.

Danmark ville havne i en situation med vilde kursfluktuationer, hvis vi ikke havde fastkurs. Under Thorning-regeringen oplevede vi faktisk et nervepirrende stormløb mod kronen.

Uløseligt forbundet økonomisk
Virksomheder, forbrugere og investorer ville begynde at se sig om efter sikker havn, hvor pengene kan investeres. Det ligger i menneskets natur, at vi hellere tjener ti sikre kroner i morgen, end at gamble hele vores formue på en sort jeton, som måske giver firedobbelt afkast.

Af samme grund køber pensionsselskaber i vidt omfang statsobligationer med et helt pinligt lavt afkast sammenlignet med aktieinvesteringer. Sikkerhed, forudsigelighed, tryghed – ja alt det, som Dansk Folkeparti hævder at beskytte og bekæmper til dagligt – er afgørende for Danmark.

Lad mig slutte af med en erkendelse: I et eller andet omfang har vi – der støtter et Danmark i EU uden forbehold – nok givet for mange point til Dansk Folkeparti. DF'erne har kritiseret fællesskabet uhæmmet, misbrugt suverænitets-begrebet og givet indtryk af, at Danmark stod stærkere uden for fællesskabet.

I det mest ekstreme eksempel har Morten Messerschmidt (DF) turneret Danmark rundt med budskabet om, at Danmark burde kopiere en Brexit-aftale. Så sent som 10. maj i år – altså for godt en måned siden – kunne Landbrugsavisen berette, at salget af mælk fra Storbritannien til EU er faldet med 96 procent sammenlignet med året før. Jeg ville godt se Kristian Thulesen-Dahl forklare en medarbejder fra Arla, hvordan sådan et salgsdyk skaber dansk velstand, dansk velfærd og dansk suverænitet.

Suverænitet får vi, når vi løfter fælles udfordringer med fælles kraft. Kronekursen er ingen undtagelse. Danmark er uløseligt forbundet økonomisk med vores naboer i EU. Man kan enten lade sig blæse omkuld af de vinde, som raser, eller man kan opstille en mølle og tæmme vinden sammen og deles om fordelene.

Ja, selve billedet – i sin gammeldanske ånd – kunne måske appellere til Dansk Folkepartis forståelse.