Torsten Schack: EU-forslag om virksomhedsledelse er fuldstændig forrykt
EU’s nye påfund rummer en lang række et angreb på virksomhedernes ledelsesret. Det er ikke virksomhedernes opgave at tilfredsstille ngo’er eller indfri målsætninger om kønsfordelinger, skriver Torsten Schack Pedersen (V).
Torsten Schack Pedersen
Minister for samfundssikkerhed og beredskab, MF (V)Et nyt påfund fra EU har set dagens lys.
Det startede for alvor for et år siden, og vil bryde markant med den måde, virksomheder drives i dag. Såkaldte stakeholders i form af ngo’er skal tages med på råd, når virksomheder skal træffe ledelsesbeslutninger.
Det er fuldstændig forrykt. Virksomheder ved selv, hvordan de ledes bedst.
Kan ny EU-lov sikre virksomhedsansvar og bæredygtig selskabsledelse?
EU-Kommissionen har efter flere udskydelser præsenteret sit længeventede udspil til et nyt lovforslag om virksomhedsansvar og bæredygtig selskabsledelse.
Altinget Verdensmål og Altinget Erhverv kaster derfor debatbolden op til politikere, eksperter, organisationer og erhvervslivet, der i en ny temadebat vil diskutere følgende spørgsmål:
- Går Kommissionens lovforslag langt nok i forhold til, hvor stor en del af en værdikæde den enkelte virksomhed kan drages til ansvar for?
- Stiller Kommissionens forslag nok krav til den enkelte virksomheds ansvar for eksempelvis markedsføring eller slutbrugens anvendelse af et givent produkt eller service?
- Er nok virksomheder omfattet af lovforslaget fra Kommissionen?
- Hvad skal sanktionerne være for de virksomheder, der ikke lever op til deres ansvar? Og har virksomhederne i dag de nødvendige redskaber til at løfte tilsynsopgaven?
Du kan se debattens deltagere her. Listen vil løbende blive opdateret med nye navne.
Om temadebatter:
Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning.
Hvis du ønsker at bidrage til debatten, skal du sende din henvendelse til Mathilde Brieghel på [email protected] for at aftale nærmere.
Jeg er liberal helt ind til knoglerne. Det betyder, at jeg tror på markedets kræfter.
I dag er det afgørende for virksomheder, at de er – og kan vise, at de er – bæredygtige, når de skal afsætte deres varer.
Det skyldes, at der fra virksomhedernes side er kommet et ekstremt fokus på dette. Ikke mindst fordi det er den vej, forbruget bevæger sig.
Dette er i sig selv et indlysende argument for, at markedet langt hen ad vejen lykkes med at regulere sig selv. Det frie markeds kræfter.
Regulering for reguleringens skyld
Det er af den årsag i sig selv indlysende, at jeg er modstander af forslaget, da der er tale om regulering for reguleringens skyld.
Udviklingen sker på flere plan helt af sig selv. Endnu et problem ved lovforslaget er, at det rummer en lang række angreb på virksomhedernes frihed og ret til at lede virksomheder, som man selv ønsker det.
Det er fuldstændig forrykt. Virksomheder ved selv, hvordan de ledes bedst
Torsten Schack Pedersen (V)
Medlem, Europa-Parlamentet
Med lovforslaget vil man blandt andet give udenforstående ngo’er indflydelse på, hvilke beslutninger den enkelte virksomhed træffer. Det sker, fordi det i lovforslaget er indarbejdet, at virksomhederne forpligter sig til at inddrage disse stakeholders’ interesser, når virksomheden skal træffe beslutninger.
Et tiltag, der bryder med virksomhedernes grundlæggende ledelsesret.
Der er ved at ske et skred i måden vi anskuer virksomheders rolle både i EU og på dansk jord.
Forslaget fra EU minder om et lovforslag, der netop er ved at blive behandlet i folketinget. Lovforslaget vil give virksomhederne ”skærpede krav om måltal og politikker for det underrepræsenterede køn”.
Regeringen ønsker at regulere danske virksomheder ved at de skal offentliggøre målsætninger for, hvordan de sikrer flere kvinder i deres bestyrelser. Denne endeløse trang til regulering er den helt forkerte vej at gå.
Angreb på virksomheders ledelsesret
Vi skal give virksomhederne frihed og fred, så de kan drive deres virksomheder bedst muligt.
Jeg er lykkelig for, at så mange virksomheder bidrager med vækst, der skaber arbejdspladser, fremdrift og finansierer velfærdssamfund.
Det er ikke virksomhedernes opgave at indfri regeringers målsætning om en bestemt kønsfordeling i bestyrelser
Torsten Schack Pedersen (V)
Medlem, Europa-Parlamentet
Så længe virksomhederne holder sig indenfor den pågældende lovgivning, skal vi så ikke lade dem om at drive deres virksomheder, som de ønsker det?
Vi kræver meget af virksomheder – også nogle gange for meget.
Det er ikke virksomhedernes opgave at indfri regeringers målsætning om en bestemt kønsfordeling i bestyrelser. Det er heller ikke virksomheders opgave at sikre, at udefrakommende ngo’er er tilfredse med de beslutninger, de træffer.
Virksomhederne skal agere i et frit marked, hvor lovgivning regulerer. At tro at vi skaber en mere bæredygtig verden ved at give eksterne stakeholders indflydelse på, hvordan virksomheder ledes, er simpelthen forfejlet.
Det er med ordentlig og fair lovgivning, vi løser bæredygtighedsproblemer bedst. Det gør vi ikke ved at angribe virksomheders ret til selv at lede deres virksomhed.