Debat

Kirkens Korshær: Drop skåltalerne og lav en fattigdomslov

Med verdensmålene har vi forpligtet os på at halvere fattigdom i Danmark, men ambitionerne er ikke omsat til handling. Derfor bør vi indføre en fattigdomslov, der skal forpligtige politikerne på at komme fattigdommen til livs, skriver Jeanette Bauer.

I vores sociale arbejde møder vi hver dag mennesker, som ikke kan få pengene til at række. Børn, der undlader at fortælle om deres egne behov for at passe på deres forældre, skriver Jeanette Bauer.<br>
I vores sociale arbejde møder vi hver dag mennesker, som ikke kan få pengene til at række. Børn, der undlader at fortælle om deres egne behov for at passe på deres forældre, skriver Jeanette Bauer.
Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Jeanette Bauer
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Lige nu kører DR’s børnedokumentar ”Ik’ så mange penge”. Her møder vi 12-årige Mathias, som mærker familiens pressede økonomi, når de må leve af havregryn sidst på måneden. Vi møder Lotus fra Sorø, som oplever, at hendes mor er småsur. Hun er nemlig i smerter, fordi der ikke er råd til de piller, hun normalt tager.

Desværre er Mathias’ og Lotus’ hjerteskærende erfaringer med fattigdom langt fra enestående. I Kirkens Korshærs sociale arbejde møder vi hver dag mennesker, som ikke kan få pengene til at række. Voksne, der ligger vågne om natten og spekulerer på, om de skal prioritere mad på bordet eller nødvendig medicin. Børn, der undlader at fortælle om egne behov for at passe på deres forældre.

Det giver sig selv, at afsavnene er ødelæggende. Og det er dokumenteret. Det gælder i dagligdagen, hvor fattige mennesker mistrives mere end andre. Og særligt for børn ender fattigdom ofte med at trække dybe spor og forringe deres muligheder senere i livet.

En fattigdomslov vil tvinge den til enhver tid siddende regering til at fremlægge politik, der bidrager til at nå målene

Jeanette Bauer
Chef, Kirkens Korshær

Verdensmålsnålen i jakken forpligter 

I Kirkens Korshær er vi ikke i tvivl: Fattigdommen i Danmark er uacceptabel.

Ethvert menneske er enestående og har umistelig værdi. Uanset hvilke omstændigheder, der har formet folks tilværelser, er det en medmenneskelig forpligtelse at hjælpe dem, der har brug for det. Derfor ønsker vi et samfund, hvor ingen lever i fattigdom.

Heldigvis er vi ikke alene om ambitionen. Fra politisk hold er der bred opbakning til at bekæmpe fattigdom. Og med tilslutningen til FN’s verdensmål har vi som land faktisk forpligtet os til at halvere andelen af fattige danskere inden 2030.

Det skorter altså ikke på gode intentioner. Problemet er, at de ikke er blevet omsat til handling. Tværtimod faktisk. Ifølge Danmarks Statistiks opgørelse over relativt fattige er der i dag flere fattige danskere, end da vi skrev under på verdensmålene i 2015.  

Det kan vi ikke være bekendt. Hvis man vil gå rundt med verdensmålsnål i jakken, må man også sætte handling bag ordene.  

Indfør en fattigdomslov 

Fattigdom er et komplekst problem – for årsagerne bag er mange. Det kræver en stærk politisk ramme at komme den til livs. I Kirkens Korshær ønsker vi derfor en fattigdomslov.

Hvis vi skal bekæmpe fattigdom i Danmark, skal vi have en officiel fattigdomsgrænse. Så vi fra år til år kan følge med i udviklingen

Jeanette Bauer
Chef, Kirkens Korshær

Ligesom med klimaloven er idéen med en fattigdomslov at gøre vores internationale mål til en forpligtende del af dansk lovgivning. Fattigdomsloven vil tvinge den til enhver tid siddende regering til at fremlægge politik, der bidrager til at nå målene.

Vores håb er, at en fattigdomslov vil føre til konkrete aftaler, der reducerer fattigdommen markant. Og helst helt i bund. At overførselsindkomster vil blive hævet til et niveau, som sikrer, at man kan mere end knap overleve. At der investeres i uddannelse, psykiatri og støtte til familier i udsathed. At der tænkes bredt og systematisk.

En forudsætning for, at det kan lade sig gøre, er, at vi igen får en officiel fattigdomsgrænse. Så vi fra år til år kan følge med i udviklingen. Den kan strikkes sammen på flere forskellige måder. I Kirkens Korshær er vi klar på at indgå i en dialog om, hvordan vi gør det bedst. Men det afgørende for os er, at vi får sat gang i arbejdet med det samme.

Skåltaler og lange diskussioner har vi rigeligt af. Nu er det tid til forpligtigende aftaler og handling. Som land er vi simpelthen for rige til at være fattige.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jeanette Bauer

Chef, Kirkens Korshær
cand.comm. i sundhedsfremme og kommunikation (RUC 2010), stud.theol. (KU 2003-2007), §1a-studerende sammesteds (2023-)

0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024