Dokument fra Statsministeriet beskrev Kathrine Lilleørs opbakning til aktiv dødshjælp

Kathrine Lilleør støtter aktiv dødshjælp, konstateres det i dokument, der blev udarbejdet af Statsministeriet, få uger før hun blev formand for et udvalg om samme emne. Det ligner mere og mere bestilt arbejde, mener partier. Der er intet usædvanligt i embedsværkets orientering, skriver Statsministeriet. 

”Lilleør meldte i foråret ud, at hun nu støtter aktiv dødshjælp efter i flere år at have været klar modstander,” skrev embedsmænd i notatet, som er udarbejdet i Statsministeriet. 
”Lilleør meldte i foråret ud, at hun nu støtter aktiv dødshjælp efter i flere år at have været klar modstander,” skrev embedsmænd i notatet, som er udarbejdet i Statsministeriet. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Karl Emil Frost

Statsministeriet tjekkede op på sognepæst Kathrine Lilleørs holdning til aktiv dødshjælp, før hun blev valgt som formand for 'Udvalget for en mere værdig død'.

Her blev det nemlig skriftligt noteret internt, at hun bakker op om aktiv dødshjælp i Danmark.  

Det skete, få uger før regeringstoppen på et møde 5. september 2023 besluttede at sætte hende i spidsen for det omdiskuterede udvalg om emnet, viser et dokument, som Altinget har fået delvist aktindsigt i.

”Lilleør meldte i foråret ud, at hun nu støtter aktiv dødshjælp efter i flere år at have været klar modstander,” skrev embedsfolk i notatet, som er udarbejdet i Statsministeriet. 

Notatet er udarbejdet i forbindelse med et møde i det såkaldte forberedende koordinationsudvalg, der fandt sted 17. august 2023. Den slags møder foregår typisk på øverste niveau i embedsværket mellem departementscheferne for de ansvarlige ministerier. Men statsministeriet har undladt at svare på, hvem der deltog. 

Embedsmændene skulle koordinere og forberede et møde i regeringstoppen om nedsættelse af Udvalget for en mere værdig død - og ikke mindst om, hvem der være medlemmer. 

Udvalgets formål er at “starte en samtale med danskerne om en mere værdig død” og “moderere en kollektiv samfundsdebat”, lyder arbejdsbeskrivelsen.

Læs også

Statsminister Mette Frederiksen (S) annoncerede sidste år på Folkemødet, at hun ønsker at indføre en dansk model for aktiv dødshjælp.   

At hendes embedsværk har noteret, at den valgte formand for udvalget har samme holdning, understreger ifølge Konservative og SF, at regeringstoppen har været uærlig om formålet med udvalget.   

“Oplysningen bekræfter det, jeg og mange andre længe har haft mistanke om, at udvalget er meget nøje sammensat efter, at statsministeren ønsker at få en anbefaling om at indføre aktiv dødshjælp i Danmark,” siger politisk ordfører Mette Abildgaard (K).   

“Det sladrer om, hvad der har været relevant i Statsministeriet”, tilføjer hun.   

De nye oplysninger styrker også den mistanke, som SF har haft om sagen. 

“Man beder mennesker, som er positivt indstillet over for en dansk model for aktiv dødshjælp, om at sidde i et udvalg og komme med anbefalinger. Og de få, som havde forbehold, de er skredet – lige på nær en enkelt,” siger SF’s sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen og tilføjer:  

“Jeg tvivler på, om jeg kan bruge udvalgets rapport til noget som helst, fordi det ligner bestilt arbejde.”

Mistanke om bestilt arbejde

SF og Konservative henviser til den kritik, der opstod kort efter, at udvalget blev nedsat. Regeringen blev dengang beskyldt for at håndplukke medlemmer, da det viste sig, at et klart flertal af udvalgets medlemmer var tilhængere af forskellige modeller for aktiv dødshjælp. 

Tidslinje
  • 15. juni 2023: I en tale på Folkemødet siger statsminister Mette Frederiksen, at hun er tilhænger af aktiv dødshjælp.
  • 15. september 2023: Regeringen nedsætter Udvalget for en mere værdig død. Formålet er "at understøtte regeringens ønske om at skabe en dansk model for en mere værdig død". Sognepræst Kathrine Lilleør bliver udpeget som udvalgsformand.
  • 4. oktober 2023: Etisk Råd præsenterer en ny udtalelse om dødshjælp. Et overvældende flertal på 16 ud af 17 rådsmedlemmer er modstandere af aktiv dødshjælp.
  • 23. oktober 2023: De resterende medlemmer af dødshjælp-udvalget offentliggøres. Blandt de 10 medlemmer har et flertal af dem tidligere udtalt sig positivt om aktiv dødshjælp.
  • 21. maj 2024: To medlemmer trækker sig fra Udvalget for en mere værdig død i protest over, at udvalget arbejder med anbefalinger til konkrete modeller for dødshjælp i Danmark.

To medlemmer har undervejs forladt udvalget i protest, fordi de følte sig presset til at fremlægge konkrete modeller for indførelse af aktiv dødshjælp. Derfor var der kun et enkelt medlem af udvalget, som var direkte imod aktiv dødshjælp, da udvalgets anbefalinger blev præsenteret på Folkemødet. 

Dét forløb og Altingets tidligere beskrivelse af Statsministeriets involvering i udpegningen af medlemmer, samt nu også noteringen af udvalgsformandens holdning til aktiv dødshjælp, styrker mistanken om bestilt arbejde fra regeringstoppen. 

Men vi ved ikke, i hvilken sammenhæng Kathrine Lilleørs holdning til aktiv dødshjælp er noteret. Hvad får dig til alligevel at hæfte dig ved, at det bliver nævnt?   

“Når det har været relevant at notere, er det, fordi det har spillet en rolle for udpegningen af hende til udvalget og sandsynligvis også for valget af hende som formand,” siger Mette Abildgaard: 

“For hvis man bare ønskede at sammensætte en gruppe, der skulle se på, hvordan man sikrer en mere værdig død i Danmark, så havde det været lige så relevant at vælge en formand, som var ekspert i palliativ behandling og fokusere på smertelindring.” 

Sundhedsminister Sophie Løhde har ikke ønsket at kommentere bemærkningen om Kathrine Lilleørs opbakning til aktiv dødshjælp, men hendes ministerium oplyser, at regeringen “ikke har truffet beslutning om, hvorvidt man skal indføre aktiv dødshjælp i Danmark”.  

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra statsminister Mette Frederiksen. Hendes ministerium skriver, at "der ikke er noget usædvanligt i, at de relevante ministerier i forbindelse med udpegninger til udvalg og kommissioner med videre orienterer om, hvorvidt de pågældende har afgivet relevante offentlige udmeldinger".

"Der er således alene tale om allerede offentligt kendte oplysninger," lyder det. 

Læs også

Løfter sløret for anbefalinger

Kathrine Lilleør har over for Altinget ikke ønsket at kommentere kritikken, men har til andre medier understreget, at udvalget arbejder uafhængigt.  

På Folkemøde torsdag har hun og andre medlemmer af udvalget løftet sløret for anbefalingerne. Til DR siger Kathrine Lilleør, at tre ud af fire af udvalgets synspunkter kredser om at tilbyde terminale patienter en dødelig dosis medicin.   

“Udvalgsmedlemmerne tilslutter sig ikke den klassiske opfattelse af aktiv dødshjælp. Flertallet mener, der skal være en terminal diagnose, hvor det vurderes, at man dør inden for en overskuelig fremtid,” siger hun til DR.  

Fredag vil også statsminister Mette Frederiksen udtale sig om arbejdet for at sikre en “mere værdig død."

Læs også

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Kathrine Lilleør

Samfundsdebattør, foredragsholder, forfatter, sognepræst, Sankt Pauls Kirke
cand.theol. (Københavns Uni. 1991), ph.d. (Københavns Uni. 2005)

0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024