Pia Søltoft: Vi er blevet et mageligt og lidenskabsløst samfund, der længes efter autenticitet 

Han bruger en velkendt og smuk formulering om måden, den etiske fordring binder os sammen på: ”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.”

Løgstrup har lært meget af Kierkegaard, og de er enige om to ting:

For det første at den etiske fordring er uadskillelig fra selve det at være menneske og gælder til enhver tid på ethvert sted. For det andet at vi har en tendens til at forsøge at sno os uden om fordringen. Og det er præcis dette forsøg på at sno sig uden om den etiske fordring, der er tydeligt i dag.

Vi er blevet for magelige og mangler lidenskaben efter at handle på en måde, så vi bekender etisk kulør og forbliver os selv tro.

Alt er på samme niveau, og selv om vi lader, som om der er en forskel, viser det sig, at det, vi holder for ret og godt, er blevet udhulet indefra.

Pia Søltoft

Vi lever i en tid, hvor vi har sat lysten i centrum og taler det enkelte menneskes ret til selv at finde sit ståsted i tilværelsen op, og vi siger igen og igen til vores unge mennesker, at nu skal de tænke sig godt om og finde ud af, hvad de brænder for. Alligevel er lidenskaben fraværende.

For lidenskab fordrer, at vi tør spørge os selv og vores samvittighed ikke bare om, hvad vi har lyst til, men om hvad vi holder for ret og godt eller finder forkasteligt og forkert.

Men i dag tør ingen tage personlig stilling. Vi vil have beviser, tal og målinger, førend vi tør udtale os om noget. Der nedsættes kommissioner, udvalg og råd for alt, deres arbejde trækker ud, og når deres rapporter endelig kommer, er det blot som anbefalinger, for ingen vil have ansvaret. 

Vi opfører os som publikum, ville Kierkegaard sige. Publikum ”bestaaer af uvirkelige Enkelte” og udvikles ved hjælp af pressen eller de sociale medier. Det, der kendetegner et publikum, er, at det snakker og gør det private offentligt.

Alle har i dag mulighed for at ytre deres mening og snakke om alt uden at vide noget som helst om, hvad de snakker om.

Det betyder, at vi konstant kan ændre mening. Den ene dag begejstrer det ene, den næste dag noget helt andet. Tiden er præget af sladder og rygter og af dét, Kierkegaard kalder nivellering. At noget nivellerer betyder, at forskelle udjævnes.

Når Kierkegaard kritiserer sin tid for at være underlagt en omsiggribende nivellering, bruger han ordet overført om det, at vi opfatter det ene som lige så godt som det andet.

Alt er på samme niveau, og selv om vi lader, som om der er en forskel, viser det sig, at det, vi holder for ret og godt, er blevet udhulet indefra. Nivelleringen i dag betyder, at alt det vi finder værdifuldt udhules indefra, og værdier derfor bliver til varm luft.

Vi bliver eksempelvis ved med at have universiteter, men vi udhuler dem indefra ved at nedlægge fag og forkorte uddannelser. En lignende indre undergravning finder sted på hele skole- og uddannelsesområdet, og med den nye sundhedsreform går det samme vej med sygehusvæsenet.

Vi fastholder, at vi har religions- og ytringsfrihed, men indfører love, der udfordrer begge dele. Vi taler om ordentlighed og diversitet, men ser et stigende antal sager, hvor ordentligheden bøjes, og sexisme og nepotisme råder. 

Kierkegaard mener, at det er på grund af den omsiggribende nivellering, at hans tid længes efter ”primitivitet.”

I dag ville vi nok sige, at det, vi længes efter, er autenticitet. I dag vil alle være autentiske, drikke autentisk kaffe og spise autentisk chokolade, dyrket efter gammeldags metoder, helst høstet med hånden og fragtet på hesteryg.

Trangen til autenticitet er en trang til at vende tilbage til noget originalt, til noget, der er noget i sig selv, noget, der har en alvor. Noget, der betyder noget og altid har betydet noget. Og det er ikke et par borgerlige dyder, som dem Vanopslagh plæderer for, men selve den etiske fordrings primat, vi længes efter.

Paradoksalt nok lever vi i en tid, der på den ene side sætter den enkeltes frihed så højt, at grænse- og formløsheden er omsiggribende. Formløsheden indfinder sig, når man ophæver distinktionen mellem form og indhold. Når måden noget tager sig ud på er lige så vigtigt, hvis ikke vigtigere, end hvordan noget er.

Men samtidig lever vi også i en tid med moralsk løftede pegefingre, hvor man ikke ønsker at tænke selv, men kun vil forholde sig til nye regler og love, der skal dæmme op for friheden, når den fører for vidt.

Vi lever således både i en formløs tid, men også i en formalistisk tid. En tid, der er kendetegnet ved at have glemt den etiske fordring.

Derfor er det den fordring, der bor i den enkeltes samvittighed - fordringen om selv at tage stilling til, hvad der er ret eller slet - der skal tales op.

Sådan kan vi igen komme frem til et fælles etisk grundlag, der ikke beror på følelser og mavefornemmelser, men på de værdier, vi sammen bærer i vores samvittighed, men kun kan handle på hver især som et enkelt ansvarligt menneske.