Kommentar af 
Morten Helveg Petersen

Alarmerende rapport er alt andet end søvndyssende natbordslæsning

Der er virkelig mange gode analyser, pointer og forslag i Draghi-rapporten. Diagnosen om et Europa, der sakker bagud, stilles knivskarpt. Men hvordan skaber vi rammerne for europæisk fremgang og uafhængighed, hvor vi også har befolkningerne med, spørger Morten Helveg. 

Den tidligere italiensk premiereminister og præsident for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, udgav den 9. september sin 400-siders rapport om EU's konkurrenceevne. 
Den tidligere italiensk premiereminister og præsident for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, udgav den 9. september sin 400-siders rapport om EU's konkurrenceevne. Foto: Philipp Von Ditfurth/AP/Ritzau Scanpix
Morten Helveg Petersen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Så kom den endelig.

Om skribenten

Morten Helveg (R) er tidligere medlem af Folketinget og Europa-Parlamentet, hvor særligt energipolitikken har været en mærkesag.

Han er i dag bestyrelsesformand for gasdistributionsselskabet Evida.

Morten er fast skribent på Altinget Energi og Forsyning

Den længe ventede Draghi-rapport var imødeset med spænding og tilbageholdt åndedræt i Bruxelles-boblen i et omfang, selv ikke de allermest populære skønlitterære forfattere ville kunne forvente.

Den italienske statsmand afleverede 400 siders knastør og højdramatisk analyse, der bliver nærlæst og endevendt i disse uger. For nogle søvndyssende natbordslæsning. For mange af os andre højdramatisk økonomisk sikkerhedspolitik, der tegner konturerne op af kineserne, som kommer og spiser vores croissanter til morgenmad.

Spørgsmålet er hvor stor en effekt den får. Analysen er rigtig, men vil vi midlerne? Kan vi blive enige om at bruge flere penge på forsvar og energi? Kan vi blive enige om at gøre det i fællesskab fremfor hvert land for sig? Jeg håber, men tvivler.

Der er virkelig mange gode analyser, pointer og forslag i Draghi-rapporten. Det er fantastisk med den holistiske tilgang, hvor Draghi knivskarpt stiller diagnosen om et Europa, der sakker bagud. Og hvis ikke vi gør noget, kan vi se frem til et europæisk alderdomshjem, der får mere end svært ved at finansiere sig selv og opretholde den levestandard, vi har vænnet os til.

Nej, politik er ikke som at drive en virksomhed. Nej, du kan ikke styre et land eller et kontinent som en Forbes-500 virksomhed.

Morten Helveg Petersen

Der er meget mere, EU kunne og burde gøre for ikke at være naive og beskytte og fremme europæiske interesser.

Dette inkluderer forretnings- og industriinteresser. At tilpasse handelspolitikken med europæiske industristrategier samt større koordinering i EU's beslutninger om udenlandske direkte investeringer giver mening.

Det samme gælder for styrkelsen af EU's mekanisme for screening af investeringer, der forhåbentlig kan føre til en egentlig fælles politik. Måske naivt eller for ambitiøst, men bestemt værd at prøve.

Europa har en stærk position inden for grundforskning og patentering, men er svage i kommercialisering, og Draghi beskriver, hvordan der vil være nogle industrier, hvor Europas omkostningsulempe er for stor til at være en seriøs konkurrent.

Derfor giver det på nogle områder økonomisk mening at importere nødvendig teknologi og lade udenlandske skatteydere bære omkostningerne, mens man diversificerer leverandører så meget som muligt for at begrænse afhængigheder.

Læs også

Men i andre industrier har EU en strategisk interesse i at sikre, at europæiske virksomheder bevarer relevant knowhow og produktionskapacitet ved at anvende krav til lokalt indhold.

Det gælder ikke mindst på clean tech området, hvor Europa har gode forudsætninger, men hvor kineserne kommer.

Derfor skal vi blive bedre til at finansiere europæisk innovation og clean tech, blandt andet ved reformer af de europæiske kapitalmarkeder, innovationsfonden og brug af provenu fra klimakvoter.

Draghis forslag vil koste penge. Og det i en periode, hvor der er brug for finansiering til Ukraine, til en ny landbrugspolitik, alt i mens der skal laves et nyt EU-budget. Og medlemmernes villighed til at betale mere eller optage gæld i fællesskab er begrænset, for nu at sige det mildt.

Så desværre vil mange af de gode forslag nok strande i de sædvanlige slagsmål om budget. Og det på trods af at større og flere fælles initiativer er den eneste vej frem.

En lille krølle på Draghis rapport, der ikke har været fremme i debatten hidtil. Der er – sjovt nok - næsten ikke et ord om Europa-Parlamentet. Det er interessant af mange grunde.

Nej, politik er ikke som at drive en virksomhed. Nej, du kan ikke styre et land eller et kontinent som en Forbes-500 virksomhed.

Morten Helveg Petersen

Fuldt forståeligt, at eksperter som Draghi synes, det er irriterende med trættende processer, åbenhed og død ved komité. Det er smertefuldt langsomt, og vi har ikke tid. Men – bare et lille men - hvis vi diskuterer en ny model, der gør Europa konkurrencedygtig, burde den så ikke inkludere en form for politisk dimension og repræsentation?

Fra et bureaukratisk synspunkt er det åbenlyst attraktivt at planlægge og implementere uden alt besværet, se bare Kina. Men til hvilken pris? Burde vi ikke gøre det anderledes i Europa?

Misforstå mig ikke. Jeg er meget kritisk over for de smertefuldt besværlige procedurer i Bruxelles-boblen. Efter at have levet i interinstitutionelle triloger i 10 år i mødelokaler uden vinduer til klokken fem om morgenen har jeg følt og oplevet nogle af de værste sider af Bruxelles.

Men jeg er lige så kritisk over for eksperter, der grundlæggende siger, at disse øvelser bør udføres top-down uden gennemsigtighed og demokratiske diskussioner.

Nej, politik er ikke som at drive en virksomhed. Nej, du kan ikke styre et land eller et kontinent som en Forbes-500 virksomhed. Du kan forbedre og reducere bureaukratiet, der er gået for vidt på mange måder, men den politiske og demokratiske dimension hører med.

Så mange tak, hr. Draghi, mange tak for stor inspiration og mange gode forslag. Jeg håber oprigtigt, at de vil blive realiseret, fordi vi har brug for det.

Men vi har også brug for, at vores politiske ledere debatterer og diskuterer, hvordan man gør Europa konkurrencedygtig med befolkningerne over hele Europa. Det ville være en europæisk ting at gøre.

Kineserne er meget bedre til at være kinesere, end vi er. Og den amerikanske tilstand af demokrati er ikke noget, jeg ville ønske at importere heller. Vi vil aldrig blive De Forenede Stater af Europa. Kultur, sprog, tradition, historie – alle disse faktorer er så essentielle, når man lever på dette smukke kontinent og vil aldrig blive erstattet af en one-size-fits-all føderal struktur.

Draghis rapport er alarmerende og vigtig læsning. Der er brug for en endnu større europæisk krisebevidsthed.

Men hvordan skaber vi rammerne for europæisk fremgang og uafhængighed, hvor vi også har befolkningerne med? Lad os diskutere - på ægte europæisk vis.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mario Draghi

Fhv. ministerpræsident, Italien
ph.d. i økonomi (MIT 1976)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024