Lektor: Udenrigspolitisk aktivisme er et diffust begreb, der umiddelbart forvirrer mere, end det gavner

Det er for eksempel ikke blevet brugt i nogen af regeringsprogrammerne efter Den Kolde Krig. Eller de skiftende statsministres åbningstaler til Folketinget. Det er heller ikke blevet brugt i de fire udenrigspolitiske strategier, som er blevet udgivet igennem de sidste otte år, men dog med undtagelse af den halv-officielle Taksøe-rapport, som ganske kort bruger "aktivisme" i forbindelse med militære operationer.

Udtrykket blev brugt i nogle af Anders Fogh Rasmussens taler og artikler, mens han var statsminister, men så vidt jeg har kunnet finde ud af, ikke i hans officielle taler som statsminister, der formentligt var skrevet af embedsværket.

Og som nævnt figurerede "aktivisme" heller ikke i statsminister Mette Frederiksens redegørelse for den indenrigs- og udenrigspolitiske situation i forbindelse med den seneste afslutningsdebat i Folketinget 29. maj. "Aktivisme", konkluderer jeg, er ikke performativt gennem de danske regeringers sprog.

En accepteret præmis

Når man fra officielt regeringshold bruger udtrykket aktivisme eller aktivistisk, så er det som regel for at sige "ja, ja" Danmarks udenrigspolitik er stadig aktivistisk, når nogle i Folketinget stiller spørgsmålstegn ved, om regeringens udenrigspolitik egentlig er udtryk for aktivisme. Men det er ikke noget, som stats-, udenrigs-, eller forsvarsministerens dvæler ved, eller som bliver udfoldet i taler.

Ordet glimrer i den grad med sit fravær i officielle udenrigspolitiske sammenhænge.

Henrik Larsen
Lektor, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Det synes jeg er interessant, når man tænker på, hvor tit kommentatorer antager, at Danmark er eller bør være aktivistisk. Ordet glimrer i den grad med sit fravær i officielle udenrigspolitiske sammenhænge.

Til gengæld optræder ordet "aktiv" eller "aktivt" meget tit i regeringssammenhænge, når det handler om udenrigs- og sikkerhedspolitik (og også om anden politik).

Når man undersøger det nøjere, så finder man dog ud af, at "aktiv" for det meste bliver brugt til at give positiv betydning til givne regeringers præferencer eller ønsker – som naturligvis skifter.

For eksempel hedder en overskrift i SMV-regeringsgrundlaget 'Ansvar for Danmark' fra december 2022, "Aktiv stemme i Europa", og en sætning lyder "Derfor skal Danmark spille en aktiv rolle for at fjerne handelsbarrierer og skabe øget global samhandel". I begge tilfælde bruges aktiv til at markere centrale prioriteter for regeringen.

Hvor der alligevel er et vist overlap i brugen af aktiv på tværs af regeringer, er det, når det handler om internationale militære operationer, som Danmark er del af, og hvor det forstås som vigtigt, at Danmark deltager militært for at sikre sin internationale status. Her er der ofte sammenfald i regeringernes brug af aktiv.

Det er interessant, for det er ofte i forskningslitteraturen blevet peget på, at netop den danske deltagelse i internationale militære operationer efter Den Kolde Krig er kernen i den danske aktivisme. Mange regeringers brug af "aktiv" i denne sammenhæng peger på, at ordet kan være performativt i at give værdi til netop denne type udenrigspolitik; brugen af "aktiv" gives indhold gennem en diskurs om dansk deltagelse i internationale militære aktioner, som styrker Danmarks status.

Så på denne måde synes skiftende danske regeringers vægt på dansk deltagelse i høj-profilerede internationale operationer (blandt andet i det tidligere Jugoslavien, Afghanistan, Irak, Hormuzstrædet og Det Røde Hav og den militære støtte til Ukraine) at afspejle sig i, hvad fællesnævneren er, når Danmark skal være "aktiv".

Indholdstomt begreb

Brugen af "aktiv" i forbindelse med dansk udenrigspolitik efter Den Kolde Krig startede med udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens lancering af "Aktiv internationalisme" som ny doktrin for dansk udenrigspolitik i 1989. Noget kunne tyde på, at det blivende element i forståelsen af aktiv hos regeringerne efterfølgende især har været dansk deltagelse i højtprofilerede militære operationer.

Måske skulle forskere og analytikere gå i tænkeboks, når det gælder den umiddelbare brug af "aktivisme" til at forstå eller kræve noget af dansk udenrigspolitik.

Henrik Larsen
Lektor, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Men samtidig bruges "aktiv" så altså også om alle mulige andre skiftende politiske mål og projekter for de enkelte regeringer (mest om udenrigspolitik, men ikke kun).

Så hvis man kigger på, hvordan politikere og embedsmænd bruger ordet, så får man ikke meget hjælp til, hvad det betyder – altså med undtagelse af deltagelse i militære operationer, der har at gøre med Danmarks prestige, som på den måde bliver den eneste fællesnævner på tværs af regeringer i brugen af aktiv. "Aktiv" er på den måde tæt på at være et indholdstomt begreb eller en tom betegner i mange udenrigspolitiske sammenhænge.

Så når man fra forskere og kommentatorers side spørger til den udenrigspolitiske aktivismes tilstand, modsvares det altså af en politisk diskurs, hvor ordet aktivisme nærmest ikke optræder.

Og hvor det ord, der kommer tættest på, nemlig "aktiv”, bruges meget forskelligt på tværs af politiske projekter med undtagelse af, hvor det lige netop handler om bestemte typer militære operationer.

Det er naturligvis ikke i sig selv et problem, at politikere og forskere/kommentatorer bruger forskellige begreber. Aktivisme kan sagtens være et nyttigt analytisk begreb til at forstå mønstre i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, selvom politikerne kun sjældent bruger det.

Alligevel er denne diskrepans slående. Og man kan da også overveje, om analytikere og forskere har været så sikre på begrebets relevans for Danmark, at de har glemt at se på, om eller hvordan de udenrigspolitiske beslutningstagere faktisk bruger begrebet (eller sammenligne med andre lande).

Måske skulle forskere og analytikere gå i tænkeboks, når det gælder den umiddelbare brug af "aktivisme" til at forstå eller kræve noget af dansk udenrigspolitik.