Kontorchef til Styrelsen for International Rekruttering og Integration

Vil du stå i spidsen for et kontor, der spiller en central rolle i at sikre, at EU-borgere og deres familier kan anvende deres ret til fri bevægelighed i Danmark? Og har du lyst til at arbejde i krydsfeltet mellem målrettet drift, kompliceret jura og nærværende personaleledelse? Så bliv kontorchef hos os.  


Velkommen til Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI)

Vi er en ung, dynamisk styrelse i vækst, hvor vi altid gør os umage for at have vores brugere i fokus. Vi er ca. 500 medarbejdere, hvoraf næsten en tredjedel er kommet til inden for det sidste halvandet års tid.

Vi har en ledergruppe, som er imødekommende og oprigtigt optaget af nærværende ledelse og fokus på fagligt stærke resultater. Vi tror på, at vi opnår de bedste resultater ved at være en værdifuld samarbejdspartner for både omverdenen og hinanden. Og her mangler vi dig, som vores nye chef for vores EU-kontor. Du får gode chefkollegaer og en direktion, der står klar til at hjælpe dig godt på vej.

Opgaver i EU-kontoret

I tæt samarbejde med SIRIs Borgerservice har EU-kontoret det faglige ansvar for administrationen af EU-rettens regler for personers fri bevægelighed i unionen.

Kontoret, der har medarbejdere i både Valby og Aarhus, behandler sager om familiesammenføring til danske statsborgere efter EU-retten, familiesammenføring mellem tredjelandsborgere og unionsborgere, udstationering og ophør af opholdsret.

Kontoret behandler også ansøgninger fra britiske statsborgere og deres familier om ophold i Danmark efter Brexit.

Dine opgaver som kontorchef

Sammen med din souschef vil din opgave være at sikre en høj og effektiv sagsproduktion og samtidig holde fokus på den juridiske faglighed og kvalitet.

Du skal kunne se dig selv i SIRIs værdier: Vi er imødekommende, vi gør os umage og vi er nysgerrige, og bidrager til efterlevelsen af dem i dit kontor og i ledergruppen. Du vil også skulle sikre en god holdånd og den daglige trivsel i kontoret, og du skal trives med en hverdag, hvor du har tæt kontakt til dine medarbejdere - både i Valby og i Aarhus -  samt et tæt samarbejde med andre kontorer og chefer i SIRI.  

Derudover vil dine arbejdsopgaver være at:

  • varetage det daglige ledelsesansvar for 29 erfarne medarbejdere, som både omfatter akademikere og kontoruddannede, og medvirke til at udvikle og motivere bl.a. gennem nysgerrighed, feedback og sparring,

  • sætte retning, følge op og prioritere kontorets opgaver,

  • udvikle kontorets opgaver med fokus på effektiv drift, og 

  • samarbejde med de andre kontorer i SIRI med henblik på at finde de bedste løsninger i fælleskab og have en løbende kontakt til andre myndigheder, ikke mindst landets kommuner.

Om dig

Du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund og erfaring med at lede andre. Din ledererfaring kan både komme fra tidligere kontorchefstillinger, men også fra en stilling som souschef, enhedsleder eller lignende.

Du ved, hvad du står for som leder – uanset om din ledererfaring er på 2 eller 20 år. Du er bevidst om at bringe dine styrker i spil og om at arbejde med sider af dig selv, der har brug for fortsat udvikling. Du er god til at opbygge og bevare tætte relationer i vores koncern og til de myndigheder, du samarbejder med. 

Vi forventer desuden, at du:

  • er en dygtig drifts- og personaleleder, som kan levere empatisk, nærværende og engageret personaleledelse

  • har solid erfaring med at arbejde og ”trække af”, når det gælder løsningen af juridiske problemstillinger

  • har erfaring med – og/eller talent for - distanceledelse

  • har erfaring med offentlig forvaltning i en politisk styret organisation

  • har gode kommunikations- og samarbejdsevner

  • kan agere med ro og overblik i en hverdag med mange aktører under politisk og mediemæssig bevågenhed

Yderligere information

Har du spørgsmål i øvrigt, er du velkommen til at kontakte enten:

  • Vicedirektør, Louise Hauberg Wilhelmsen, på telefonnummer 7214 2289

  • Kontorchef, Kirsten Meier, på telefonnummer 7214 2499

Søg jobbet

Vi ser frem til at modtage din ansøgning, CV og eksamensbevis mv. senest onsdag den 4. september 2024. Stillingen søges via knappen “Søg dette job” her på siden.

Hvis du er tjenestemand, skal ansøgningen stiles til Kongen.

Vi forventer at holde 1. samtalerunde i uge 37 og 2. samtalerunde i uge 38.

Der vil være et testforløb med bistand fra Statens Center for Rekrutteringstest mellem 1. og 2. samtalerunde.

Løn- og ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår forhandles efter rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten. Som kontorchef sker aflønning efter løngruppe 1. Stillingen besættes på åremål og er med tiltræden den 1. november 2024.

Hvis du i forvejen er tjenestemand, vil ansættelse som tjenestemand efter en konkret og individuel vurdering kunne finde sted på åremål i lønramme 37.

Ansættelsesområdet afhænger af ansættelsesformen.

Dit arbejdssted er Styrelsen for International Rekruttering og Integration, Carl Jacobsens Vej 39, 2500 Valby. Vi bor i en gammel industribygning fra starten af 1900-tallet, der er nyrenoveret og ombygget til kontorarbejde tæt på København Syd Station.

Som kontorchef omfattes du af ministeriets arbejdstidsaftale for chefer. Chefer ansættes med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 39 timer med tildeling af 11 cheffridage pr. år.

Du skal opnå sikkerhedsgodkendelse til ”HEMMELIGT” for at arbejde i denne stilling og opretholde denne under hele din ansættelse. Du kan læse om, hvordan vi behandler dine persondata her.

Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen. Udlændinge- og Integrationsministeriet er medlem af Foreningen Lige Adgang.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har overordnet to politikområder: Hvem må indrejse og opholde sig i landet – og hvordan sikrer vi, at udlændinge bidrager til og tager del i samfundet?

Ministeriet har ca. 1925 medarbejdere fordelt på departementet, Styrelsen for International Rekruttering og Integration, Udlændingestyrelsen og Hjemrejsestyrelsen - herunder Nationalt ID-center, Udlændingenævnets sekretariat og Flygtningenævnets sekretariat.


Icon
Find Danmarks bedste ledere og specialister, mens de er i job
Opnå unik eksponering med en jobannonce på Altinget og Mandag Morgen
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024