Debat

Barfoed: Myndigheder arbejder effektivt

REPLIK: Altingets artikel om afsløring af ulovlige dyretransporter er både misvisende og manipulerende, mener Forbrugerministeren.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lars Barfoed (K)
Familie- og forbrugerminister

Altinget bringer den 23. november en artikel, hvor mine udtalelser fra et samråd om ulovlige dyretransporter bliver stærkt fordrejet. På samrådet fortalte jeg, at Fødevarestyrelsen i den konkrete sag om ulovlige svinetransporter til Tarpholtz i Tyskland, måtte tage kontakt til de tyske myndigheder for at fremskaffe dokumentation vedrørende forholdene - simpelthen fordi vi ikke må lave myndighedskontrol i udlandet.

Fødevarestyrelsen afventede svaret fra de tyske myndigheder, da TV-avisen bragte historien med billeder fra Tarpholtz. Derfor sagde jeg, at TV-avisen bedre kan lave grænseoverskridende operationer i udlandet end de danske myndigheder. Det er jeg da også korrekt citeret for i artiklen.

Men det er en fuldstændig fordrejning af virkeligheden, når Altinget skriver, at det var mit budskab, at det er langt bedre at satse på TV-journalisters indsats end på de officielle danske fødevaremyndigheder i sager om dyretransporter.

Ligeså manipulerende er det, når Altinget i indledningen til artiklen skriver "Fødevaremyndighederne kan ikke altid afsløre ulovlige dyretransporter. Det er TV langt bedre til, siger Lars Barfoed i samråd." Fødevarestyrelsen arbejder effektivt og hårdt på at sætte ind over for ulovlige dyretransporter - blandt andet gennem det særlige dyrevelfærdsrejsehold, som dagligt arbejder på højtryk for at forbedre dyrevelfærden.

Efter Tarpholz-sagen har vi intensiveret samarbejdet med de tyske myndigheder og jeg har stor tiltro til, at Fødevarestyrelsen i samarbejde med deres tyske kolleger vil sætte hårdt ind over for folk, der overtræder dyrevelfærdslovgivningen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Barfoed

Formand for Det Kongelige Teater, Foreningen Norden og Danmarks Underholdningsorkester, selvstændig med Lars Barfoed & Company, næstformand, By & Havn
cand.jur. (Københavns Uni. 1981), CBS Executive Bestyrelsesuddannelse (2016), Harvard Kennedy School Executive Education (2017)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024