Profile
Log ind
WAYF login
Log på med SSOGlemt adgangskode?
Bliv abonnent
Debat

Borgmester og rektorer: Regeringens taxameterplan vil forringe både læring og trivsel for unge i større byer

Hvis der skæres i taxameteret for gymnasier vil mere end 40.000 danske unge opleve et ringere uddannelsestilbud. Regeringen risikerer at skabe en forringelse på gymnasieområdet og for uddannelserne i byer som Roskilde, skriver Roskildes borgmester og gymnasierektorer.

Det går ud over Roskildes unge, at de tilfældigvis bor et sted, hvor uddannelsesinstitutionerne er store, skriver borgmester og fire gymnasier.
Det går ud over Roskildes unge, at de tilfældigvis bor et sted, hvor uddannelsesinstitutionerne er store, skriver borgmester og fire gymnasier.Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Tomas Breddam
Morten Lindegaard Banke Rasmussen
Claus Niller Nielsen
Henrik Nevers
Julie Rørdam Thom
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Regeringen ønsker bedre økonomi til ungdomsuddannelser i landdistrikterne. Det kan vi godt forstå. Uanset hvor man vokser op, skal der være mulighed for uddannelse.

Men vi forstår ikke, hvorfor det skal gå ud over de unge i de større byer. Hvorfor skal de have en ringere uddannelse?

Der findes vist ikke uddannelser, der synes de har for mange penge i dag. Hvis regeringen vælger at skære i taxameteret for gymnasier med mere end 700 elever, så vil det kunne mærkes for eleverne og for muligheden for at fastholde engagerede lærere.

Regeringen vil spare på uddannelser i en tid, hvor finansministeren jævnligt finder flere penge

Tomas Breddam, Morten Lindegaard Banke Rasmussen, Claus Niller, Henrik Nevers & Julie Rørdam Thom

Færre midler vil betyde lærere, som skal løbe stærkere, som skal undervise flere hold og flere elever end på de små gymnasier.

Og det betyder helt sikkert mindre overskud til de sociale og musiske aktiviteter, som er vigtige for trivsel og for at fastholde unge på uddannelsen.

På bekostning af de unge

Vi lever i en tid med små ungdomsårgange, hvor der mangler elever i tyndt befolkede områder.

Ingen kan trylle flere unge frem og resultatet kan dermed blive, at man ikke løser noget for de små gymnasier, men i stedet skaber nogle nye problemer for de større.

Gymnasierne i Roskilde er store skoler, der med regeringens forslag står til samlet at miste mange millioner, der helt forsvinder fra Roskilde med opland. Det gælder både de tre almene gymnasier og Roskilde Handelsskole.

Det går ud over Roskildes unge, at de tilfældigvis bor et sted, hvor uddannelsesinstitutionerne er store.

Vi undrer os over, at regeringen vil forringe forholdene for gymnasier med høje gennemførselsprocenter og god elevtrivsel.

Gymnasier, som sender mange studenter videre i uddannelse, og derved sikrer os mange nye pædagoger, sygeplejersker, folkeskolelærere, politibetjente, ingeniører, økonomer, jurister og læger.

Vi undrer os over, at regeringen vil spare på uddannelser i en tid, hvor finansministeren jævnligt finder flere penge i råderummet end tidligere antaget. Lad os investere de penge i, at fremtidens generationer får undervisning i verdensklasse.

En forkert løsning

For selvfølgelig skal der også være gode uddannelsestilbud i tyndt befolkede egne af Danmark og måske er der brug for et ekstra økonomisk tilskud, indtil ungdomsårgangene igen er på vej op.

Måske handler det først og fremmest om at fortælle mere om alle de muligheder, den lokale uddannelsesinstitution byder på. Det beror på en konkret vurdering, institution for institution.

Vi mener, at uddannelse er en investering, som tjener sig hjem. 

Tomas Breddam, Morten Lindegaard Banke Rasmussen, Claus Niller, Henrik Nevers & Julie Rørdam Thom

Og måske handler noget af løsningen om alt det, som er rundt omkring undervisning og skole og det som skaber et attraktivt ungeliv: fritidsliv, mødesteder, ungdomskultur, transport.

Det løser vi ikke med taxameter, men med aktiv lokal dialog og samarbejde.

Med regeringens forslag vil mere end 40.000 danske unge opleve et ringere uddannelsestilbud. Regeringen risikerer at skabe en forringelse på gymnasieområdet og for uddannelserne i byer som Roskilde. Og dermed på sigt det danske velfærdssamfund.

Vi mener, at uddannelse er en investering, som tjener sig hjem. Og vi er overbeviste om, at alle unge fortjener en god ungdomsuddannelse og videreuddannelse.

Uanset om de går i gymnasiet eller på en erhvervsfaglig uddannelse. Uanset om de går på et stort eller et lille gymnasium. Uanset om de bor i by eller på land. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Tomas Breddam

Borgmester (S), Roskilde Kommune
cand.techn.soc (RUC)

Morten Lindegaard Banke Rasmussen

Direktør, Roskilde Handelsskole
cand.mag. i historie og samfundsfag

Claus Niller Nielsen

Rektor, Roskilde Katedralskole
cand.scient.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024