Madspild er et symptom på en udfordret madkultur

Med andre ord er det en mangfoldig indsats, der i disse dage rettes mod en af fødevaresystemets evindelige ligtorne: vores tårnhøje madspild.

Men det er, som om nogen har byttet rundt på virkemidlerne. Supermarkederne og de store fødevarevirksomheder inviteres til at tilslutte sig en frivillig aftale.

Madspild gøres her til et moralsk anliggende, og de flotte rammer for mødet i FN-byen og prinsesse Maries deltagelse gav et rygstød, som fik alle til at nikke til det nye moralkodeks.

Men når hverdagen igen rammer virksomhedslederne, er det bundlinjen, der tæller, og ikke hvad man har lovet en minister og en prinsesse med udsigt over Øresund. Heldigvis er madspild allerede en dårlig forretning, som alle fødevarevirksomheder arbejder for at begrænse.

De fleste af vores varehuse har et madspild på omkring 1 % af deres omsætning. Men når det tal ikke er rundt nul, er det, fordi det koster mere i arbejdsløn og håndtering at få solgt den sidste procent, end vi vil tjene på at sælge varerne.

Hvis vi for alvor vil reducere madspildet i hele værdikæden, skal virkemidlerne altså byttes om: morallære og kulturforandring.

Thomas Roland
Chef for vareansvarlighed og kvalitet, Coop Danmark

Helt omvendt forholder det sig hos forbrugerne. Her er madspildet faktisk vokset støt, siden Fattigfirserne blev afløst af fornyet økonomisk vækst og voksende velstand. Vores madvaner har ganske enkelt udviklet sig i en retning, der skaber spild.

Vi har forladt den råvarebaserede madkultur, hvor et relativt begrænset antal grundingredienser kunne trylles om til mange forskellige retter. I dag har vi en convenience-kultur, hvor vi shopper efter lige præcis det måltid, vi har lyst til.

Og helst med udgangspunkt i færrest mulige, men derfor langt mere forarbejdede ingredienser. Tænk på en frysepizza. Eller den færdiglavede pizzadej og glasset med tomatsovs. Én eller to ingredienser bliver til et måltid.

Men den rest, der er til overs, kan kun anvendes til en tilsvarende ret. Og derfor bliver den nemt til madspild, når vi i morgen har lyst til sushi.

Samtidig har vi råd til at smide maden i skraldespanden. Andelen af vores rådighedsbeløb, som bruges på fødevarer, er rekordlav, og derfor virker økonomiske argumenter kun i beskedent omfang på os som forbrugere.

Vi shopper efter de gule priser lørdag formiddag, men når først det halve kålhoved er tørret ind i grøntsagsskuffens mørke, har vi glemt alt om, hvorfor det var vigtigt at spare to kroner, da vi købte ind. Ud ryger grøntsagen!

Vores madvaner har ganske enkelt udviklet sig i en retning, som skaber spild.

Thomas Roland
Chef for vareansvarlighed og kvalitet, Coop Danmark

Hvis vi for alvor vil reducere madspildet i hele værdikæden, skal virkemidlerne altså byttes om: Morallære og kulturforandring virker bedst over for forbrugerne, mens de økonomiske argumenter allerede er købt af virksomhederne.

Ministeren kan arbejde med lovgivningen og de rammevilkår, der i dag gør det billigere at smide kantinens eller bagerens sidste rest i containeren og dyrere at donere mad til organisationer, der faktisk kan nyttiggøre overskuddet.

Og han kan for alvor tage livtag med vores madkultur og rent faktisk fortælle, at nogle madvaner er bedre end andre, når det kommer til at passe på jordens ressourcer.

Det bringer os ikke videre, at supermarkeder og andre fødevarevirksomheder rapporterer om deres eget madspild. For de tal kender vi ganske udmærket i forvejen, og hvis de kunne reduceres med et snuptag, var det sket for længst.

Næste gang toplederklubben mod madspild mødes, vil jeg derfor anbefale, at der sættes fokus to steder: på at diskutere vores madkultur og hvordan vi som erhvervsaktører kan påvirke den i en retning, som giver mindre spild hjemme i køkkenerne, og på at afdække, hvad der sker i fødevarekæden mellem aktørerne, hvor jeg tror, en del af spildet kan forebygges.