Drømmer man om de ”gode gamle dage” i USA's udenrigspolitik, kan en sejr til Harris blive en skuffelse

Denne overordnede udenrigspolitiske tilgang er ikke ny for Kamala Harris. Den kan genfindes i hendes udenrigspolitiske platform fra 2020, hvor hun uden held forsøgte at blive demokraternes præsidentkandidat.

Retningen er ligeledes genkendelig i de artikler og bøger, som hendes to vigtigste udenrigspolitiske rådgivere, Phil Gordon og Rebecca Lissner, har udgivet.

De er begge internationalister, har betydelig erfaring med Washingtons politiske krinkelkroge og ventes at få fremtrædende poster i en Harris-regering.

I Chicago var Kamala Harris ligeledes tydelig i to af tidens mest brændende udenrigspolitiske spørgsmål, krigene i Ukraine og Gaza.

Hun anser Ukraine-krigen som afgørende for Europas sikkerhed: "Jeg står stærkt sammen med Ukraine og vores Nato-allierede".

Med hensyn til Mellemøsten afviste hun uden videre kravene fra det demokratiske partis venstrefløj om en våbenembargo mod Israel:

Den langstrakte bevægelse i USA's internationale fokus væk fra Europa og i retning mod Kina, som er midlertidigt aftaget på grund af krigen i Ukraine, vil fortsætte.

Michael Ehrenreich

"Jeg vil altid støtte Israels ret til at forsvare sig, og jeg vil altid sikre, at Israel har evnen til at forsvare sig, fordi det israelske folk aldrig igen må opleve et terrorangreb som 7. oktober".

Samlet set er der lagt op til en fortsættelse af USA's udenrigspolitik under præsident Biden, om end med en række vigtige nuancer.

I modsætning til sin nuværende chef, der har været en del af Washingtons udenrigspolitiske miljø i et halvt århundrede, er hendes internationale erfaringshorisont kortere.

Hun vil formentlig møde ind i Det Hvide Hus med mindre fasttømrede holdninger til konkrete udenrigspolitiske spørgsmål.

Hun vil være mere åben overfor justeringer i aktuelle internationale enkeltsager, efterhånden som de udspiller sig.

Hendes udsyn er alt andet lige mere globaliseret end Bidens. Han har aldrig lagt skjul på sin personlige tilknytning til Europa, nærmere bestemt Irland, hvor hans slægt kom fra.

Det betyder ikke, at Harris vil nedtone USA's forbindelse til Europa. Men som barn af indvandrere har hun i forhold til Biden et anderledes tilhørsforhold til Asien og Afrika, som det i øvrigt er tilfældet for en stigende andel af den amerikanske befolkning.

På et enkelt punkt vil der uden tvivl blive et andet fokus end hidtil. Harris repræsenterer næste generation af amerikanske toppolitikere, der har et skarpere blik for truslerne fra ny teknologi sammenlignet med kold krigs-generationen.

Hendes periode i Senatet, hvor hun var medlem af udvalgene for efterretningsvirksomhed og USA's indre sikkerhed, viste, at hun er meget opmærksom på truslerne fra cyberkrigsførelse, hacking, misinformation og lignende.

Et andet område, hvor der ligefrem er opstået en kløft mellem generationerne i USA, er Gaza og synet på palæstinenserne. I talen på konventet blev den stærke opbakning til Israel tilføjet en lige så tydelig anerkendelse af palæstinensernes ”ret til værdighed, sikkerhed, frihed og selvbestemmelse”.

Joe Biden har åbenlyst haft svært ved at udtrykke kritik af Israels krigsførelse og Jerusalems politiske marginalisering af det palæstinensiske spørgsmål. En præsident Harris vil ikke vise samme tilbageholdenhed.

Selvom vi i Europa kan være trygge ved en præsident Harris, er det langt fra ensbetydende med, at nogle langsigtede tendenser i amerikansk udenrigspolitik, som ikke er til europæernes fordel, vil blive bremset.

Nuancerne i forhold til Biden og de langsigtede tendenser i udenrigspolitikken er vigtige at få med i en samlet vurdering af USA's internationale kurs under en præsident Harris.

Michael Ehrenreich

Den langstrakte bevægelse i USA's internationale fokus væk fra Europa og i retning mod Kina, som er midlertidigt aftaget på grund af krigen i Ukraine, vil fortsætte.

Harris anerkender, at krigen og truslen fra Rusland mod de europæiske lande vil binde amerikanske politiske, økonomiske og militære ressourcer til vores del af verden i en årrække.

Men Kina er det eneste land, som for alvor kan true USA's position som supermagt og globale interesser i det hele taget.

Det betyder – for det andet – at presset mod Europa for at yde mere til det fælles forsvar vil fortsætte. Det vil ske anderledes dialogbaseret, end det er tilfældet med hendes modstander Donald Trump, men man skal ikke tage fejl af, at retningen er den samme.

Rådgiveren Phil Gordon, der har et indgående kendskab til Europa, skrev for fem år siden i en artikel i tidsskriftet Foreign Affairs lige ud, at ingen amerikansk præsident vil blive valgt på et mandat om solidaritet med Europa uden at blive forsikret om at "få noget til gengæld".

Synspunktet afspejler en generel opfattelse i USA om, at de velstående europæiske lande slipper for billigt på den globale scene, og at amerikanerne skal have mere støtte i rollen som international politibetjent.

På et tredje hovedområde kan der blive udfordringer for det tætte forhold hen over Atlanterhavet, og det drejer sig om handelspolitikken.

Det er ikke ret mange år siden, at forhøjede toldsatser for enten at beskytte amerikansk erhvervsliv eller som et våben i udenrigspolitikken var "forbudt område" i Washington.

Der var bred opbakning til frihandel som princip. Men det fik en brat ende med præsident Trump, som indførte forhøjede toldsatser på en række områder.

Biden angreb ham hårdt for det under valgkampen i 2020, men da han selv kom til magten, blev flere af dem opretholdt.

Kamala Harris har foreløbig ikke udtalt sig forpligtende, men det er et godt gæt, at også hun vil gribe til forhøjede toldsatser af den simple grund, at dette redskab har stigende opbakning i befolkningen for at beskytte amerikanske arbejdspladser.

Hvor langt det kommer er usikkert. Men handelspolitikken vil være værd at holde øje med for et europæisk erhvervsliv, der sælger til det amerikanske marked. Det gælder ikke mindst for danske virksomheder i lyset af den stigende danske eksport til USA.

Nuancerne i forhold til Biden og de langsigtede tendenser i udenrigspolitikken er vigtige at få med i en samlet vurdering af USA's internationale kurs under en præsident Harris.

Hovedlinjerne vil blive fortsat. Men drømmer man om en tilbagevenden til de ”gode gamle dage” i amerikansk udenrigspolitik, hvor USA trak læsset internationalt og i hvert fald betalte størstedelen af regningen, kan en demokratisk valgsejr til november ende med at blive en skuffelse.