Professorer: Hvor er planlægningen i den kommende arealreform?

Planlægningen virker gennem kommunens sagsbehandling i medfør af lovgivningen, herunder planloven, og virker også som vejledende i forhold til kommunens egne projekter og planer.    

For det andet tager udpegninger i kommuneplanen udgangspunkt i arealbehov inden for enkelt-sektorer.

Mange af disse behov er ikke afvejet i forhold til hinanden.

Der tages sjældent stilling til, hvordan de forskellige arealinteresser kan spille sammen. Det samme areal kan således være udpeget til drikkevandsbeskyttelse og særlig værdifuldt landbrugsjord.  

Kommunerne er inddraget i anden planlægning, for eksempel gennem vandplaner og Natura 2000 handleplaner.

Kommunerne er også involveret i planer for konkrete projekter (for byudvikling, landskabsstrategier, naturprojekter mv.).

Behov for revurdering

Det er altså ikke fordi kommunerne ikke kan planlægge – spørgsmålet er, hvilken rolle de kommer til at spille i implementeringen af den grønne trepart.

Hvis omlægningsplanerne skal sammentænkes med kommuneplanerne, kræver det en revideret kommuneplan som i højere grad afvejer udpegningerne i forhold til hinanden og har fokus på, hvilket samspil af funktioner der skal opfyldes i landskabet.

Ellers kan intentionerne i treparten ikke opfyldes.

Trepartens implementering rummer en række indbyggede modsætninger

Lone Kristensen og Henrik Vejre
Professorer i landskabsarkitektur og planlægning, Københavns Universitet

Planlovens formål er blandt andet at sikre en sammenhængende planlægning, der forener de samfundsmæssige interesser i arealanvendelsen.

Det er derfor naturligt, at netop planloven er omdrejningspunktet for implementeringen af treparten. Men det er langt fra sikkert, at planloven er tilstrækkelig til det formål.

Planloven lægger rammen for at sammentænke de mange interesser, der er i spil, når landbrugsarealer tages ud af drift.

Men skal planloven virke, er der behov for at gentænke planloven, så den kommer til at spille en central rolle i forhold til at implementere trepartsaftalen.           

Uden en effektiv og konsekvent planlægning får samfundet ikke høstet synergierne til gavn for fællesskabet.

Der har været tavshed fra By-, Land- og Kirkeministeriet, der har Plan- og Landdistriktsstyrelsen som ansvarlig myndighed i forhold til planlægningens rolle i den grønne trepart.

Både kommunerne, det nye trepartsministerium samt By- Land- og Kirkeministeriet skal overveje, hvilken type planlægning der skal til for at implementere treparten.

Omstillingen har fokus på natur, vandmiljø og klima, som skal samtænkes, men skal foregå i respekt for de øvrige interesser, der varetages i kommuneplanen. For eksempel friluftsliv, kulturhistoriske og landskabelige værdier.

Implementering rummer modsætninger

Med behov for udtagning af landbrugsjord svarende til 20-30 procent af arealet, er der desuden behov for gentækning kommuneplanens udpegning af arealer til værdifulde landbrugsjorde.

Kommuneplanens udpegninger og tilhørende retningslinjer for de arealer, der skal omlægges, bør redefineres, så de afspejler behovet for synergi og samspil.  

For at bringe kommuneplanen fra en reaktiv til en proaktiv plan er der behov for at overveje, hvem planen skal binde eller vejlede for.

Tør vi tænke den tanke, at kommuneplanen kan blive vejledende i forhold til målretning af diverse nye støtteordninger og andre finansielle initiativer?

Udover det konkrete indhold af planen skal det besluttes, hvem der har ansvaret for planen, og hvilke planlægningsformer, der skal til. Der er flere steder, vi kan søge inspiration.

I de sidste år har de såkaldte vandoplandsstyregrupper og fire kystvandråd arbejdet med en mere målrettet og helhedsorienteret arealplanlægning.

Flere steder i landet har kommuner i samarbejde med andre aktører lavet strategiske landskabsplaner. I Fingerplanområdet er det gennem årtier lykkedes med at lave en sammenfattende planlægning.

Trepartens implementering rummer en række indbyggede modsætninger, der kræver en stillingtagen til den planlægning, der skal foregå.

Tidspresset vokser

På den ene side skal treparten løse nationale og internationale mål, men på den anden side skal de ske lokalt.

Hvordan sikrer man varetagelse af nationale mål, hvordan sikrer man meget store sammenhængende naturområder? Hvordan sikrer man vandkvaliteten i farvande med meget store oplande, hvis det skal være ud fra lokale initiativer?

På den ene side skal treparten løse nationale og internationale mål, men på den anden side skal de ske lokalt.

Lone Kirstensen og Henrik Vejre
Professorer i landskabsarkitektur og planlægning, Københavns Universitet

Her er der selvsagt en vigtig rolle for staten i forhold til at tilvejebringe et klart og prioriteret plangrundlag og et autoritativt datagrundlag.

Et andet indbygget problem er skismaet mellem det tidspres, vi er under, og kravet om lokalt forhandlede løsninger og inddragelse af aktører i en demokratisk proces, der kan være tidskrævende.

Skal man søge inspiration i de initiativer der allerede er i gang, i ideen om lokale treparter med hensyntagen til nationale mål, kan vi pege på nedsættelse af kommunalt og tværkommunal styrede taskforces med deltagelse af det kommunale embedsværk, erhvervsorganisationer, finansielle institutioner, ekspertise i jura, natur og miljø, samt nødvendige kompetencer i inddragende og samarbejdsdreven planlægning.

Med treparten står vi over for en af de største landskabsændringer i Danmarkshistorien. Den kan måle sig med de andre store reformer i arealanvendelsen gennem de sidste par århundreder.

Hvis ikke vores lange plantradition kommer til påvirke implementeringen, er der grund til at tvivle på succesen for treparten.