Landbrugets glansbillede splintres ikke af traktordemonstrationer, men af sultstrejkende unge

Da slagteriet i Ringsted lukkede tidligere i år, gik næstformand i Fødevareforbundet NNF, Jim Jensen, ud og stillede spørgsmålstegn ved selve landbruget eksistensberettigelse når, "arbejdspladserne forsvinder, mens vi sidder tilbage med stanken af gylle".

Maria Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening, er nu ude med højlydt kritik af trepartens kvælstofreguleringen og er gået i offentlig clinch med Landbrug og Fødevarer om aftalens effekt på dyreproduktionen.

Og DI-direktør, Morten Høyer, mener nu også, at aftalen er lige lovlig dyr og tørrer klimaregningen af på os andre. Ingen kan rigtig stå ved at dække over et landbrug, der så tydeligt trækker på vores fælles ressourcer, plads og penge.

Samtidig glider danskernes forståelse af landbruget langsomt ud af regeringens og landbrugslobbyisternes kontrol. Den offentlige kritik tager til og en nylig undersøgelse viser, at danskernes opbakning til en CO2-afgift er overvældende.

Vi har noget imod, når regeringen og landbruget prioriterer produktionen af 206 millioner dyr over vores fælles klima, vandmiljø og fødevaresikkerhed. For der har ikke været traktordemonstrationer imod Grøn Trepart, men der har været desperate unge mennesker, der med tusindvis af støtter i ryggen, sulter sig selv foran forhandlingerne.

I stedet for at fylde kalenderen med møder og høstfester med Søren Søndergaard, kunne regeringen sætte sig ned og formulere håndfast regulering for en reel omstilling til et levedygtigt landbrug.

Caroline Bessermann
Aktiv i Den Grønne Ungdomsbevægelse

Alligevel forbliver regeringen mere bange for store maskiner og slagtesvin end for unge og de 61 procent af befolkningen, der synes, klimakrisen er det 21. århundredes største udfordring.

Havforsker Stiig Markager har udtalt, at de fleste danske grise har større købekraft end de fleste af verdens fattigste mennesker. Lige nu vil regeringen give de selvsamme danske grise mere demokratisk indflydelse end de fleste danskere.

Her opstår ironien i, at det er regeringen selv, der vælger at rive landbrugets glansbillede over i stedet for at skabe det i virkeligheden.

Med en høj CO2-afgift vil de største forurenere betale til den omstilling, som både små og store landbrug skal realisere. Ved at sende landbrugets 12-16 milliarder årlige støttekroner mod et nyt landbrug båret af en palet plantebaseret fødevarer vil vi kunne brødføde og beskæftige flere mennesker på mindre plads.

Og med en konsekvent kvælstofsregulering, vil vi reelt stadig kunne redde livet i vores indre farvande.

I stedet for at fylde kalenderen med møder og høstfester med Søren Søndergaard, kunne regeringen sætte sig ned og formulere håndfast regulering for en reel omstilling til et levedygtigt landbrug - vælge at virkelighed frem for fiktion.

Landbrugets legitimitetskrise løses kun med reelle forandringer.

Med Grøn Treparts svage regulering og blinde pengegaver vil regeringens glansbilledet ikke til at bestå. Og når landbruget bag glansbilledet gemmer på en grim virkelighed af døde fjorde, udpinte jorder, lidende og syge dyr og et land, der bruger mere plads og kræfter på at brødføde grise end mennesker, så vil aftalen ikke være et punktum for landbrugsdiskussionen i Danmark, det vil være et startskud.

Sultestrejken har brudt gennem en lydmur om dansk landbrug, og nu er spørgsmålet, hvor længe de kan holde stand uden at forandre sig.