Paul Holmbeck: Fem forhold er afgørende, hvis klimamærke skal batte

Man skal have lov til at ændre mening.

Sammen med 15 af 17 deltagere fra fødevareerhvervet, detailhandelen og forbrugerinteresser sad jeg i 2019 overfor en tidligere klimaminister og sagde nej tak til et klimamærke på fødevarer.

Argumenterne var mange, men i bund og grund handlede det om manglende datagrundlag, og at forbrugerne primært havde brug for nogle få vigtige fif om at spise mindre og lysere kød, reducere madspild og opleve glæderne ved mere planterige måltider. Og det kræver ikke et klimamærke.

Der var også en frygt for statsstøttet greenwashing via mærkning af små klimaforbedringer. Vi havde jo oplevet arbejdet med dyrevelfærdsmærkning, som endte med at klaske "dyrevelfærd" og ét hjerte på svinekød, som lå kun marginalt over kravene i den lovgivning, der gjaldt for alle.

Hvis man gør det frivilligt for virksomheder at oplyse forbrugerne om klimabelastningen ved deres varer, kan man regne med, at der kun kommer mærker på varer med lavt klimaaftryk. Og det bliver umuligt at sammenligne varerne.

Paul Holmbeck
Direktør, Holmbeck EcoConsult

Og så var der også det, at den daværende regering stort set ingen klimapolitik havde på landbrugsområdet. Klimamærkning var et alternativ til den nødvendige regulering eller afgifter, der for alvor kunne ændre produktion og forbrug og bringe os i mål med klimaet. En ansvarsflugt forklædt som empowerment for forbrugerne. Man kan håbe, at curlingpolitikernes tid er forbi, og at seriøse klimapolitik er på vej.

Noget er sket. Der mere klimapolitik rettet mod landbruget og måske en CO2 afgift på vej i fødevarebranchen. Der er større fokus på greenwashing. Der er en Klimadatabase fra Concito og ny viden fra Århus Universitet. Der er konsensus om klimakostråd, fede film med "Hvad f**k er en bælgfrugt" og andet godt.

Derfor giver et klimamærke på fødevarer nu mening. Fem forhold skal dog sikres.

Det skal være obligatorisk at klimamærke alle fødevarer — the good, the bad and the ugly

Vi kan starte med basisvarer, som kan påsættes et let forståeligt farvespektrum, som vi kender det fra energimærket på hårde hvidevarer. Farven afgøres af, hvor mange kilo CO2, der udledes per kilo fødevare på baggrund af gennemsnitstal for produkttypen beregnet med EU-godkendte metoder. Så må vi bokse med sammensatte varer hen ad vejen.

Hvis man gør det frivilligt for virksomheder at oplyse forbrugerne om klimabelastningen ved deres varer, kan man regne med, at der kun kommer mærker på varer med lavt klimaaftryk.

Og det bliver umuligt at sammenligne varerne, for eksempel plantefars (som udleder 0,6 kilo CO2 per kilo), hakket kylling (3,7 kilo CO2 per kilo) og hakket oksekød (32,5 kilo CO2 per kilo), hvor der er kæmpe forskelle, som forbrugerne ikke er klar over. Det hænger ikke sammen, når de, som gerne vil "hjælpe forbrugere til mere klimavenlige valg ved køledisken", kun ønsker at oplyse om klimabelastning ved nogle af varerne.

I et svar til Folketinget har Fødevareministeren vurderet, at EU ikke tillader Danmark at gøre klimamærkning obligatorisk. Det bør udfordres i EU. Men holder det, er et muligt alternativ, at detailhandelen og fødevareerhvervet via GS1-samarbejde enes om, at der skal oplyses om klimaaftrykket på alle fødevarer. Ligesom med ernæring.

Klimamærket skal motivere landmænd og virksomheder til forbedringer

En "downside" ved mærkning efter gennemsnit for produkttyper frem for productspecifikke CO2 -beregninger er, at det ikke motiverer virksomhederne til løbende at sænke deres emissioner. De får ingen belønning i markedet. En løsning kunne være, at en producent, som via en troværdig beregningsmetode kan påvise at de har sænket emissioner til et niveau svarende til en bedre "farve" i ordningen, også må rykke frem, for eksempel fra rød til orange eller gul.

Vi fremmer bedst stærk fælles EU-mærkning ved at gå foran. Som da vi i Danmark lavede verdens første nationale økologimærke. Og de første økologistandarder. Det blev grundlaget for stærke EU standarder og mærker.

Paul Holmbeck
Direktør, Holmbeck EcoConsult

Mærket skal være dansk

Det er klart, at et EU-mærke for klimaet eller et holistisk mærke for flere bæredygtighedsparametre er at fortrække. Men der er mindst tre grunde til ikke at vente på EU. Den første er tid. Det har vi ikke. Og Kommissionen har først lovet et forslag i 2024. Den anden er, at EU's model for Product Environmental Footprint (PEF) allerede i for høj grad er påvirket af erhvervsinteresser.

En tredje grund er, at vi bedst fremmer stærk fælles EU-mærkning ved at gå foran. Som da vi i Danmark lavede verdens første nationale økologimærke. Og de første økologistandarder. Det blev grundlaget for stærke EU standarder og mærker.

Et klimamærke med Ø-mærket som partner

Der er en legitim bekymring om, at et ensidigt klimamærke ikke afspejler ernæring og kan undergrave andre bæredygtighedsmål. For eksempel har anvendelse af pesticider og høje gødningsniveauer negative konsekvenser for biodiversitet, drikkevandet og vores sundhed, men de øger udbyttet, puster frugt og grønt op med mere vand og booster dermed antal kilo varer per kilo CO2.

Samtidig kan et stort antibiotikaforbrug eller hurtigvoksende turbokyllinger i såkaldt "effektiv" produktion give lavere CO2 per kilo. Så klimamærking, der står alene, er langt fra holistisk eller fair.

Men heldigvis har vi på de områder Ø-mærket som garanti for bedre forhold for miljø, dyrevelfærd og folkesundheden.

Og nu er Aarhus Universitet i en ny rapport nået frem til, at der på trods af disse mange andre hensyn i økologi, ikke generelt er større CO2 emissioner med økologi, målt per kilo vare. CONCITO bruger en anden metode, som nok vil falde anderledes ud til fordel for konventionelle varer.

Men uanset metode bør en klimamærkeordning baseret på produkttypers generelle gennemsnitstal kunne undgå at underminere andre bæredygtighedsmål. Bedre dyrevelfærd, lavt medicin- eller gødningsforbrug, sorter med bedre ernæringsforhold eller beskyttelse af drikkevand vil ikke blive straffet i ordningen.  

"Følg klimakostråd, og køb økologi" udgør egentlig nok dækkende råd. Men vi ved fra nøglehulsmærket, at det med "at følge råd" fremmes af mærkning. Også derfor skal vi have klimamærkning.

Et klimamærke bør spille sammen med CO2 afgifter

Forbrugervalg styres også af den pris, der står og blinker på produktet. Derfor skal mærkning ledsages af CO2-afgifter, der gør, at fødevarernes pris afspejler klimabelastningen. CO2 afgifter kan eventuelt gradueres efter mærkningsordningens emissionsniveauer. Eller kun pålægges de mere klimabelastende varer.

Et alternativ eller supplerende og kompenserende tiltag kunne være, at basisfødevarer i kategorien med mindst CO2 aftryk helt fritages fra moms. Løsningen kan ligefrem være socialt progressiv.

Så kan statsministeren være både rød og grøn. Med et klimamærke, der kan mærkes både på klimaet og pengepungen.