Tør det offentlige gå alternative veje?

Af Helle Johannessen,
professor på Institut for Sundhedstjenesteforskning, SDU
Medlem af debatpanelet på Altinget | Forskning og Innovation 

Toscana er på verdenskortet for andet end renæssancens fødsel, god mad og smukke landskaber. Blandt andet er den italienske region førende i integration af alternative behandlingsformer i det offentlige sundhedsvæsen. Siden 1999 har de toscanske sundhedsmyndigheder systematisk undersøgt udbredelse, brug og evidens for alternative behandlingsformer, og i 2007 blev homøopati, urtemedicin og akupunktur integreret i det offentlige sundhedsvæsen.

I dag tilbyder Toscana som den første region i Europa og USA disse behandlingsformer som en integreret del af almen praksis og speciallægebehandlinger. Det eneste, patienterne kan blive bedt om at betale, er de 12 euro, som er normal tarif for en henvisning til speciallæge.

EU kigger mod Toscana
Mange her i Danmark vil måske tænke, at dette er et udslag af italiensk uforstand.  

Der er ingen systematisk opsamling og formidling af viden til befolkningen. Der er ingen systematisk undervisning af sundhedsprofessionelle. Og der er stort set ingen økonomiske tilskud. Med andre ord: Borgere i Danmark er på herrens mark og må selv betale gildet, hvis de vil bruge andet end traditionelle lægemidler!

Helle Johannesen
Professor, SDU

Men ude i den store verden ser andre det som et fremsynet innovativt tiltag overfor voksende problemer med kroniske sygdomme, bakteriers resistens mod antibiotika, allergi blandt børn, stort forbrug af sovemedicin, afføringsmidler, nervemedicin mv., og problemer med indvandrere og andre borgere, der af kulturelle årsager ikke benytter almindelige lægelige behandlingstilbud hensigtsmæssigt.

Det gælder for eksempel EU og WHO, som nu tilkalder de toscanske sundhedsmyndigheder som eksperter på, hvordan sådan en integration kan organiseres og praktiseres.

Også Danmark kunne lære noget af den toscanske model, selv om man ikke kan kopiere modellen direkte. Alene det faktum, at det i Toscana er læger, der praktiserer de alternative behandlingsformer, mens kun to procent af organiserede alternative behandlere i Danmark er læger, gør det umuligt at kopiere direkte.

Stadig kæmpe i en jungle 
Det, vi kunne lære, er dog, at det er muligt for det offentlige sundhedsvæsen at forholde sig konstruktivt til fænomenet alternativ behandling og tage befolkningens forbrug af disse behandlingsformer alvorligt. Cirka halvdelen af danskerne har brugt alternativ behandling, og forbruget har været stigende gennem de sidste 20 år. Forbruget er ganske givet større blandt mennesker, der lider af alvorlige sygdomme. En undersøgelse foretaget af Kræftens Bekæmpelse har vist, at ca. 75 pct. af kræftpatienterne bruger alternative behandlingsformer.

I Danmark må patienterne dog stadig kæmpe sig vej gennem en jungle af alternative tilbud uden nogen form for offentlig hjælp. Der er ingen systematisk opsamling og formidling af viden til befolkningen. Der er ingen systematisk undervisning af sundhedsprofessionelle. Og der er stort set ingen økonomiske tilskud. Med andre ord: Borgere i Danmark er på herrens mark og må selv betale gildet, hvis de vil bruge andet end traditionelle lægemidler!

Kan vi være det bekendt? 
Kan vi være det bekendt i et samfund, der kalder sig et velfærdssamfund, og hvor vi bryster os af, at vi tager os af de svage og de syge? De danske sundhedsmyndigheder må vågne op og tage befolkningens forbrug af alternativ behandling alvorligt. Toscana har vist en vej, og EU og WHO har anerkendt, at den er både relevant og frugtbar. Tør det offentlige sundhedsvæsen i Danmark gå samme vej?