Sander: Glad for debatten

SVAR: På 14 dage har over 3200 universitetsforskere og studerende skrevet under på protest mod universitetsloven. I et svar til Altinget skriver Helge Sander, at han er glad for debatten.
Uffe Laursen

Jeg er glad for, at så mange mennesker engagerer sig i debatten om fremtidens universiteter. Det understreger, at universiteterne spiller en helt afgørende rolle for udviklingen i Danmark.

Helge Sander
Videnskabsminister

De elektroniske underskrifter mod universitetsloven fortsætter med at klikke ind i en lind strøm på nettet.

I skrivende stund har over 3.200 personer - hovedsageligt forskere, undervisere og studerende tilknyttet de danske universiteter - givet deres opbakning til en overordnet protest mod universitetsloven indeholdende fem konkrete kritikpunkter.

Kun skriftligt svar
Altinget | Forskning & Innovation har i den forbindelse spurgt videnskabsminister Helge Sander (V), hvad han mener om protesterne. Vi har gennem ministerens særlige rådgiver, Niels Hovmand, blandt andet stillet følgende spørgsmål: Påvirker protesterne? Er underskriftsindsamling måden at gøre opmærksom på utilfredshed? Har du på nogen måde forståelse for deres kritik?

Dokumentation

Sådan lyder underskriftindsamlingens erklæring og fem krav:

Det 21. århundredes danske videnssamfund behøver frie universiteter og en demokratisk forsknings- og uddannelsespolitik. Vi kræver:

  • Sikring af adgangen til højere uddannelse uanset økonomisk formåen. Vi kræver derfor en skærpet lov mod brugerbetaling.
  • Indførelse af en styreform på universiteterne, der bygger på principper om selvstyre og akademisk frihed. Dette indebærer en styrelsesordning, der tildeler reel magt over universitetetes anliggender til demokratisk valgte organer med repræsentation fra alle grupper af ansatte og studerende.
  • Fuld forskningsfrihed under ansvar for den enkelte forsker såvel som for institutionen som helhed. Friheden skal gælde valg af emner, hypoteser, metoder og publicering.
  • Sikring af de nødvendige ressourcer til at opretholde en forskning, der ikke er afhængig af velvilje fra eksterne fonde, politikere og private virksomheder for at kunne eksistere og udvikle sig.
  • Sikring af forskningsbaseret undervisning og af universiteternes frihed til at udbyde undervisning og uddannelser inden for alle videnskabelige emner.

Det handler ikke kun om at administrere de nuværende love på området bedre.

Egentlige lovændringer er nødvendige. Det gælder ikke mindst for det bebudede eftersyn af universitetsloven i 2009 - en evaluering alene gør det ikke.


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024