AC: Finansministeriet har mistillid til forskerne

AC's analyse af behov for ændringer af lovgrundlag, ledelseskultur og den samlede styringsramme for danske universiteter.

4.0 - Begræns Finansministeriets overstyring

De senere års politiske reformer og beslutninger om ressourcetilførsel til universitetssektoren får tydeligvis ikke den forventede dynamik ude i de udførende led blandt forskere og undervisere. En af de væsentligste årsager hertil er, at der fra Finansministeriets side udvises en udbredt mistillid til at stille institutionerne mere frit. Styringsviljen er tydeligvis usvækket, selv om ideen bag reformerne netop har været større decentral kompetence og ret til selvstændige økonomiske satsninger.

Dette kommer særligt til udtryk ved Finansministeriets modvilje mod forøgede basisbevillinger og krav fra mange sider til anvendelse af Globaliseringspuljens midler til formål, som ligger udenfor det oprindelige sigte med de nye forskningsmidler. Endvidere introduceres der fortløbende nye kontroltiltag, som via Videnskabsministeriet eller Personalestyrelsen udmeldes som krav og bindinger til institutionerne. Effekten er et voldsomt bureaukrati og en oplevelse af mistillid og snævre selvstændige dispositionsmuligheder.

For universiteterne er denne overstyring tit skjult og fremstår umiddelbart som uforståelig rigiditet hos Videnskabsministeriet eller politikerne i forligskredsen. Netop muligheden for at kamuflere magtpositionen indenfor forskningspolitikken og universitetssektoren er et uheldigt fænomen i sig selv. Derfor bør der ske en styringsmæssig dæmpning i forbindelse med de politiske aftaler op til udmøntning af Globaliseringspuljen for 2010. Rapporten om universiteterenes finansiering og planlægningsmuligheder, som konsulentfirmaet  McKinsey  fremlægger for politikerne i foråret 2009, bør føre til færre bindinger og ikke til endnu mere Controller-ånd i styringen.

• Forud for finanslovsforhandlingerne 2010 bør der derfor etableres en principiel enighed om et fremtidigt styringskodeks. Et sådant kodeks må eksplicit binde sig til, at både de politiske og administrative systemer fremover styrer og overvåger universitetssektoren med hensyn til mål og resultater. Ved at styre på mål og ikke på midler kan der samtidig gennemføres en administrativ lettelse, når institutionerne ikke som i dag skal styres på karakteren og omfanget af deres virkemidler.