Opposition vil fremme brug af optagelsessamtaler

OPTAGELSE: En samlet opposition vil give universiteterne større frihed til at bruge optagelsessamtaler. Universiteterne glæder sig over mere frihed, men De Konservative og DF er skeptiske.
Morten ØyenTyson W. Lyall
Fakta
På Syddansk Universitet har man gennemført et forsøg med optagelsessamtaler blandt kvote 2-ansøgere til medicinstudiet. Der havde det en stor effekt, idet frafaldet blandt de studerende fra kvote 2 blev bragt ned til halvdelen af frafaldet af dem, som blev optaget via kvote 1.

Der er i dag mulighed for at indføre optagelsessamtaler på kvote 2 med en ministeriel godkendelse, jf. adgangsbekendtgørelsen § 21 stk. 4.

Kilde: ft.dk
For mange falder fra den universitetsuddannelse, de påbegynder. Det mener oppositionen, der vil afhjælpe problemet ved at give universiteterne større mulighed til at foretage optagelsessamtaler
Dokumentation
Universiteterne om optagelsessamtaler

Rektor Lauritz B. Holm-Nielsen, Aarhus Universitet:
Synes du, at forslaget fra oppositionen er en god idé?

"Det er klart, at det er ganske hensigtsmæssigt, at man overvejer, hvilke instrumenter der er bedst at bruge, når man skal vælge de studerende på universiteterne. Det er vigtigt, at vi åbner uddannelsessystemet for så mange forskellige talenter som overhovedet muligt."

Så du synes, at grundidéen bag forslaget er god?

"Jeg synes, det er en rigtig god idé at overveje, hvordan vi nu egentlig bedst sikrer, at vi åbner vores uddannelsessystem så meget, som vi nu har brug for i samfundet. Jeg går personligt ind for, at vi sætter høje standarder for, hvor mange der skal igennem længere videregående uddannelser. Det har videnssamfundet brug for, og det kræver altså så nogle nuancerede mekanismer for optag. Det er rigtig fint, at politikerne fra tid til anden kigger på systemet, for der er ingen, der siger, at det optagelsessystem, vi har i dag, nødvendigvis er det eneste rigtige."

Hvad siger du til, at forslaget skulle være nødvendigt med baggrund i et argument om for højt frafald på universiteterne?

"Det er til gengæld noget regulært vrøvl at sige, at det skulle være nødvendigt på grund af for højt frafald. Der er simpelthen ikke nogen, der har brugt tid på at sætte sig ind i systemet. Danmark har intet mindre end verdensrekorden, når det kommer til effektivitet i det videregående uddannelsessystem. Det kan bevises med tal. Jeg vil virkelig gerne drive en stor pæl igennem myten om, at der er et frafaldsproblem. Det er sådan en agurketidshistorie, som politikerne hiver op af tasken ved festlige lejligheder. Det er næsten til at få ondt i hovedet af bare at tænke på. Det er noget vrøvl. Hvis det er af hensyn til frafald, så må jeg sige, at forslaget er helt ude i skoven. Vi har ikke noget frafaldsproblem i Danmark. Vi har et problem med, om folk får valgt rigtigt, og om uddannelsessystemet er tilstrækkelig fleksibelt internt, sådan at omvalg eksempelvis sker hurtigt og smidigt etc., men der er ikke noget overordnet frafaldsproblem. Jeg bliver simpelthen ophidset af bare at høre begrebet. Jeg køber overhovedet ikke argumentet."

Om omfanget af forslaget:

"Det bliver ikke nogen lille opgave, hvis hver enkelt studerende skal have en halv times samtale, inden de bliver optaget. Rent logistisk vil det give et problem. Man må derfor meget nøje overveje, hvordan man har tænkt sig at gøre det her. Man kunne eksempelvis forestille sig en kombination af optagelsessystemer, sådan at man bruger det gode instrument, som optagelsessamtaler eksempelvis godt kan være, hvor det giver allermest nytte. Men altså jeg vil ikke give tilsagn til, at nu starter vi her til sommer, og så kører det bare herfra. Det er ikke noget, der egner sig til at blive presset igennem lige nu og her."

Rektor ved Aalborg Universitet, Finn Kjærsdam:

Er forslaget en god idé?

"Jo mere frihed vi har til at finde de rigtige studerende, desto bedre er det. Jeg er positivt indstillet overfor ethvert initiativ, der sikrer os en større grad af frihed til selv at vælge, hvem vi vil optage."

Er det et nødvendigt forslag?

"Ikke for os på Aalborg Universitet. Vi har ingen problemer med "det". Hos os, der består de, der skal bestå, og overordnet set får vi de rigtige studerende ind. Vi ved hvad vi får, og de studerende ved som regel, hvad de går ind til. Vi oplever ikke noget problem hos os, som jeg mener, at sådan et initiativ vil kunne ændre på. Beslutningsforslaget er ikke noget, der skal gennemføres for vores skyld i alt fald."

Prorektor ved Syddansk Universitet Bjarne Sørensen:

Er forslaget en god idé?

"Overordnet set vil vi selvfølgelig gerne have så stor frihed som overhovedet muligt i forhold til den indflydelse, vi selv har på optagelseskriterierne til nye studerende. Vi har i forvejen differentierede optagelseskriterier på enkelte af vores uddannelser, og det vil vi selvfølgelig stadig gerne forsætte med at have friheden til. Grundidéen bag forslaget er god, men vi må bare ikke ende i en situation, hvor det fra politisk hånd dikteres, hvilke optagelseskriterier vi skal bruge."

Er det nødvendigt?

"
Det åbner i alt fald helt klart op for en stor gruppe mennesker, som måske har haft en lidt utraditionel vej gennem uddannelsessystemet. I den sammenhæng kunne det være et fint redskab til at få flere folk ind i systemet."

Er det et initiativ, der vil kunne sænke frafaldet på universiteterne?

"
Vi har oplevet ganske betydelige frafaldstal på universiteterne, og vi har på Syddansk også løbende forsøgt at komme problemet til livs, men frafald kan dog nok aldrig helt undgås. Men optagelsessamtaler er da helt klart noget, der vil kunne bidrage til, at man får skabt et bedre match imellem den studerende og den pågældende uddannelse. Det kunne derfor sagtens være medvirkende til at sænke frafaldet på universiteterne."

Om omfanget af forslaget:

"På de store brede uddannelser bliver det en helt enorm stor arbejdsopgave at skulle gennemføre optagelsessamtaler etc. Det bliver helt ekstremt ressourcekrævende."

Universitetsdirektør ved Københavns Universitet Jørgen Honoré:

Er forslaget en god idé?

"
Vi støtter altid, at universiteterne får en større grad af frihed til at vælge, hvilke optagelsesprocedurer de helt nøjagtigt ønsker at benytte i forhold til den enkelte uddannelse. Grundidéen om, at vi får større frihed til at vælge eksempelvis optagelsessamtaler, er en rigtig god model. Vi er dog så store og så brede hos os, at det kan være meget svært at give et helt klart og overordnet svar på spørgsmålet, da behovet ofte vil afhænge af, hvordan det forholder sig på den pågældende uddannelsesretning."

Er det nødvendigt?

"Jeg syntes sagtens, at man kan støtte argumentet om, at det her kan være med til at komme frafald på universiteterne til livs. En samtale vil i alle tilfælde afklare, om kandidaten er ved at træffe det rette valg. Optagelsessamtaler kunne sagtens være et redskab, der ville kunne hjælpe folk til at træffe de rigtige valg første gang."

Rektor ved Roskilde Universitet Ib Poulsen:

Er forslaget en god idé?

"
Den frihed som forslaget indebærer, synes jeg generelt er en stor fordel for os. Det kan sagtens være en god idé at anvende interviews i forbindelse med optagelse af studerende. Det kan dog hurtigt blive til et problem, hvis det bliver gjort til en pligt. Det er nemlig et meget tungt apparat at skulle sætte i værk. Som forslaget er formuleret nu, så ser det ganske fornuftigt. Det eneste, der er vigtigt at understrege, er, at det er vigtigt, at vi selv kan vælge, hvornår vi vil bruge optagelsessamtalerne. Det må aldrig blive et krav."

Er det nødvendigt?

"Vores problem er lidt anderledes, da vi rent faktisk har et ganske lavt frafald på vores bacheloruddannelser. Men jeg tror generelt, at interviews med studerende, kombineret med andre metoder, er en rigtig god metode, hvis man ønsker at sænke frafaldet på universiteterne. Jeg tror, at det generelt vil være en fordel, hvis man taler med de studerende, inden de starter."

Martin Etchells Vigild, bachelordekan ved DTU:

Er forslaget en god idé?

"Vi vil meget gerne have muligheden for at kunne gøre det, men det må bare helst ikke blive noget krav. Det vil være alt for ressourcekrævende, hvis det skulle gælde for alle nye studerende. Men det er et godt redskab i forhold til at få nogle lidt andre grupper ind som studerende hos os. Folk, der måske ikke har haft fulgt en traditionel uddannelsesvej. Men det skal være noget, man skal kunne tilvælge, og under ingen omstændigheder skal det være et krav."

Er det nødvendigt?

"Jeg ved ikke rigtig, om det nødvendigvis er den eneste medicin, der virker. Der er mange ting, der kan gøres for at få frafaldet ned. Men optagelsessamtaler kunne da selvfølgelig være et godt redskab til at kunne finde nogle bedre "matches" mellem studerende og uddannelsessteder, men det må bare ikke blive et krav for alle studerende. Det skal være en mulighed med stort M."

Wilbert van der Meer, sekretariatschef, dekansekretariatet for uddannelse, CBS:

Er forslaget en god idé?

"Det er en rigtig god ide at fjerne de hindringer, der findes i forhold til optagelsessamtaler. Samtaler kan være fortrinlige til at udvælge ansøgere til visse uddannelser. Det kan eksempelvis være uddannelser, hvor der stilles krav om erfaring, færdigheder eller sprog. Det er svært at forstå, at brugen af samtaler skal være nærmest umulig under de nuværende regler."

Er det nødvendigt?

"Det er helt urealistisk og unødvendigt at afholde ansættelsessamataler for alle gymnasieelever, der søger optagelse. Det ville være vanvittig dyrt og lægge beslag på alt for mange dygtige medarbejdere at tage alle disse til samatale. Til de fleste uddannelser fungerer studentereksamensgemmemsnittet udmærket som sorteringsmekanisme. Vores erfaring er, at der generelt er en udmærket sammenhæng mellem, hvad de studerende kan og deres eksamensgennemsnit. På visse uddannelser eller som supplement til karakterer vil samtaler (eller andre individuelle vurderinger) være en god løsning. Generelt er det dyrt, unødvendigt og ikke nødvendigvis bedre, end det vi har. Så giv os muligheden og lad os bruge den, hvor det er fornuftigt, universiteterne har jo selv en klar interesse i at få de bedste studerende ind."


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024