DF bekymret over vækst i udenlandske studerende

INTERNATIONALISERING: Stor vækst i antallet af internationale studerende bekymrer DF, som efterlyser en strammere linje for engelsk-sprogede uddannelser. Socialdemokraterne mener, udviklingen er i tråd med regeringens strategi.
Foto: Pernille Møller/Altinget.dk
Mads Bang
Dansk Folkeparti er bekymret over væksten i antallet af udenlandske studerende på de videregående uddannelser.

Som Altinget.dk har beskrevet, er antallet af udenlandske studerende, som tager en hel uddannelse i Danmark, over de seneste ti år mere end tredoblet, og antallet af studerende fra de nye EU-lande i Øst- og Centraleuropa er mere end tidoblet i perioden.

Det får Dansk Folkepartis forskningsordfører, Jens Henrik Thulesen Dahl, til at stille spørgsmålstegn ved, om uddannelsesinstitutionerne i for høj grad går efter at tiltrække udenlandske studerende ved at udbyde uddannelser på engelsk. 

"Det er en udvikling, som skal begrænses. Dels er der mange danske studerende, der ikke kommer ind på studierne, og dels er der høj dimittend-ledighed på mange uddannelser," siger Jens Henrik Thuelsen Dahl.

Han mener, at der skal være et større fokus på, at uddannelsesinstitutionerne kun udbyder uddannelser på engelsk, hvis der er et behov for de uddannede i Danmark. DF-ordføreren mener, at der bør være en sammenhæng mellem, hvor mange danske studerende der rejser ud, og hvor mange udenlandske studerende, som kommer til Danmark.

Fakta

Tredobling på ti år

Internationale studerende på en hel uddannelse i Danmark.

2012: 22.173

2003: 7.856

 


Kilde: Uddannelsesministeriet

"Jeg mener, at vi skal have en eller anden balance, hvor tallet svarer til, at vi får dem ind, som vi sender ud," siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

Socialdemokraternes forskningsordfører, Mette Reissmann, mener, at der er tale om en positiv udvikling, som er i tråd med regeringens fokus på internationalisering af de videregående uddannelser.

Det er en udvikling, som skal begrænses. Dels er der mange danske studerende, der ikke kommer ind på studierne, og dels er der høj dimittend-ledighed på mange uddannelser.

Jens Henrik Thulesen Dahl (DF)
Forskningsordfører

"Vi skubber på for, at vi skal være et land, som tiltrækker udenlandske studerende, og sørger for, at vores studerende kommer til udlandet," siger Mette Reissmann.

Hun kan ikke følge Dansk Folkepartis bekymring for, at danske unge presses ud af udenlandske studerende.

"Der er kun en tredjedel af vores udbudte studiepladser, som udbydes med adgangsbegrænsning, så det er ikke, fordi de tager nogle pladser fra nogen andre," siger Mette Reissmann. Hun peger samtidig på, at udenlandske studerende kan være med til at løse problemer på det danske arbejdsmarked.

"Hvis det er uddannelser, hvor vi har mangel på arbejdskraft, for eksempel på læger eller de maritime uddannelser, hvor vi for eksempel mangler mange maskiningeniører," siger Mette Reissmann. Hun tilføjer, at det i bund og grund handler om international konkurrence.

"Der er ingen tvivl om, at det handler om vækst og beskæftigelse, og det er en god investering for Danmark. Vi har udenlandske virksomheder, som vi gerne vil have, lægger deres hovedkvarterer og arbejdspladser i Danmark, og de spørger efter én ting: At vi har de nødvendige ressourcer," siger S-ordføreren.

DF køber ikke regnestykke
Mette Reissmann bakkes blandt andet op af en analyse fra Uddannelsesministeriet, som viser, at det er positivt for samfundet at tiltrække studerende fra andre lande. Ministeriet har fået foretaget beregninger i den såkaldte DREAM-model, der viser, at de udenlandske studerende er en samfundsøkonomisk gevinst for Danmark.

Den beregning tror Dansk Folkepartis Jens Henrik Thuelsen Dahl dog ikke på.

"De har nogle forudsætninger om, at folk bliver og arbejder, og så kan man lave den beregning. Men hvis man kigger på den virkelige verden, hvor er det lige, vi har behovet for at tage ekstra mange ind? Jeg tror ikke, at vi får det overskud i virkeligheden," siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

Han mener tværtimod, at der er en risiko for, at udviklingen kan sætte det danske SU-system under pres, fordi det kommer samtidig med en række afgørelser fra EU-Domstolen.

"Den seneste strøm af domme har ikke haft den store effekt endnu. Min bekymring er, at de domme understreger, at der er en mulighed for at få SU. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at der sker en kraftig stigning i antallet," siger Jens Henrik Thulesen Dahl, som mener, at det vil være naturligt, at de studerende benytter de muligheder, EU-Domstolen har understreget.

"Hvis man er studerende fra Rumænien og kan se, at man kan få dansk SU ved at tage en avisrute, så vil det jo være sund fornuft at gøre det," siger han.

Mette Reissmann mener, at det vigtigste er, at Danmark får meget ud af at tiltrække studerende.

"Vi tager naturligvis befolkningens bekymring omkring vores velfærdsydelser alvorligt. Men hvis vi ser på, hvad det kommer til at skabe af fordele for Danmark, så er jeg ikke i tvivl om, at vi får en gevinst ud af det," siger Mette Reissmann, som nævner, at det også er centralt for Danmark at tiltrække dygtige forskertalenter fra andre lande for at kunne følge med i konkurrencen på forskningsområdet.

Hun mener desuden, at aftalen om SU-reformen fra foråret allerede tager højde for et eventuelt pres på SU-systemet.

"I SU-reformen satte vi 200 millioner af, hvis vi var under enormt pres på det her område, men det viste sig jo, at det var vi ikke," siger Mette Reissmann.

"Vi har allerede i SU-reformen lagt nogle værnsregler ind, som betyder, at man skal have et studiejob og kunne dokumentere det. Det er jo ikke ligetil som EU-borger at få SU i Danmark," siger Mette Reissmann, som tilføjer, at Dansk Folkeparti også var en del af den aftale.

Jens Henrik Thulesen Dahl hæfter sig især ved, at aftalen betyder, at situationen skal overvåges.

"Det, der ligger i aftalen, er, at vi skal have tallene og diskutere, hvordan det ser ud," siger han og tilføjer, at han mener, at ministeren bør have fokus på institutionernes udbud af engelsk-sprogede uddannelser.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Reissmann

MF (S), erhvervsordfører, Socialdemokratiet, formand, Marstal Navigationsskole, formand, Københavns Idrætsefterskole, bestyrelsesmedlem, Kvindeøkonomien, TV-vært, TV3
cand.merc.jur. (CBS 1989)

Jens Henrik Thulesen Dahl

MF (DD)
civilingeniør (Aalborg Uni. 1985)

0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024