Politikere umuliggør GMO-forskning
Rasmus Bøttcher Christensen
Mens debatten om Danmarks mulige satsning på genmodificerede fødevarer raser, vælger en af de største forkæmpere for teknologien, Klaus K. Nielsen, der er hortonom og udviklingsdirektør i DLF-Trifolium, at opgive sit hjertebarn. Det politiske klima er ganske enkelt for negativt.
"DLF er den eneste danske virksomhed, som har arbejdet med gensplejsning af planter i forædlingen i mere end ti år, men nu lægger vi det altså på hylden. Forhåbentlig kun midlertidigt. Der er fortsat ingen politisk forståelse for at tillade teknologien i Danmark og EU," siger Klaus K. Nielsen til fagbladet Jord & Viden.
Han understreger, at det med det nuværende politiske klima på Christiansborg og i Bruxelles er umuligt at vide, hvad der skal til, før en GM-sort i sidste ende bliver godkendt - også selv om al nødvendig dokumentation er til stede, og sagkundskaben har sagt god for produktet. Derfor er det umuligt at trænge igennem med et positivt budskab om genfødevarer.