SF: Minister på tilbagetog om gruppeeksamener

GRUPPEEKSAMENER: Jonas Dahl (SF) kalder ministerens svar om gruppeeksamen et stort tilbagetog og ser intet håb for gruppeeksamener under denne regering.
Foto: Thit Andersen/Altinget.dk
Morten Øyen

Videnskabsministeren er ude i en lang søforklaring, når det gælder hendes synspunkt på gruppeeksamener. Det mener SF's Jonas Dahl, der netop har modtaget et skriftligt svar fra ministeren om gruppeeksamen.

I det skriftlige svar afviser Charlotte Sahl-Madsen, at hun skulle skulle have genåbnet debatten. Hun understreger istedet, at hendes formulering om at "teste de studerendes evne til at performe som team" faldt med fokus på at styrke den tværfaglige del i uddannelserne og ikke betød, at den tidligere kendte gruppeeksamen vil blive genindført.

Jonas Dahl mener dog ikke ministerens redegørelse er tilfredsstillende og kalder det "pinagtigt" og et "tilbagetog".

"Jeg synes det er en lang søforklaring. Ministeren har tidligere åbenlyst stået i Århus, hvilket jo findes på video, og givet løfter om, at nu ville hun se på den her gruppeeksamen. Det her virker nu som om hun er på et stort tilbagetog, og det er reelt set også det, der fremgår af redegørelsen. Man kan ikke stå ved det, man har sagt på et offentligt møde. Det synes jeg er en smule pinagtigt. Jeg synes også, det er en dårlig begrundelse, man har som videnskabsminister, i stedet for at forholde sig til realiteterne, at der er nogle institutter, hvor man ønsker at afprøve gruppeeksamen som eksamensform. Det er jo ikke ensbetydende med, at man skal indføre det alle steder, men at man nogle steder har et ønske om at afprøve det. Det er underligt, at vi har så snæversynet en minister," siger Jonas Dahl.

Ifølge Jonas Dahl bliver der først igen set på gruppeeksamen, når en anden regering kommer til. 

"Det viser med alt tydelighed, at regeringen forsøger at sende nogle luftballoner op indimellem for at tække nogle grupper, også i forhold til gruppeeksamener. Men når det kommer til realiteterne, har man ikke den ringeste lyst til at kigge på det. Det her er først noget, der bliver taget hånd om, når vi får en ny regering."

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024