Debat

Lektor: Religionen er gidsel i identitetspolitikken. Det viste OL's dragshow tydeligt

Elon Musk, Andrew Tate og Donald Trumps kritik af et kort indslag med queerpersoner og elementer af dragshow til OL's åbningsceremoni understregede, at kristendommen er blevet en brik i en identitetspolitisk kamp, skriver Jonas Jakobsen.

Den amerikanske influencer Andrew Tate, der blandt andet er tiltalt for menneskehandel, voldtægt og organiseret kriminalitet, er en blandt flere magtfulde personer, der er blevet provokeret af åbningsshowet til OL.
Den amerikanske influencer Andrew Tate, der blandt andet er tiltalt for menneskehandel, voldtægt og organiseret kriminalitet, er en blandt flere magtfulde personer, der er blevet provokeret af åbningsshowet til OL.Foto: Andreea Alexandru/AP/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den olympiske åbningsceremoni 2024 var lidt af et cirkus, og det blev den efterfølgende debat også.

Et kort indslag med queerpersoner og elementer af dragshow blev fortolket som en latterliggørelse af Michelangelos maleri 'Den sidste nadver', som viser Jesus før korsfæstelsen med sine disciple.

Langt fra alle kristne bliver provokeret af den slags. Nogle har tværtimod påpeget, at Jesus hang ud med datidens marginaliserede og udstødte, og at indslagets budskab om inklusion derfor var helt i Jesu ånd.

Men de, der blev provokeret, fik støtte af magtfulde personer, herunder katolske biskopper, influenceren Andrew Tate, Tesla-grundlæggeren Elon Musk og den amerikanske præsidentkandidat Donald Trump, som kaldte arrangementet en "skændsel".

Rejser spørgsmålet om religiøse følelser

At OL-komitéen efterfølgende beklagede, at nogen blev stødt (dog uden at beklage selve indholdet) hjalp ikke. Ej heller at kunstneren Thomas Jolly, som stod for arrangementet, afviste, at det var inspireret af 'Den sidste nadver'.

Læs også

Det var derimod inspireret af 'Le Festin des Dieux' ('Den guddommelige fest') af den hollandske maler Jan van Bijlert. 'Den guddommelige fest' fremstiller græsk-romerske guder, som holder fest på det græske bjerg Olympen, som er det symbolske ophavssted for De Olympiske Lege.

Men så er 'Den guddommelige fest' alligevel visuelt inspireret af 'Den sidste nadver'. Og den lesbiske DJ Barbara Butch, som spiller en fremtrædende rolle i det omdiskuterede indslag (det er hende i midten med glorie), har selv sammenlignet det med 'Den sidste nadver' og beskrevet det som 'The New Gay Testament' på sociale medier.

Uanset, om optrinnet havde noget med kristendom at gøre eller ej, rejser det spørgsmål om religiøse følelser, og hvorvidt de bør respekteres. 

Havde der været noget galt med at vise os en woke Jesus og hans queer disciple i bedste sendetid? Personligt har jeg ingen problemer med dette, men jeg har heller ingen problemer med at vise hensyn til mennesker, som tror på noget, jeg ikke tror på. 

Jeg tilslutter mig de værdier og den pluralisme, Thomas Jolly ville fejre, men jeg er usikker på, om et dragshow over "Den sidste nadver" i bedste sendetid er den bedste måde at fremme disse værdier på.

Jonas Jakobsen
Lektor i filosofi, Universitetet i Tromsø

Jeg tilslutter mig de værdier og den pluralisme, Thomas Jolly ville fejre, men jeg er usikker på, om et dragshow over "Den sidste nadver" i bedste sendetid er den bedste måde at fremme disse værdier på.

Trump misbruger kristendommen

For mange af os, der følger den amerikanske debat, virker det alligevel mærkeligt, at mennesker, der idoliserer Donald Trump, nu taler om at vise respekt for kristendommen. Trump virker som en religiøs analfabet, og intet tyder på, at han har læst Bibelen eller praktiserer en personlig tro. Alligevel misbruger han kristendommen i sin kulturkamp mod venstrefløjen, woke og indvandring. Det er det, man kalder hykleri.

Trump er dømt for voldtægt og ulovlig udbetaling af tys-tys-penge til en pornostjerne, han angiveligt havde sex med, mens han var gift og havde børn. Han sælger sin egen version af Bibelen for at betale af på bøder og advokatregninger, lyver i stor stil, er optaget af hævn og taler grimt om dem, han ikke kan lide.

Billeder med Trump som Jesus er almindelige ved hans vælgermøder. Det samme er hatte med teksten "God, Guns and Trump."

Læs også

Hvis man ikke mener, at dette er en hån mod kristne værdier som næstekærlighed, ydmyghed og tilgivelse, men at et dragshow i tolerancens navn er det, tyder det på et mangelfuldt moralsk kompas. 

Hvis Trump inkarnerer din kristendomsforståelse, er du nok mere optaget af identitetspolitik end af kristendom.

Dobbeltmoral og hykleri

I den europæiske debat var der mange, der pegede på dobbeltmoral: OL-arrangørerne ville aldrig have udsat islam for en lignende behandling, hørte vi, men kristendommen udsætter vi gerne for provokation. Der er noget om dette.

Jeg prøvede for nylig at få ChatGPT til at fortælle en vittighed om Muhammed, den muslimske profet, noget den nægtede, fordi det er et "følsomt emne". Den ville derimod gerne fortælle vittigheder om Jesus og Buddha. Det siger noget om, hvem vi tør fornærme og hvem ikke.

Hvis Trump inkarnerer din kristendomsforståelse, er du nok mere optaget af identitetspolitik end af kristendom.

Jonas Jakobsen
Lektor i filosofi, Universitetet i Tromsø

Anklagen om dobbeltmoral kan imidlertid også vendes den anden vej. Tag for eksempel forfatter og klummeskribent hos Berlingske, Eva Selsing, som beskrev OL-showet som "kvalmende" på X (tidligere Twitter) og delte opslag om, at dette aldrig ville ske for den muslimske profet.

Det er sikkert rigtigt, men hun opfører sig ikke konsistent: Når det er muslimer, der er fornærmet over noget, fremfører hun et dedikeret forsvar for ytringsfriheden, så hvorfor ikke gøre det samme, når det handler om kristne?

Grunden er selvfølgelig, at det ikke handler om et principielt forsvar for ytringsfriheden men, igen, om identitetspolitik.

Jeg tipper, at mange af dem, der nu kritiserer OL-komitéen for religiøs ufølsomhed, ikke er parate til at vise den samme følsomhed, næste gang muslimer føler sig såret over en karikaturtegning eller en koranafbrænding.

Vi må finde en balance mellem religionskritik og kunstnerisk provokation på den ene side og respektfuld omgang med religion på den anden. Den balance er kontroversiel, og jeg har ingen enkle løsninger.

Givet tendensen til hykleri og dobbeltmoral på alle sider i denne debat får jeg alligevel lyst til at citere Jesus: "Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?"

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024