Månedens ekspert: Frygten, som går på tværs af grænser, gør indtryk på mig
November måneds ekspert, Katrine Stevnhøj, mener, at vi bør bevare kontakten til de russere, som er i stand til at forestille sig en anden fremtid end Putin. Hør hende uddybe sine pointer og fortælle om sit arbejde med eksilaktivisme ved Københavns Universitet.
![Historisk erfaring viser, at eksilgrupperinger- og regeringer har vanskeligt ved at opretholde sammenhængskraft og politisk legitimitet uden for hjemlandets grænser, skriver Katrine Stevnhøj.](https://www.altinget.dk/cdn-cgi/image/q=80,fit=crop,w=2560,f=jpeg/https://legacy.altinget.dk/images/article/275223/117368.jpg)
![Kasper Valentin Poulsen](https://www.altinget.dk/cdn-cgi/image/q=80,fit=crop,w=64/https://legacy.altinget.dk/images/Writers/5446-kasper-valentin-poulsen-2-48.jpg)
Kasper Valentin Poulsen
Assisterende debatredaktørKatrine Stevnhøj, der har en kandidatgrad i Østeuropastudier med specialisering i russisk, er i skrivende stund i gang med et ph.d.-projekt om belarusiske og russiske migrantaktivisters oplevelser af at leve og praktisere aktivisme i eksil.
Særligt de massive protester i Belarus tilbage i 2020 og Ruslands invasion af Ukraine 24. februar 2022 har bragt Katrine Stevnhøjs nichede specialisering i eksilaktivisme på den politiske dagsorden og gjort hende til en fast bidragsyder, når talen falder på eksilrussere i medierne.
Selvom omstændighederne i Belarus og Rusland har været skelsættende for Stevnhøjs ph.d.-projekt, var det mødet med fjerntliggende civilsamfund, der i sin tid vakte hendes interesse for emnet.