Lars Struwe: Vi har været alt for længe om at tage Putin alvorligt

Det er ikke udtryk for russofobi, når statsledere i Europa, USA og Asien ser med dyb bekymring på Rusland og præsident Putin. Det er derimod en logisk konsekvens af de taler, som Putin har holdt siden 2005, skriver Lars Bangert Struwe.

Der er virkelig god grund til at være dybt bekymrede over, hvad Rusland vil i fremtiden, skriver Lars Bangert Struwe. — Der er virkelig god grund til at være dybt bekymrede over, hvad Rusland vil i fremtiden, skriver Lars Bangert Struwe.Foto: Athit Perawongmetha/AP/Ritzau Scanpix

Lars Bangert Struwe

Generalsekretær, Atlantsammenslutningen

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I 1980'erne var "koldkriger" det værste man kunne blive kaldt af en fløjsklædt universitetslektor.

Koldkriger var et skældsord, fordi det værste man kunne på den indre bys intellektuelle værtshuse var at tage konfrontationen med Sovjetunionen alvorligt.

Selvom Nato og Sovjet i begyndelsen af 1980'erne formentlig var tættere på krig end på noget andet tidspunkt – bortset fra Cubakrisen – så var det vigtigt for toneangivende intellektuelle i København at lade som om, at Den Kolde Krig var et produkt af højreorienterede amerikaneres fantasi.

Man skulle tro, at begrebet "koldkriger" ville være ligeså glemt som smalle læderslips og Hof på flaske, men nej. Efter Ruslands invasion af Ukraine er kritikken af "koldkrigerne" tilbage.

Senest tager Hans Mouritzen fra DIIS i en kronik i Politiken et opgør med, hvad han kalder russofobi. Dermed gentager Mourtizen kritikken af "koldkrigerne" fra 1980'erne.

Vestlige efterretningstjenester og politikere overdriver truslen fra Rusland, mener Mourtizen, som undskylder Ruslands invasion af Ukraine med et noget tænkt eksempel om, at USA ville angribe Mexico, hvis Rusland opstillede raketter dér.

Man misforstår, hvad der er på spil, hvis man tænker i Den Kolde Krigs termer.
Lars Bangert Struwe
Generalsekretær, Atlantsammenslutningen

Mouritzen mener at kunne udstille "koldkrigernes" fejltagelser ved at bevise, at vi ikke befinder os i en kold krig med Rusland. Men ligesom Mourtizen går galt i byen ved at genoplive kritikken af "koldkrigerne", så misforstår han også, hvad Nato, vestlige regeringer og den danske regering rent faktisk frygter ved Ruslands aggressive politik.

I Vesten er man udmærket klar over, at vi i dag ikke lever under Den Kolde Krig. Og vi går galt i byen med vores analyser, hvis vi tror, at det er kold krig 2.0.

Mouritzens analyse er simpelthen forældet eller forfejlet.

Det vi står overfor er langt mere komplekst. Rusland, Kina, Iran og Nordkorea ønsker på hver deres måde at ændre på den liberale demokratiske ordensbaserede verdensorden.

Putins intentioner

Man misforstår, hvad der er på spil, hvis man tænker i Den Kolde Krigs termer. Rusland er ikke blot i konflikt med Vesten ved fronten i Ukraine. Rusland blokerer GPS-signaler i Østersøen, russiske hackere angriber vestlige systemer, og den russiske efterretningstjeneste står for sabotageaktioner rundt omkring i Europa. I Afrika støtter russiske lejesoldater anti-vestlige regeringer – mod betaling i råstoffer.

I 2007 holdt Putin en tale på sikkerhedskonferencen i München. De fleste overså den. Det var en fejl. Putin meddelte, at verden var ved at blive mere og mere ustabil, og at der ville komme et nyt våbenkapløb.

Læs også

Bogaktuel historiker er optimist: "Fortællingen om Vestens forfald er stærkt overdrevet"

Putin anså dengang en udvidelse af Nato som en trussel mod Rusland. Det skyldes, at han aldrig har forstået, at Nato er en defensiv alliance, der optager stater, der selv ønsker at blive optaget. Stater, der er blevet delt eller besat af Rusland, er ikke særligt begejstrede for at stå alene over for Rusland. Det har historien vist Polen, Estland, Letland, Litauen og Finland.

På stats-tv havde Putin i april 2005 meddelt, at Sovjetunionen sammenbrud var den største katastrofe i det 20. århundrede. I en artikel fra juli 2021 argumenterer Putin for, at Rusland, Ukraine og Belarus er et. De tre stater stammer fra det gamle Rus, og Rus blev grundlagt i Kyiv. Artiklen blev Putins historiske argument for at ville samle Rusland igen.

Man kan – og bør – diskutere, hvor langt Putin vil gå. Er ambitionen en genskabelse af zartidens grænser? Eller det lidt mere beskedne Sovjetunionen? Den russiske ny-imperialisme – eller kolonialisme – bygger på tanken om at genskabe det tabte. Spørgsmålet er så, om Rusland har ressourcerne.

Russisk nationalisme

Mouritzen kommer med eksemplet om, hvor langt Putin vil gå, fordi politikere har talt om, at Putin minder om Hitler.

Rusland og Putin har, skriver Mouritzen: "Ingen universel ideologi (socialisme, liberalisme eller racisme), som Hitler havde". Det er helt korrekt, men Rusland har en stærk nationalisme. Dette har inspireret særligt store dele af højrefløjen i en række europæiske stater og i USA. Netop fordi Putin ikke har en nøglefærdig ideologi, taler han til mange forskellige grupperinger i vesten og kan udnytte deres utilfredshed.

Vi har været alt, alt for lang tid om at tage Putin alvorligt.
Lars Bangert Struwe
Generalsekretær, Atlantsammenslutningen

Det virker mærkeligt, at Mouritzen tilsyneladende skal fortælles os alle, at der ingen grund er til at være bekymret over Rusland. Det er i hans optik Natos skyld, at Ukraine er blevet angrebet.

Mouritzen mener, at Natos overvejelser om Ukraines mulighed for at indtræde i Nato har været den udløsende faktor. Det skete i 2008 – altså tre år efter Putins beklagelse over Sovjetunionens sammenbrud og et år efter Putins tale i München.

I 2014 udtalte Putin: "Mens vi respekterer andres interesser, ønsker vi blot, at der tages hensyn til vores egne interesser, og at vores position respekteres." Det skete på et møde i Valdai Discussion Club.

Læs også

Her er anbefalingerne, der skal fremtidssikre Forsvarets indkøbsorganisation

Disse tanker om interesser og en deling af verden kom til direkte udtryk i et russisk forslag i december 2021 om, at man skulle rulle Nato-udvidelserne tilbage til 1997, fjerne Nato-styrker og forbyde Ukraines optagelse i Nato.

Der skulle skabes en række bufferstater imellem Rusland og Vesten. På trods af, at disse stater ikke ønskede at være bufferstater, men selvstændige demokratiske stater uden for russisk kontrol.

McCarthyisme 2.0

Til sidst angriber Mouritzen politikerne og offentlighed for McCarthyisme – en forfølgelse af anderledestænkende, som det skete i 1950'erne USA.

Den historiske analogi holder lige så lidt som analogien til Den Kolde Krig. For vestlig politik er ikke præget af "russofobi" eller koldkrigere. Snarere har vi været alt, alt for lang tid om at tage Putin alvorligt.

Læser man, hvad Putin selv skriver og siger, så er man ikke tvivl – der er virkelig god grund til at være dybt bekymrede over, hvad Rusland vil i fremtiden, og der er virkelig god grund til at investere i et forsvar, som kan afskrække Rusland.

Vi har i 30 år afrustet – og afrustet for meget. Nu skal vi sikre vores velfærdssamfund ved investering i sikkerhed.

Politik har aldrig været vigtigere