Oberst: Vi har siddet på hænderne siden invasionen. Tiden til oprustning er nu

Det er en farlig konklusion, blandt andet fordi de baltiske lande er meget svagt forsvaret, og Natos evne til at bringe forstærkninger frem hurtigt er udfordret af russiske missiler i Kaliningrad og det vestlige militærdistrikt.

Hverken de baltiske lande eller Natos øverstkommanderende, general Christopher Cavoli, tør binde an på en sådan ønsketænkning. De vurderer, at Rusland har evnen til på få år, at opbygge og udruste tilstrækkelige styrker til at kunne true Baltikum.

Baltikum som forhandlingsbrik

Om halvandet år skal der være præsidentvalg i USA, og det er ikke utænkeligt, at Trump vinder igen. Med Trump som Præsident kan Putin forledes til at tro, at USA ikke vil blande sig i en begrænset krig i Baltikum.

Strategiers paradoksale natur er sådan, at når man styrker sig et sted, leder fjenden efter svagheder andre steder

Jacob Barfoed
Oberst og ph.d. i statskundskab

Uanset om denne russiske opfattelse er korrekt eller ej, er det afgørende, hvad Putin tror USA vil gøre, ikke hvad USA rent faktisk ender med at gøre.

Endvidere kan i Rusland udnytte en konflikt mellem Kina og USA over Taiwan til at slå til i Baltikum, fordi USA ikke har militære ressourcer til at prioritere begge konflikter samtidig.

Nogle eksperter ser også her et Window of Opportunity for Kina de næste fem år, fordi Kina har forberedt sig på at erobre Taiwan i 20 år, mens USA har fokuseret på Irak og Afghanistan.

USA har brugt pengene på at indsætte soldater i ørkenen, mens Kina har investeret i nye højtteknologiske kapaciteter, som USA ikke har udviklet svar på endnu.

Endelig kan krigen i Ukraine eskalere på en sådan måde, at Rusland tænker, at det ikke kan blive værre, hvis de også lige erobrer de svagt forsvarede baltiske lande.

For eksempel hvis Rusland er ved at tabe Krim til Ukraine og derfor vælger at bruge atomvåben, fordi de mener Krim er en del af hjemlandet. I en sådan situation ved Rusland, at Nato nok vil respondere militært – som flere vestlige toppolitikere har tilkendegivet.

Så kan den russiske vurdering være, at et fait accompli i Baltikum kan være forhandlingsbrikken, som kan afholde Nato fra at intervenere i Ukraine.

Igen skal man lige se ud over den nuværende situation og tænke et par år frem, hvor vi ikke kan vide, i hvilket omfang Rusland har mobiliseret og opbygget nye hærstyrker. Dertil kommer, at det russiske flyvevåben næsten er intakt.

Søgen efter svagheder

Anledningen til krig kan også være en utilsigtet hændelse, som eskalerer ud af kontrol. For eksempel russiske og Nato fly, der støder sammen i luften over Østersøen eller Sortehavet.

Derfor er det bekymrende, at Danmark siden den russiske invasion for 15 måneder siden har siddet på hænderne, i stedet for at opruste, sådan som de fleste af vores Østersø-naboer har.

For eksempel handlet resolut i forhold til tiltag, som kan holde på soldaterne, samt igangsat lynindkøb af de mest vitale mangler i det nationale forsvar, for eksempel det offensive og defensive luftforsvar. Bevares, der er lang leveringstid på meget militærmateriel, men den er helt sikkert længere nu, end for et år siden.

Det er bekymrende, at Danmark siden den russiske invasion for 15 måneder siden har siddet på hænderne

Jacob Barfoed
Oberst og ph.d. i statskundskab

Vi bør handle hurtigt. Det er endnu ikke for sent.

Jeg forslår derfor, at der laves en fond, hvorfra Forsvaret, Beredskabet og Cyber-forsvaret (under FE) kan trække de penge, der er akut behov for til at styrke forsvaret af Danmark hurtigst muligt, både i forhold til missiltruslen og i forhold til ikke-militære trusler mod kritisk infrastruktur i samfundet (herunder kabler på havbunden).

Hvis politikerne vil afsætte 143 milliarder kroner frem mod 2033, så lad det være rammen, men lad være med at begrænse mulighederne for at handle på kort sigt. Eftertidens dom vil være hård, hvis det værste scenarium udmønter sig.

Vi skal også tænke langsigtet. Strategiers paradoksale natur er sådan, at når man styrker sig et sted, leder fjenden efter svagheder andre steder.

Når Rusland ikke længere kan true os militært i Østersøregionen, vil Rusland intensivere sine undergravende aktiviteter i Mellemøsten og Afrika med målet at skabe store flygtningestrømme mod Europa, så Europa bryder politisk, økonomisk og socialt sammen.

De vil tilbyde diktatorer en bedre aftale, end Europa er villige til, nemlig at de ikke behøver at arbejde mod demokrati og menneskerettigheder. De vil destabilisere de eksisterende demokratier – øge splid og intern splittelse.

Læg her oven i de udfordringer, som kraftig befolkningsvækst samt klimaforandringer vil medføre i Mellemøsten og Afrika, og vi har en eksplosiv cocktail, som jeg vurderer om 10 år er langt farligere end østfronten i Baltikum er.

Den ”forkerte krig”

Vi skal derfor indrette Forsvaret med henblik på strategisk agilitet – Forsvaret skal fortsat bidrage til at afskrække Rusland i Baltikum og Nordatlanten, men vi skal forberede os på indsættelse i syd.

Vi bør indgå stærke partnerskaber med lande i Mellemøsten og Afrika med henblik på at samarbejde om fred, stabilitet og økonomisk udvikling. EU bør bruge store summer på dette – både direkte støtte og handelsaftaler. Væk med den moralske pegefinger. Støt demokrati, men belær ikke.

Den næste krig kommer stort set altid bag på os, og der er derfor fare for, at man forbereder sig på den ”forkerte krig”

Jacob Barfoed
Oberst og ph.d. i statskundskab

Militært bør vi blandt andet jagte og nedkæmpe Wagnergruppen og lignende russiske terrorgrupper, som Rusland bruger til at skabe ustabilitet i Afrika, ligesom ISIS og lignende ekstremister skal bekæmpes via samarbejde med afrikanske partnere.

EU's grænsebevogtning Frontex skal styrkes, så Europa ikke oversvømmes af flygtningestrømme. For lad os være ærlige: Europa har fejlet i Afrika, og lige nu har menneskesmuglerne overhånden.

Danmark bør altså både handle hurtigt, så vi reagerer i tide mod den russiske trussel i Østersøregionen, og vi bør tænke langsigtet, fordi denne trussel vil blive afløst af nye trusler og udfordringer.

Den næste krig kommer stort set altid bag på os, og der er derfor stor fare for, at man forbereder sig på den ”forkerte krig”. I militær sammenhæng er agilitet evnen til omstille sig hurtigt og fleksibelt og til at træffe og gennemføre beslutninger hurtigere og bedre end modstanderne.

Forsvaret bør derfor opbygges med strategisk agilitet for øje i forhold til hurtigt at kunne omstille det samlede forsvar på nye trusler og nye fjender.

Det kræver fleksible kapaciteter og strategisk logistik, som ikke er skabt med én opgave, én trussel og én geografi for øje.

Det kræver også, at Forsvaret har evnen til hurtigt at udnytte den teknologiske udvikling, hvilket blandt andet forudsætter, at der i forliget afsættes midler, som ikke er knyttet til konkrete udviklingsprojekter – noget Finansministeriet historisk har modarbejdet.

Også derfor giver en forsvars-fond god mening. Handl hurtigt, men tænk langsigtet.