40 gange nævner Lidegaard børnene. Men vi må ikke tro, Radikale kun er for de unge, fastslår han

Børnehaver, skoler og ungdomsuddannelser gik igen, da Martin Lidegaard fremlagde de radikale visioner for partimedlemmerne til landsmødet. Men Radikale er mere end det, lovede han.

Der er brug for en plan. Og den plan handler om børn.
Der er brug for en plan. Og den plan handler om børn.Foto: Robert Wengler/Ritzau Scanpix
Peter Ingemann NielsenMagnus Skov Illum
Lyt til artiklen 3:24

Det er det "største radikale velfærdsudspil", politisk leder Martin Lidegaard kan huske.

Og "den største socialpolitiske, radikale satsning i mange år".

Med de store ord beskriver Martin Lidegaard de 15 milliarder kroner, som Radikale vil løfte børneområdet med.

'Børneløftet', som partiet selv kalder det, var det helt store tema i Martin Lidegaards landsmødetale, da han lørdag formiddag stod ansigt-til-ansigt med sit bagland til Radikales landsmøde i Nyborg.

"Vi vil have vuggestuer og børnehaver med varmt overskud, fuld af leg og tid til at kigge børn i øjnene. Vi vil have færre regler og flere ressourcer," lød det fra Martin Lidegaard, som fortsatte:

"En folkeskole med færre mål, test og karakterer, hvor der er godt at være for alle børn, og hvor flere børn lærer mere, får oplevelser og skaber sammen. Vi vil fritidshjem, man ikke vil hjem fra, klubber, hvor man har lyst til at hænge ud i, byer med plads til at lege og børn med mod på fremtiden. Vi vil uddanne verdens dygtigste pædagoger og lærere til vores børn og unge."

I alt brugte den radikale leder ordet 'børn' hele 40 gange i løbet af de 20 minutter, det tog at holde talen, mens ordet 'ung' figurerede 25 gange.

"Men kære socialdemokrater ..."

Derfor var der også hug til dem, der ifølge Radikale ikke prioriterer børn og unge.

Her stod særligt Socialdemokratiet for skud.

Men kære socialdemokrater, er det ikke netop det, I er ved at gøre?

Martin Lidegaard
Politisk leder, Radikale

Martin Lidegaard mindede tilhørerne om, at Radikale og Socialdemokratiet historisk har været enige om, at man ikke skal opdele unge generationer i "A- og B-hold".

"Men kære socialdemokrater, er det ikke netop det, I er ved at gøre," spurgte den politiske leder:

"Når I insisterer på højere adgangskrav til gymnasiet? Når I fjerner 10. klasse og HF? Med kirurgisk præcision rammer I de børn, der ikke kommer fra boglige hjem. Dem, som 10. klasse, HF og gymnasierne plejer at løfte."

Lidegaards budskab er en gengivelse af den kritik, han kort tid før landsmødet gav i Altingets spalter.

Læs også

Færre snubletråde for de ældre

Til trods for utallige budskaber til de unge om uddannelse, børneinstitutioner, vilkår for børnefamilier og klodens fremtid fandt Martin Lidegaard det ligeledes nødvendigt at understrege, at børn altså ikke er det eneste, han og partiet kerer sig om.

Også selvom de mange børnemilliarder ifølge Radikale skal findes ved at frigive ressourcer fra seniorområdet.

"I må ikke tro, at Radikale Venstre er blevet til et parti, der kun er her for de unge. Tværtimod."

"Når det er sagt, har Radikale Venstre altid udmærket sig ved at indtage den svære rolle, det er at bede vores egne vælgere om at tage det nødvendige ansvar, ikke bare for deres egne særinteresser, men også for samfundet som sådan," sagde Lidegaard.

Seniorerne skal blandt andet have "større fleksibilitet og færre økonomiske snubletråde", lød det.

"Jeg anerkender, at I er uundværlige både i børnefamilierne, herunder min egen skulle jeg hilse at sige, i civilsamfundet og på arbejdsmarkedet, og at I ikke altid får lov til at bidrage, som I vil," sagde Lidegaard til den ældre del af befolkningen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Martin Lidegaard

MF (R), politisk leder, Radikale
cand.comm. (Roskilde Uni. 1993)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024