Direktør: Affaldssektoren burde stå sammen mod Christiansborg-fjenden

En misforståelse manifesterer sig i disse måneder på tværs af det danske affaldslandskab. Budskabet er enkelt - og logisk for det utrænede øje: Jo større og nyere et forbrændingsanlæg er, desto bedre er det for miljøet.

Præmissen er, at anlæg som Energitårnet og Amager Bakke er født med teknologi, som er de ældre anlæg overlegen. Og fordi de samtidig kan brænde enorme mængder affald på én gang, besidder de en effektivitet, som de mindre anlæg kun kan drømme om.

Argumentet blev senest fremført af Nils Olsen, formand for Høje Taastrup Fjernvarme, 26. februar i Altinget.

"For de billigste forbrændingsanlæg ligger nødvendigvis ikke der, hvor der er brug for varmen. Og er heller ikke nødvendigvis de nyeste og mest miljøeffektive, nok nærmere det modsatte, for de anlæg, der vil stå sig bedst i den økonomiske konkurrence, er dem, som er helt eller delvist afskrevne og ikke tynges af en stor gæld."

Nils Olsen graver sig med debatindlægget ned i samme skyttegrav, som huser Niels Hörup (Venstre-borgmester i Solrød Kommune og bestyrelsesformand i Argo) og en række andre sjællandske borgmestre, der frivilligt har meldt sig i affaldsgiganternes frontlinje: Bevæbnet med usande argumenter, der skal overtale politikerne på Christiansborg til at holde hånden over prestigeprojekterne i Roskilde og på Amager, mens de prisdygtige jyske anlæg begår harakiri i samfundets tjeneste.

I en turbulent tid med en stærk ydre fjende i form af et politisk flertal på Christiansborg, som vil affaldsenergien til livs uden at have en klar ide om, hvad der skal stå i stedet, bør vi stå sammen i sektoren.

Jan Clement
Direktør, Aars Fjernvarme

Essensen af kritikken er som følger: De ældre anlæg sviner mere end de nye; de små anlæg er mindre effektive end de store; de ældre anlæg bruger forældet teknologi.

Lad os undersøge myterne én efter én.

Myte 1: De ældre anlæg sviner mere end de nye 
Anlægget i Aars tilhører med en dåbsattest fra 1986 det ældre segment af forbrændingsanlæg. Vi er ejet af forbrugerne i Aars Fjernvarme og udgør sammen med anlæggene i Hammel, Horsens, Sønderborg og Thisted et mindretal i den danske affaldssektor, som hovedsageligt er ejet af kommunerne.

Forbrugerejerskabet har en række økonomiske og organisatoriske konsekvenser, som jeg vender tilbage til. Men hvad miljøet angår, betyder det absolut ingenting.

Alle 23 danske affaldsforbrændingsanlæg er underlagt de samme miljøkrav. Forkortelsen BAT (Best Available Techniques) er betegnelsen fra det lovkrav fra EU, som ved hjælp af løbende revideringer sikrer, at anlæggene altid benytter de bedst anvendelige teknikker på markedet.

Eller sagt med andre ord: Hvis et forbrændingsanlæg ikke lever op til de nyeste teknologiske miljøstandarder, får det ikke lov til at køre videre. 

Men miljøpræstationer handler om andet end den tekniske indmad: Alder, affaldstyper, brændværdier og driftsøkonomiske aspekter spiller alle sammen ind. Og det er her, at misforståelserne kan opstå.

KL’s forkastede dødsliste tager afsæt i data tilbage fra 2017 (tal fra 2018 og 2019 indgik i analysen, men var ikke kvalitetssikret og dermed hæftet med fejl). Tre år er lang tid i affaldssektoren: Der kan foretages mange teknologiske opgraderinger og ændrede driftsmønstre, som skaber et helt andet billede.

Man kan derfor ikke nå til en konklusion på baggrund af historiske værdier, men skal derimod stille nogle fremtidige miljøkrav, som skal overholdes. På disse præmisser kan ældre, mindre anlæg være miljømæssigt lige så gode som nye, store anlæg.

Energistyrelsen slår således også fast med syvtommersøm, at "KL ikke i tilstrækkelig grad har dokumenteret og sandsynliggjort, at anlæggene på lukkelisten er de ti miljømæssigt dårligst fungerende anlæg."

Myte 2: De små anlæg er mindre effektive end de store
Forbrændingsanlægget i Aars er miljøgodkendt til at omsætte 60.000 tons affald til energi på årlig basis. Til sammenligning har Amager Bakke som et af landets største anlæg tilladelse til at brænde 440.000 tons affald årligt, mens Argo har en kapacitet på 350.000 tons.

Betyder det så, at ARC og Argo er markant mere effektive end Aars?

Vi kan jo starte med at konstatere, at effektivitet på tværs af de danske affaldsforbrændingsanlæg ikke er nogen let opgave at opgøre. Hvilket Energistyrelsens underkendelse af KL’s dødsliste også understreger.

Men skal vi alligevel gøre forsøget, kan vi kigge på priserne. Her afkræver Aars Fjernvarme forbrugerne 10.300 kroner for årlig opvarmning af et gennemsnitshus. Hovedstadens varmekunder betaler næsten 50 procent mere for opvarmningen af deres huse – og en stor del af det kommer fra affaldsvarmen produceret hos ARC og Argo.

Jeg medgiver, at der er økonomiske fordele ved at eje et ældre anlæg med afskrevet gæld. Men økonomisk effektivitet kan ikke reduceres til en lav gældsfaktor.

Driftsstop – og især de uplanlagte af slagsen – er enhver affaldsdirektørs største hovedpine. Men især for de forbrugerejede værker er det dyrt at ligge stille. Vi kan ikke sende regningen videre til kommunen, men er forpligtet til selv at producere spids- og reservelasten. Det koster os dermed ikke kun den mistede indtægt fra varmeproduktionen, men skal holdes op mod prisen for reservekapaciteten. En regning, som hos os typisk løber op i 100.000 kroner i døgnet, når det er koldt.

Det betyder, at vi hver sommer går hele anlægget igennem komponent for komponent for at sikre, at vi er klar til at køre endnu en sæson uden uønskede stop. Det er ikke i samme omfang nødvendigt på de kommunalt ejede anlæg. Emissionerne fra anlæggene er størst ved start og stop, og derfor er det også for miljøet afgørende at minimere uplanlagte stop.

Myte 3: De ældre anlæg bruger forældet teknologi
Da vi indviede forbrændingsanlægget i Aars i 1986, var partikelfiltre den anvendte teknologi.

Ti år senere tog vi vores anden ovnlinje i brug. På det tidspunkt var røgrensning med blandt andet rensning for sure gasser blevet den nye standard. Og derfor måtte vi retrofitte vores eksisterende linje.

I 2005 opgraderede vi røgrensningen, så den også kunne fange dioxiner mm. Og i 2011 installerede vi røggaskondensering og nye vandkølede slidzoner, som giver højere virkningsgrad og gør det muligt efterpolere røggasserne, så man får en meget bedre og mere robust rensning samt at brænde affald med højere brændværdier.

Resultatet er, at vi i dag har nogle af landets laveste emissioner af partikler og HCl. Alene i de sidste ti år har vi investeret over 40 millioner kroner i opgradering af vores anlæg.

Og hæver vi blikket fra Aars til resten af de ældre danske forbrændingsanlæg, ser vi, at denne trend er udbredt: På tværs af landet investeres der store summer i at opdatere forbrændingsanlæg, så de til enhver tid opfylder de gældende miljøkrav.

Hvis et forbrændingsanlæg ikke lever op til de nyeste teknologiske miljøstandarder, får det ikke lov til at køre videre. 

Jan Clement
Direktør, Aars Fjernvarme

Jeg er i dialog med førende leverandører, som oplyser, at det er kutyme, at de mindre anlæg i lighed med Aars får en teknologisk overhaling cirka hvert femte år. Midler og mål er de samme, som jeg netop har beskrevet: At få driftssikkerhed og virkningsgrad op og optimere rensningen af røgen fra forbrændingen, så effektiviteten stiger og emissionerne falder.

Lad os kigge fremad sammen
Vi kan dermed konstatere, at de ældre anlæg ikke bare teknologisk følger med de nye. Men at det også økonomisk giver god mening at investere i den eksisterende infrastruktur.

Et nyt anlæg med en kapacitet på de 60.000 ton, som vi råder over i Aars, ville koste 400-500 millioner kroner at opføre. Og så har vi slet ikke regnet på de miljømæssige livscyklusomkostninger ved at nedrive et eksisterende anlæg og opføre et nyt.

Mit håb er med dette indlæg at eksponere nogle af de falske modsætninger, der florerer i affaldsdebatten.

I en turbulent tid med en stærk ydre fjende i form af et politisk flertal på Christiansborg, som vil affaldsenergien til livs uden at have en klar ide om, hvad der skal stå i stedet, bør vi stå sammen i sektoren.

Her hjælper det os ikke at grave skyttegravene dybere i jagten på overlevelse. Vi bør i stedet stille os på skuldrene af eksempelvis kritikken fra Klimarådet, når den siger, at der er "høj risiko forbundet med implementeringen af kapacitetsnedbringelsen."

Nyt er nemlig ikke nødvendigvis bedre. Hverken når det kommer til affaldsanlæg eller politiske planer.