Ea Energianalyse: Sådan kan Danmark frigøre sig fra russisk gas

Af Anders Kofoed-Wiuff og Hans Henrik Lindboe
Partnere i Ea Energianalyse

Europa importer 40 procent af sin gas fra Rusland. Med Ruslands invasion og krigsførelse i Ukraine, er det naturligt at spørge hvordan afhængigheden af russisk gas kan afvikles. Corona-krisen har vist, at Europa og Danmark har stor omstillingskraft, når borgere, offentlige myndigheder og private virksomheder arbejder sammen om fælles mål.

Der er altså behov for hurtig europæisk enighed om en ”Reduce Russian Gas” – strategi. Danmarks vigtigste bidrag er at gå foran ved hurtigt at reducere gasforbruget på hjemmefronten for at kunne forsyne vores naboer med overskydende biogas og Nordsøgas.

Der kommer til at gå mindst 20 år, før den marginale gas i Europa er grøn – og i al den tid vil enhver forøgelse af gasforbruget på Lolland og andre steder øge importen af fossil gas fra Rusland til Europa.

Anders Kofoed-Wiuff og Hans Henrik Lindboe
Partnere i Ea Energianalyse

Når man ser bort fra egetforbruget af naturgas på platformene i Nordsøen, anvendes naturgas særligt til tre formål i Danmark. Til rumvarme (8 TWh) – hvor der fortsat er knap 400.000 husstande, der har gas som primær opvarmning, i industrien (7 TWh), særligt til procesvarme, og i el- og fjernvarmeforsyningen (5 TWh), hvor det efterhånden primært anvendes til spidslastproduktion og i mindre, decentrale områder.

Og hvordan kan Danmark så løfte gasåget af sig med hidtil uset hastighed? Her er fem konkrete bud.

1. Accelerer udbygning af grøn gas

Grøn gas i form af biogas dækker i dag cirka en femtedel af det hjemlige gasforbrug. Energistyrelsen forventer, at produktionen øges med næsten 40 procent fra 2021 (5,6 TWh) til 2023 (7,7 TWh), fordi nye produktionstilskud gør det attraktivt at etablere ny kapacitet og booste produktionen på eksisterende anlæg. På kort sigt er det næppe realistisk at accelerere udbygningen med nye anlæg yderligere, da den slags tager tid.

Derimod kan produktionen på eksisterende anlæg øges betydeligt ved at tilsætte halm, biologisk affald og eventuelt energiafgrøder i en periode. Mere halm kan kræve investeringer i forbehandlinganlæg, hvor staten kan bidrage med risikoafdækning og midlertidigt forhøjede kapacitetsgrænser for støtteberettiget biogas.

Metaniseret biogas eller andre brændsler fra PtX-anlæg kan mindske gasafhængigheden på kort sigt hvis vi samtidig accelerer udbygningen med vind og sol. Uden ekstra vind og sol kan PtX anlæg desværre give en større europæisk efterspørgsel på gas i elforsyningen. Både gasuafhængighed og klimagevinst ved PtX er altså tæt knyttet sammen med mere vind og sol.

2. Turbo på vind- og soludbygningen

Mere vind og sol vil reducere gasafhængigheden i elforsyningen og samtidigt reducere de hjemlige elpriser. Da Danmark er stærkt forbundet elmæssigt til vores nabolande, vil en udbygning med sol og vind herhjemme også bidrage til at reducere anvendelsen af kul og gas i eksempelvis Tyskland.

Først fremmest bør vi accelerere godkendelsen af vind- og solprojekter på land, hvor tiden til at opføre nye anlæg tælles i måneder og ikke år. Med rettidig omhu burde det være muligt at tilføre 2-3 GW ny solkapacitet inden sommeren 2023 og 1-2 GW landvind. Det forudsætter imidlertid, at private og offentlige aktører samarbejder om at håndtere de to store udfordringer: Naboklager (NIMBY) og adgang til elnetkapacitet. Vi foreslår:

• At pålægge alle kommuner at udarbejde planer for sol og vind i det åbne land (og evt. på tage) inden sommerferien.
• At staten i den forbindelse inden sommer fastlægger vejledende mål for alle kommuner i samarbejde med Dansk Energi og Energinet, så udbygningen afstemmes i forhold til, hvad nettet kan bære og egnet areal/VE-ressourcer.
• Stille Energinets og netselskabernes planer for tilslutningsbidrag i bero minimum de næste 5 år. Omkostninger kan dækkes via PSO.
• Gennemføre en hurtigere myndighedsbehandling af de kystnære havvindmøller (Jammerland, Lillebælt Syd, Aflandshage mv.)

Endelig bør statens staten revurdere planerne for udbygning med havvindkapacitet i Nordsøen og Østersøen, men effekten heraf vil dog næppe slå igennem inden for de næste 2-3 år.

3. Gas ud af varmeforsyning

En hurtig udfasning af de knap 400.000 gasfyr forudsætter, hurtigere udrulning af både fjernvarme og individuelle varmepumper. Høje gaspriser har skærpet interessen, og gasforbrugerne fortjener god vejledning om, hvilken opvarmningsform de helst bør konvertere til.

Det kræver også øget hastighed i kommunernes varmeplanlægning og tiltag til at håndtere de flaskehalse, som kan forventes, når fjernvarme og varmepumper skal rulles ud i højt tempo. I 2021 blev der eksempelvis solgt knap 24.000 luft-vand- og væske-vand-varmepumper. Hvis salget fordobles vil der over de kommende 3-år kunne udskiftes op mod 150.000 fyr.

Vi foreslår:

• Kommunerne pålægges at lave nye varmeplaner før sommerferien, hvor alle eksisterende gasområder efter simple kriterier fordeles i to puljer: omlægning til fjernvarme eller omlægning til individuelle varmepumper. Mange kommuner er heldigvis godt i gang, og der er udviklet planlægningsværktøjer, som gør opgaven overkommelig.
• Hvis et område udlægges til fjernvarme, bør det være en betingelse, at forbrugerne kan forvente at blive tilsluttet senest januar 2026.
• At stat og kommuner går i dialog med entreprenører, installatører og leverandører af fjernvarmerør for at bidrage til, at omstillingen væk fra gas får høj prioritet. Det bør undersøges, om kommuner kan udskyde andre – ikke samfundskritiske - investeringer, hvis det er nødvendigt for at frigøre ressourcer hos installatører, entreprenører og leverandører.
• At de nuværende tilskudsordninger til varmepumper og fjernvarme forenkles, så der ikke skal søges om tilskud på forhånd. Tilskuddet bør blive udløst automatisk, når et gas- eller oliefyr skrottes.
• At staten fjerner kravet om, at nye fjernvarmeprojekter og omstilling væk fra gas skal godkendes efter projektbekendtgørelsen. Kravet er ikke relevant, da kommunerne ikke længere kan anvende tilslutningspligt i nye fjernvarmeområder. I en situation, hvor udrulningen af fjernvarme skal gå hurtigt, er ressourcerne bedre brugt på at planlægge og projektere fjernvarmeanlæg og -netudbygning.
  
  

4. Gas ud af industrien

De stigende gaspriser vil i sig selv give et kraftigt incitament til, at virksomhederne konverterer til andre energikilder og foretager energieffektiviseringer. Der er imidlertid en risiko for, at industrikunder i en overgangsperiode konverterer fra gas til olie eller kul, som har et højere CO2-aftryk.

Derfor foreslår vi at øge incitamentet til at vælge de løsninger, vi har brug for på lang sigt, nemlig elektrificerings- og energieffektiviseringstiltag. Hvis der ikke inden sommer skabes politisk enighed om en grøn afgiftsreform, kan målrettede tilskud være nødvendigt.

Desværre er de nuværende erhvervspuljer unødvendigt komplekse, og søgningen på dem har været utilstrækkelig. Der er derfor brug for hurtigt at indføre nye og enklere tilskudsordninger, fx investeringstilskud til alle konkrete teknologier, som figurer på en positivliste udarbejdet af Energistyrelsen.

Og så tiltag, der ligger lige til højrebenet: Aflys eller udsæt gasforbindelsen til Lolland. Der kommer til at gå mindst 20 år, før den marginale gas i Europa er grøn – og i al den tid vil enhver forøgelse af gasforbruget på Lolland og andre steder øge importen af fossil gas fra Rusland til Europa.

5. Sikre at høje gaspriser når ud til alle gasforbrugere

Det lyder selvindlysende – men faktum er, at de høje gaspriser, er et afgørende incitament for at husholdninger og virksomheder energieffektiviserer og skifter væk fra gas. Det er vigtigt, at eventuelle økonomiske kompensationsordninger designes så de ikke forstyrrer prissignalet.