Forskere: Lav en naturzone og giv naturen en reel håndsrækning

Af Henrik Vejre, Lone Søderkvist Kristensen, Jørgen Primdahl og Lotte Ruegaard Petersen
Henholdsvis professor, lektor, professor og videnskabelig assistent ved Københavns Universitet, sektion for Landskabsarkitektur og Planlægning

Naturen mangler plads, og kloden befinder sig midt i en biodiversitetskrise. Efter et par årtiers dansk tilslutning til globale målsætninger om at standse nedgangen i biodiversitet har national lovgivning og nationale udpegninger af sårbar natur eller lokale indsatser for truede arter ikke kunnet standse tilbagegangen i biodiversitet.

Naturen er rent ud sagt ikke blevet prioriteret på linje med andre miljømålsætninger. Spørgsmålet er, om udpegning af en naturzone indarbejdet i Planloven eller anden lovgivning vil kunne rette op på det.

Mange interesser kæmper om plads og råderet over Danmarks begrænsede areal. Lovgivningen, forvaltningen og planlægningen er indrettet således, at de interesser, samfundet prioriterer højest, bliver tilgodeset – og her ligger naturen ikke på førstepladsen. Planloven definerer arealanvendelsen ud fra tre zoneringer af vores landareal: byzone, landzone og sommerhusområder.

Lanzonen og biologiske værdier
Landzonen har vist sig at være effektiv i beskyttelsen mod spredt bebyggelse i det åbne land, men er de facto en erhvervszone, hvor landbrug og skovbrug prioriteres.

Landbruget er omfattet af regulering af især pesticid- og næringsstofudledning til vandmiljøet.

En naturzone bør ikke ligne den nuværende landzone, hvis store svaghed er, at den kan ændre status til byzone. 

Henrik Vejre, Lone Søderkvist Kristensen, Jørgen Primdahl og Lotte Ruegaard Petersen
Henholdsvis professor, lektor, professor og videnskabelig assistent ved Københavns Universitet, sektion for Landskabsarkitektur og Planlægning

Dertil kommer, at visse naturtyper i naturbeskyttelsesloven er beskyttet mod opdyrkning, men beskyttelsen omfatter ikke en aktiv indsats for at styrke naturindholdet.

Landzonebestemmelserne har kunnet beskytte landskabet mod spredt bebyggelse og har sammen med andre udpegninger kunnet forhindre, at mange værdifulde naturarealer er blevet friholdt for byudvikling, vejanlæg med videre.

Landzonen har imidlertid ikke indebåret en generel beskyttelse af biologiske værdier. Naturinteresserne er forsøgt sikret med nationale og internationale udpegninger og lovgivning; såsom EU's Natura 2000-områder og den nationale naturbeskyttelseslov.

Natur som topprioritet
I Kommuneplanlægningen foretages planlægningsmæssige udpegninger og zoneringer med naturformål, men skovrejsningsområder, kystnærhedszoner, økologiske forbindelser med videre kan ikke i sig selv bevare og styrke naturen, fordi de ikke binder de enkelte lodsejere. Dog er områder, hvor skovrejsning er uønsket, en undtagelse. Her giver landbrugslovgivningen mulighed for at forbyde skovrejsning på landbrugsjord.

I bedste fald har disse udpegninger forhindret etablering af større infrastruktur og andre anlæg givet anledning til en mere restriktiv forvaltning af for eksempel landzonebestemmelserne eller naturbeskyttelseslovens § 3-bestemmelser og medvirket til prioritering af kommunernes aktive naturforvaltning. I værste fald er den slags udpegninger ikke andet end streger på et kort.  

Men kan den fysiske planlægning gøre en forskel i arbejdet for at standse tilbagegangen i biodiversitet?

På mange måder er det egentlig ret ligetil. Ud fra et forvaltningsmæssigt og lovgivningsmæssigt synspunkt er der ikke det store i vejen for at afgrænse en naturzone. Det kræver, at der politisk besluttes og økonomisk prioriteres, at man gennem lovgivningens bestemmelser og retningslinjer sikrer naturen sammenhængende områder, hvor naturen prioriteres over alle andre interesser. Og hvor naturen vinder i konfliktsituationer.

Skal ikke ligne landzonen
Spørgsmålet er, hvilken inspiration man kan hente til indretning af en naturzone. Naturen har brug for langvarige løsninger og stor stabilitet i forvaltningen. Kravene er derfor, at naturinteresserne til enhver tid vægtes højere end andre interesser, og at der skabes en i princippet endeløs kontinuitet i forvaltningen.

En naturzone bør ikke ligne den nuværende landzone, hvis store svaghed er, at den kan ændre status til byzone. Naturzonen må have en mere permanent karakter og indeholde regelsæt og retningslinjer, der sikrer en meget effektiv og varig naturbeskyttelse. For at sikre ægte, vild og fri natur kræver det kontinuitet i beskyttelsen.

Fra historien har vi en del erfaringer med at sikre en lang kontinuitet i landskabet, både tidsmæssigt og arealmæssigt. Fredningsinstrumentet med tinglyste rådighedsindskrænkninger for ejere har vist sig at være en meget effektiv beskyttelse i forhold til fredningernes formål. Skovloven har med sine kraftige arealrestriktioner i fredsskovene sikret en meget lang kontinuitet.

Dermed ikke sagt, at fredninger og skovene nødvendigvis rummer værdifuld natur, men her handler det også om, hvad vi har af erfaringer med at skaffe lang kontinuitet inden for bestemte arealer. En kombination af disse to principper kunne udgøre et grundlag for rammesætningen af en ny naturzone. 

Rammer for vedvarende naturbeskyttelse
En naturzone kan skabe rammer for en vedvarende naturbeskyttelse. Zonen skal udpeges og forvaltes efter retningslinjer, og en administrativ praksis skal fastlægges. Opfyldelsen af naturzonens overordnede mål om at bremse tilbagegangen i biodiversiteten vil i praksis handle om tre problemstillinger.

Den ene handler om at beskytte mod uønskede fremtidige ændringer som for eksempel vejanlæg, byggeri med videre. Dette kan i princippet gøres erstatningsfrit, da det ikke konflikter med eksisterende lovlig anvendelse. En anden problemstilling drejer sig om områder, hvor man i dag gerne vil have forbedret naturtilstanden – for eksempel ved at opgive dyrkning eller reetablere et vådområde. Det vil forudsætte erstatning til ejeren.

Den tredje problemstilling handler om naturarealets videre forvaltning – skal der græsses med husdyr for eksempel, kan dette sikres gennem støtteordninger. Skal der kunne udvikles fri natur gennem for eksempel rewilding-projekter, kræver det en stillingtagen til, hvilke andre aktiviteter som bosætning og rekreation der kan foregå.