Kronik

Knud Vilby: Danmarks benhårde udlændingepolitik risikerer at sabotere ny Afrika-strategi

Mens regeringen lover en ny tilgang til Afrika, kører Udlændingestyrelsen en hård linje over for afrikanere, der vil besøge Danmark. Enten aner regeringens ene hånd ikke, hvad den anden gør, eller også er der tale om aktiv sabotage ministerier imellem, skriver Knud Vilby.

Den kenyanske cirkusgruppe Nafsi var i Danmark i 2022 og optrådte blandt andet på Rosborg gymnasium med en forestilling om klimaforandringer. I år har gruppens medlemmer ikke fået indrejsetilladelse. 
Den kenyanske cirkusgruppe Nafsi var i Danmark i 2022 og optrådte blandt andet på Rosborg gymnasium med en forestilling om klimaforandringer. I år har gruppens medlemmer ikke fået indrejsetilladelse. Foto: Spor Media
Knud Vilby
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Så kom regeringens nye Afrika-strategi med mange nye og positive ideer og planer.

Et af elementerne er et mere aktivt mellemfolkeligt engagement og styrket ungdomsudveksling, fordi danske og afrikanske unge kan inspirere hinanden. "Gennem kunsten og kulturen kan vi mødes i øjenhøjde", står der.

Men på næsten absurd vis kommer denne melding, samtidig med at danske civilsamfundsorganisationer har måttet opgive udvekslingsprogrammer, der har fungeret fortræffeligt gennem masser af år.

Det er programmer, som Udenrigsministeriet finansierer, men som Udlændinge- og Integrationsministeriet siger nej til. Enten aner regeringens ene hånd ikke, hvad den anden gør, eller også er der tale om aktiv sabotage ministerier imellem.

Lidt baggrund og et billede af den helt konkrete og aktuelle virkelighed:

Kafkaske processer

I mere end 60 år, siden begyndelsen af 1960'erne, har danske civilsamfundsorganisationer, arbejdet med kultur, uddannelse og ungdomsudveksling i Afrika.

Der har aldrig været seriøse problemer med, at deltagere fra afrikanske besøg i Danmark er hoppet af og har søgt asyl.

Knud Vilby
Journalist og forfatter

Tusinder af danskere har været i syd, og tusinder af afrikanere er kommet til os. Der har aldrig været seriøse problemer med, at deltagere fra afrikanske besøg i Danmark er hoppet af og har søgt asyl.

Asylansøgere kommer på andre måder og af andre ruter. Unge på udveksling har normalt ambitioner og muligheder – også i deres eget land.

Udlændingestyrelsens frygt, for at afrikanere på besøg i Danmark afviser at rejse hjem, er ikke velbegrundet.

Og så det konkrete: Netop i disse uger skulle syv unge artister fra Kenya have indledt en ni ugers Danmarksturne til skoler, efterskoler, højskoler og gymnasier fra det meste af landet.

De unge er fra kulturforeningen Nafsi Africa, og den danske ngo Spor Media har siden 2014 haft grupper fra Nafsi Africa på besøg i Danmark fire gange. Hver gang har besøgene af unge afrikanske kunstnere resulteret i venskaber og i øget forståelse for, at Afrika er så meget andet end klicheerne om kontinentet. 

Nafsi Africa bidrager til, at børn og unge fra hovedstaden Nairobis slumområder får færdigheder og tro på fremtiden. Denne gruppe skulle blandt andet have mødt danske unge i workshops og med en ny cirkus-forestilling om overforbrug og klimaforandringer. Skoler og institutioner landet over havde forberedt og glædet sig.

Læs også

Nu sidder Spor Media tilbage med overvejelser om, hvad man skal gøre, når det tilsyneladende ikke længere er muligt at arrangere kulturmøder med unge artister fra Afrika. Det har fungeret i 20 år. Det fungerer ikke mere.

Tidligere gik de unges visumansøgninger normalt glat igennem, fordi den danske organisation stillede garantier, og Udenrigsministeriet finansierede.

Denne gang er ansøgningerne blevet afslået efter fire måneders enormt opslidende tovtrækkeri med udlændingemyndighederne. Andre danske civilsamfundsorganisationer har lignende erfaringer. De beretter om en nærmest kafkask proces.

Udlændingestyrelsens frygt, for at afrikanere på besøg i Danmark afviser at rejse hjem, er ikke velbegrundet.

Knud Vilby
Journalist og forfatter

Danske myndigheder kræver normalt, at afrikanere, der søger visum til Danmark, har penge på deres bankkonti svarende til 350 kroner per dags ophold i Danmark, i dette tilfælde 25.000 kroner per ung. Det skal sikre, at de har penge til ophold og hjemrejse.

De penge har de afrikanske unge naturligvis ikke, men rejser og indkvartering betales for dem, og organisationen garanterer for økonomien. Det har tidligere været nok. Det var det ikke denne gang.

Myndighederne har også brugt argumentet, at de kunne være "til fare for den offentlige sikkerhed i et eller flere Schengenlande".

Da Udlændingestyrelsen blev spurgt, hvorfor unge, der aldrig har været i konflikt med loven, skulle være til fare for Danmarks sikkerhed, var svaret igen, at de ikke havde penge nok på kontoen. Deres fattigdom blev betragtet som en trussel.

Danmark skuffer

Regeringens nye Afrika-strategi taler om større ligeværdighed, og om at man skal få afrikanere til at se mod Europa – frem for mod Kina eller Rusland. De unge kenyanere så mod Europa og glædede sig. Nu står de enormt skuffede tilbage.

I en mail til Spor Media spørger de, om det så betyder, at danske unge heller ikke kan rejse til Kenya. Men det gør det jo ikke.

Så meget for ligeværd.

Udenrigsministeriet kan åbenbart ikke trumfe Danmarks benhårde og kafkaske udlændingepolitik.

Knud Vilby
Journalist og forfatter

Det er vigtigt at understrege, at Spor Media og Nafsi Africa er det konkrete, aktuelle eksempel.

Men der er mange eksempler på, hvad der nærmest må opfattes af chikane imod civilsamfunds forsøg på at arrangere ungdoms- og kulturudveksling. Det er blevet stadig værre over de seneste år. 

Mange i ngo-miljøet sidder med en fornemmelse af, at det her også piner Udenrigsministeriets folk.

Som nævnt var det nu kuldsejlede projekt finansieret af Udenrigsministeriet via bistandsmidler. Men Udenrigsministeriet kan åbenbart ikke trumfe Danmarks benhårde og kafkaske udlændingepolitik. Så hvor er ligeværdet henne?

Jeg skal nævne, at jeg ikke selv har med den konkrete sag at gøre, men siden slutningen af 1960'erne har jeg på forskellig vis været involveret i ungdoms- og kulturudveksling mellem Danmark og Afrika. I mange år var det til stor berigelse og gensidig glæde. Sådan er det desværre ikke mere.

Det kapitel i Afrika-strategien, der handler om det, jeg har skrevet om her, hedder 'Aktivt mellemfolkeligt engagement, udveksling og kultursamarbejde'.

Skal indholdet i det kapitel blive til andet end tropevarm luft og tomhed, kræver det, at strategien også bliver læst og respekteret og implementeret i hele regeringen.

Jeg håber, at udenrigsministeren har indflydelse og magt til at få det til at ske. Strategien beskriver en opgradering af Danmarks diplomatiske indsats i Afrika, men der er også brug for at sende stærke diplomater og et stærkt politisk pres til Udlændingestyrelsen for at hindre sabotagen af positive danske intentioner.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Knud Vilby

Fhv. chefredaktør, Information, journalist og forfatter
journalist (Møns Folkeblad 1960)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024