Stor var vores forundring, da vi fandt ud af, at embedsværket i disse fremskrivninger og frem til 2023 undlod at indregne tre store affaldsfraktioner i beregningerne for affald til forbrænding.

Således var have- og parkaffald (den grove og ikke-komposterbare del), trykimprægneret træ og farligt affald forsvundet fra restaffaldet, selvom disse fraktioner i et vist omfang energiudnyttes, både dengang og i dag (faktisk indeholdt den nationale affaldsplan 'Danmark Uden Affald' fra 2013 en forventning om at energiudnytte mere haveaffald).

Med disse fraktioner ude af ligningen var resultatet, at Danmark havde en stor overkapacitet – og partierne bag Klimaplanen for affald og cirkulær økonomi fra juni 2020 enedes om at nedbringe kapaciteten med 30 procent gennem en konkurrenceudsættelse.

Hurtig fremspoling til april 2024: De forsvundne affaldsfraktioner er tilbage i affaldsfremskrivningerne – derfor mine tidligere anførselstegn om 'nye' beregninger – og pludselig står overkapacitet til at blive udlignet, uden at konkurrenceudsættelsen overhovedet er trådt i kraft.

Ligesom syge patienter ikke forsvinder ved at lukke hospitaler, forsvinder restaffaldet heller ikke ved at lukke affaldsenergianlæg.

Jens Bomann Christensen

Allerede dengang bemærkede vi det underlige i at fjerne disse affaldsfraktioner og udgav derfor i efteråret 2020 en analyse, for trods alt at finde en vej til at mindske restaffaldsmængderne. Den analyse er kun blevet mere relevant siden.

Tilbage står vi i affaldssektoren fem minutter i konkurrenceudsættelse, mens selve grundlaget er væk. Hele formålet med konkurrencen var at reducere udledningen fra sektoren. Nu bliver CO2-udledningen større end forventet.

Det er fuldstændig afgørende at huske, at problemet ikke er antallet af affaldsenergianlæg, men at det ikke er lykkedes Danmark at 'knække affaldskurven' eller sikre, at en større del af blandt andet plastikaffaldet rent faktisk kan genanvendes. Begge visioner indgik ellers også i klimaplanen.

Det er naturligvis glædeligt, at centraladministrationens beregninger af affaldsmængderne dels nu er mere retvisende og dels tager alle relevante affaldsfraktioner med, men det er omvendt frustrerende, at vi gennem fire år har diskuteret et så vigtigt emne på et så usikkert grundlag.

Vi kunne have brugt de foregående fire år på at nedbringe mængderne af restaffald, implementere et ambitiøst producentansvar for emballager før tid fremfor at udskyde det, og arbejdet målrettet for, at der i dag står CO2-fangstanlæg på de danske affaldsenergianlæg. Nu har vi jagtet en konkurrenceudsættelse på et fundament og med et formål, der nu står noget hen i det uklare.

Derfor er der behov for, at Christiansborg sætter fuld fart på reguleringen af alle de produkter, vi omgiver os med hver dag. Vi har behov for at gøre noget ved mængden af ikke-genanvendelige produkter, der hver eneste dag sendes på gaden. For de kan kun ende ét sted efterfølgende. I et affaldsenergianlæg.

Ligesom syge patienter ikke forsvinder ved at lukke hospitaler, forsvinder restaffaldet heller ikke ved at lukke affaldsenergianlæg.

Derudover mener jeg, at klimaministeren bør målrette de kommende CC(U)S-puljer til affaldsenergisektoren. Det er ufornuftigt, at vi som land giver statsstøtte til CCS på biomasseanlæg, når fageksperter – blandt andet Concito – flere gange har slået fast, at det ikke giver nær så god mening som på et affaldsenergianlæg.

Vi står nemlig med et fælles mål: Et mål om at sikre en grøn omstilling af Danmark. I affaldssektoren vil og skal vi bidrage med så mange og store CO2-reduktioner som overhovedet muligt, så Danmark – på en sikker måde – når 70 procent-målsætningen.