KTC: Budgettet til jordforurening er "bekymrende lille"
DEBAT: Regningen for fortidens skødesløse omgang med gift og restprodukter skal ikke sendes videre til kommende generationer. Spekulative midler fra Finansministeriet løser ikke jordforureningsopgaven. Det gør derimod rigtige penge og indsigtsfulde medarbejdere, skriver Thomas Barfoed.
Af Thomas Barfoed
Næstformand i KTC og direktør i Fredensborg Kommune
Der er arv, som man hellere giver afkald på end modtager. Der er arv, som ikke vækker glædelige minder, men blot medfører bekymringer, udfordringer og udgifter.
Man taler ofte om, at prisen for vores levevis skal betales af vores børn og deres børn igen, men det bliver ofte en alt for simpel diskussion om at tage pant på fremtiden og uden de nødvendige nuancer og forudsætninger om det, der har muliggjort vores høje velfærdsniveau, et sundere liv og en længere middellevetid: vækst og foretagsomhed.
Alt er godt – eller er det? Ikke helt, for der er flere mørke skyer på himlen. Tænk bare på de alt for store kvælstofudledninger til vandmiljøet, jordforurening, drivhusgasser, antibiotikaresistens – for bare at nævne nogle få velkendte udfordringer.
Debatindlæg kan sendes til [email protected]
Jeg vil her gå lidt i dybden med den ret betydelige udfordring, der ligger lige for vores fødder – ja, faktisk lige under dem. Jeg tænker naturligvis her på jordforening og oprensning efter fortidens skødesløse omgang med gift og restprodukter, og hvor der med nutidsbriller har været udvist en grim kombination af manglende eller begrænset indsigt og lukkede øjne for konsekvenserne.
Forurenede grunde
Regeringen vil som bekendt nedlægge regionerne, og nogle opgaver, herunder ansvaret for jordforurening, skal overflyttes til staten.
Vi skal ikke efterlade regningen til de kommende generationer, for regningen bliver forventeligt kun større over tid
Thomas Barfoed
Næstformand i KTC
Er det godt eller skidt? Det er ikke det afgørende spørgsmål for mig.
Uanset hvor opgaven placeres, er det vigtigt, at opgaven forankres og varetages af mennesker, der har indsigt og kompetencer, at opgaven opprioriteres økonomisk, og at det er folk, som er åbne over for en smidig og løbende dialog med kommunerne, fordi det er kommunerne, der har den direkte dialog med de private parter, som hver dag er afhængige af vores myndighedsbehandling i form af lokalplaner, byggetilladelser og § 8-tilladelser.
Danmark har mere 30.000 V1- eller V2-kortlagte grunde, hvor man enten mistænker eller ved, at der findes forurening. Dertil kommer de forureninger, som vi slet ikke kender – og det kan være mange.
I enhver dansk kommune findes sådanne grunde – og de skaber problemer, medfører enorme omkostninger ved for eksempel byggeri og skaber utryghed, især i forhold til grundvandet. Og er man så uheldig at være grundejer på en sådan ejendom, sidder man i saksen, for grunden kan være usælgelig, og omvendt kan der gå årtier inden en offentlig oprensning prioriteres.
Hvem betaler regningen?
Blandt de mange kortlagte grunde findes de såkaldte generationsforureninger – heraf den indledningsvise arveanalogi – hvor såvel omkostninger som forureningsgrad er meget store: Høfte 42, Grindsted, Collstrupgrunden, for bare at nævne nogle få velkendte forureninger.
Den økonomiske ramme til at håndtere jordforening i Danmark er bekymrende lille. Under 500 millioner kroner årligt. Regeringen arbejder for at finde yderligere en halv milliard, 50 millioner årligt, som frem mod 2030 skal øremærkes generationsforureningerne. Den samlede budgetramme rækker slet, slet ikke. En fordobling af det årlige budget kunne være et godt bud på en mere passende prioritering.
I skal i gang med at håndtere de mange større og mindre foreninger – og det kan ske på mange måder, men én ting er sikkert: Der er ikke brug for de spekulative kroner, som man glad og fro udsteder i Finansministeriet.
Kroner, der findes ved såkaldte effektiviseringer og strukturelle tiltag – nej, der er brug for rigtige penge, der skal forvaltes af indsigtsfulde medarbejdere, og som skal ud og arbejde og dermed sikre, at vi anno 2019 rent faktisk tager jordforurening alvorligt, prioriterer fordyrende afværgeforanstaltninger, oprydning og oprensning.
Vi skal ikke efterlade regningen til de kommende generationer, for regningen bliver forventeligt kun større over tid – men vi skal være den generation, der for alvor tog fat på opgaven. Det er vel ikke svært at være enig, vel?