Lektor: Vores demokrati har spillet fallit, hvis der ikke er plads til Theresa Scavenius i dansk politik

Hvis det er den slags primitive socialpsykologiske mekanismer, der hersker i demokratiets højborg, så har Scavenius en pointe, når hun påstår, at Folketinget ikke fungerer, som det er tænkt.

Nu har hun i de grønnes principprogram uddybet påstanden ved at pege på, at man ikke længere kan gå ud fra, at der eksisterer nogen reel opposition til regeringen; Da oppositionspartierne i 71 til 94 procent af tilfældene stemmer sammen med regeringen uden substantiel debat.

Dertil kommer, at folketingsmedlemmerne ikke tænker selv, men stemmer ud fra partidisciplin, samt at en stor del af lovforslagene er underlagt forlig og derfor gennemføres uden reel demokratisk behandling.

Samlet betyder det, at magten er centreret på meget få hænder, hvilket – kombineret med, at det er en økonomisk logik, der styrer statens institutioner – gør det vanskeligt at genfinde de demokratiske principper, som vores folkestyre bygger på, når man betragter den politiske virkelighed.

Kommentatorer er kartelpartiernes forlængede arm

For at forstå dybden i det problem, Scavenius peger på, skal hendes sag ses i lyset af den strukturelle forandring, som de politiske partier har gennemgået, og som politologerne Richard Katz og Peter Mair har analyseret.

Ifølge forskerne er de traditionelle massepartier gradvist blevet omlagt til det, de kalder "kartelpartier".

Set udefra, som borger og vælger, virker det skingert, at det er den principfaste Scavenius, der dømmes uegnet til politik.

Jørn Bjerre
Lektor, Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet

Det vil sige partier, der i stigende grad samarbejder på tværs af politiske skillelinjer for at beskytte deres egne interesser snarere end for at repræsentere deres respektive vælgere.

Konsekvensen af dette er, skriver forskerne, at politik udvikler sig til noget, der minder om et teknokrati, hvor kartelpartierne samarbejder om at holde på magten – og om at holde politiske udfordrere ude, hvis disse udfordrer kartellets modus operandi.

Er det ikke præcis, hvad Scavenius gør?

På denne baggrund bliver det særligt vigtigt at sikre, at de etablerede kommentatorer ikke – bevidst eller ubevidst – kommer til at agere som kartelpartiernes forlængede arm, når de dømmer politiske nykommere uegnede til politik, hvis de står fast på demokratiets principper.

Scavenius italesætte nødvendig debat

Set udefra – som borger og vælger – virker det skingert, at det er den principfaste Scavenius, der dømmes uegnet til politik, og ikke de principløse, der søger magten for enhver pris.

Jeg tror, at vi alle – og særligt de politiske kommentatorer – bør lytte indgående til, hvad Scavenius har på hjerte. For tænker man sig om, er mislyden i det, hun påpeger, betragtelig.

Der er noget galt, hvis det er den, der sætter problemer under debat, der betragtes som uegnet, og ikke de mange usynlige MF'ere, der, som flokdyr, gør og siger, hvad de får besked på.

Der er noget galt, når det er den politiker, der får den kolde skulder, og ikke den kultur, som virker ved eksklusion og andre primitive socialpsykologiske mekanismer, der dømmes ude af kommentatorerne.

Der er noget galt, hvis man i kampen for åndsfrihed, ligeværd og demokrati skal acceptere en social praksis på Borgen, hvor gamle han- og hunelefanter dominerer flokken ved at pisse territoriet af.

Scavenius har en sag.

Jørn Bjerre
Lektor, Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet

Det kan godt være, at det er realisme at sige, at man er nødt til at acceptere, at den kolde skulders politik råder på Borgen.

Men for få år siden var det også realisme at sige, at man var nødt til at acceptere en varm hånd på låret, hvis man ville sidde med ved bordet.

Scavenius har en sag, hun mangler blot det magiske ord som #MeToo, der kan åbne den indforståethedens tryllekreds, som hun er oppe imod. Finder hun det, vil virkeligheden pludselig vise sig at være en helt anden end den, som kommentatorerne tager for givet.

Selvfølgelig er man nødt til at være pragmatisk på den politiske midte, så enderne kan mødes. Men det er fra fløjene, forandringen kommer. Når der er brug for Scavenius i dansk politik, er det, fordi hun med hele sit væsen peger på et grundlæggende problem i den måde, vores folkestyre fungerer på.

I stedet for at gøre det til et problem, at Scavenius ikke går i ét med tapetet, bør kommentatorerne overveje med Scavenius, hvorvidt det er tid til at retapetsere.