Professor: Historisk klimadom over Shell vil trække spor til Danmark

Så skete det igen. En domstol fælder dom over indsatsen mod klimaforandringer. En distriktsdomstol i Haag har 26. maj 2021 dømt Shell-gruppens moderselskab, Royal Dutch Shell PLC, til inden 2030 at reducere sin drivhusgasudledning med 45 procent i forhold til 2019.

Shell-gruppen med hovedsæde i Haag er én af verdens største producenter og leverandører af fossile brændsler og dermed også massivt involveret i udledning af CO2. Netop i dén egenskab blev Shell sagsøgt af en række miljø- og menneskeretsorganisationer.

Sagen kan ses i sammenhæng med Paris-aftalen indgået på COP21 i december 2015, hvor de 196 medlemslande i FN’s klimakonvention forpligtede sig til nationale reduktioner i drivhusgasudledningen.

EU har samlet lovet en 40 procent-reduktion i 2030 sammenholdt med 1990.

Målet er at begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 grader sammenlignet med niveauet før den industrielle tidsalder.

Når det gælder klimapolitik, har domstole før været på banen.

Stater på anklagebænken
I 2015 kom en domstol i Haag til det resultat, at Holland skulle reducere udledningen af drivhusgasser af hensyn til beskyttelse af landet mod klimaforandringer. Dommen blev stadfæstet af en appeldomstol i 2018.

Angiveligt skulle Haag-dommen være den første, hvor en stat blev dømt for ikke at gøre nok på klimaområdet.

I mellemtiden er Frankrig af landets øverste forvaltningsdomstol blevet pålagt at udarbejde en konkret handleplan for reduktion af drivhusgasudledninger. I 2021 fandt forfatningsdomstolen i Karlsruhe elementer i klimalovgivningen utilstrækkelige, set i forhold til den tyske grundlovs § 20a om beskyttelse af fremtidige generationers livsgrundlag.

Angiveligt skulle Haag-dommen være den første, hvor en stat blev dømt for ikke at gøre nok på klimaområdet.

Bent Ole Gram Mortensen
Professor, Juridisk Institut, Syddansk Universitet

I modsat retning trækker en norsk højesteretssag fra 2020, hvorefter udbud af olieefterforskningslicenser i Barentshavet ikke var i strid med den norske grundlovs § 112. Det fandtes ikke bevist, at det norske parlament groft havde tilsidesat det hensyn.

I den seneste dom fra Haag er det imidlertid ikke en stat, men en virksomhed, der var sagsøgt – Royal Dutch Shell. Domstolen ender med at forpligte Shell-gruppen til i 2030 at have reduceret sin drivhusgasudledning med 45 procent i forhold til 2019-tallene.

Det må siges at være en interessant dom. Hvordan hænger det sammen?

I hollandsk ret findes en uskreven ”omsorgspligt”, også kaldet "zorgvuldigheidsnorm". Den pålægger borgere og virksomheder at optræde ansvarligt, så farlige situationer kan undgås. Hollandske domstole har tidligere benyttet den bestemmelse til at gøre en café-ejer erstatningsansvarlig for et åbenstående kældervindue, der medførte et brækket ben.

Omsorgspligt gælder også klimaforhold

Domstolen finder også denne omsorgspligt anvendelig på klimaforhold.

I omsorgspligten indfortolker domstolen menneskerettighederne og fastslår, at klimaforandringerne truer menneskerettighederne . Soft law-agtige dokumenter, især FN's retningslinjer for menneskerettigheder og erhvervsliv inddrages også, selvom de på ingen måder er udtryk for bindende regler.

Det overraskende er her, at en erhvervsvirksomhed på baggrund af internationale vejledninger og internationale aftaler mellem stater pålægges en konkret handlepligt. Den hænges ganske vist op på denne omsorgspligt.

Men det er trods alt en meget indgribende handlepligt at hænge op på et sådant princip, især når lovgivningsmagten i Holland ikke selv har valgt at udmønte Hollands internationale forpligtelser på den måde.

Det er bestemt ikke et uangribeligt synspunkt, uanset om det handler om klima eller andre politikområder end klima, eksempelvis sundhed, biodiversitet med videre. Der kan argumenteres for, at udmøntningen af internationale forpligtelser hører under nationalstaternes kompetence.

Er det ikke det hollandske parlament, der med dets demokratiske mandat skal fastlægge, hvorledes den hollandske stats internationale forpligtelser skal implementeres i national lovgivning, og hvorledes virksomheder og borgere i Holland skal agere?

Sagen bliver dermed meget principiel, og en anke vil ikke være overraskende.

Vil vi så se flere retssager i Danmark om eksempelvis klimaforhold?

En international trend 
Det er højst tænkeligt. De ovennævnte sager fra Vesteuropa står ikke alene. Der er tale om en international trend med hundredvis af retssager. Og i Danmark har vi i forvejen miljøorganisationer, der ikke viger tilbage for at indklage myndighedsbeslutninger for de klagenævn, der i Danmark klarer mange af de sagstyder, der i andre lande havner ved domstole.

I den danske grundlov findes der som i den norske og andre forfatninger ikke nogen ”miljøbeskyttelse”. Om det i sig selv kan få miljøorganisationer til at afholde sig fra lignende søgsmål er dog tvivlsomt. Danmark har tiltrådt mange af de samme internationale forpligtelser som for eksempel Holland.

Om resultatet ville blive det samme er en ganske anden sag.

Mens domstolsafgørelserne verden over er spændende for en jurist, indebærer de i praksis problemer. Hvordan håndhæves en dom om mangelfuld klimapolitik overfor et parlament?

Bent Ole Gram Mortensen
Professor, Juridisk Institut, Syddansk Universitet

Ved danske domstole nyder Folketingets demokratiske mandat stor agtelse.

Måske så meget, at man med Viggo Hørups ord fra forfatningskampens tid tænker, at "Folketinget er den højeste Myndighed, der har ingen over sig og ingen ved siden af sig."

Umiddelbart finder jeg det derfor mindre sandsynligt, at en dansk domstol på den måde ville overtage udmøntningen af Danmarks internationale forpligtelser og pålægge landets virksomheder konkrete handleforpligtelser udelukkende med hjemmel i vage principper. 

Mens domstolsafgørelserne verden over er spændende for en jurist, så indebærer de dog i praksis problemer. Hvordan håndhæves en dom om mangelfuld klimapolitik overfor et parlament?

Men dommene giver genlyd og presseomtale, og det antages, af de mange retssager i virkeligheden er udtryk for manglende lydhørhed fra politikernes side.

Måske vil disse sager mest af alt animere regeringer til at fokusere mere på at leve op til de internationale aftaler, de selv har indgået.