Søren Pind er ny formand for Biogas Danmark
Tidligere folketingspolitiker og minister for Venstre, Søren Pind, overtager formandsposten for Biogas Danmark fra Henrik Høegh, der også er tidligere Venstre-profil og minister.
Frida Flinch
JournalistDen erfarne Venstre-mand Søren Pind skal være Biogas Danmarks nye formand.
Det oplyser organisationen i en pressemeddelelse, efter det tidligere på dagen blev afgjort på en ekstraordinær generalforsamling på Axelborg i København.
"Jeg er stolt over at få muligheden for at stå i spidsen for en energikilde, som spiller en central rolle for de danske klimareduktionsmål, men også gør sit til at sikre en uafhængighed af russisk gas, som er helt afgørende sikkerhedspolitisk. Ikke bare for Danmark men for hele EU, hvor efterspørgslen efter såvel dansk biogas som teknologi er stor," lyder det fra Søren Pind.
Jeg er stolt over at få muligheden for at stå i spidsen for en energikilde, som spiller en central rolle for de danske klimareduktionsmål.
Søren Pind
Fhv. folketingsmedlem
Den erfarne politiker har siddet på en række ministerposter. På listen kan han blandt andet skrive justitsminister samt uddannelses- og forskningsminister.
Efter mere end ti år som folketingsmedlem for Venstre, valgte han i foråret 2018 at stoppe i dansk politik.
"Jeg føler mig tømt. Jeg har kæmpet med hver en fiber i min krop for dét, jeg troede på i alle år. Jeg har brugt enorme kræfter på det, og jeg mangler den sidste sultne energi," udtalte han dengang til Berlingske.
Efter sin afsked med dansk politik har han været bestyrelsesformand for Danish Cyber Defence og fast skribent for Berlingske.
Med sin nye formandspost vil Søren Pind sikre en energiforsyning, der er uafhængig af russisk gas, og som også skal kunne eksporteres til resten af Europa.
Selvom Danmark klarer sig godt på biogasområdet, så mener Søren Pind, at der er massere at tage fat på. Han peger blandt andet på, at der ikke er kommet nye anlæg i drift siden 2022, og at der gemmer sig et større energi potentiale i forhold til byernes madaffald og landbrugets restprodukter.
Men en af opgaverne på listen for den nye formand, er at give en besked til danskerne.
"Der ligger en stor opgave i at fortælle danskerne, at biogas og brint er de eneste CO2-neutrale, grønne gasser, og så kan biogassen endda lagres i de eksisterende gaslagre og udnyttes på en vindstille gråvejrsdag," siger han.
Søren Pind overtager posten fra den tidligere formand Henrik Høegh, der har siddet på posten siden 2018.
Henrik Høegh er ligesom Søren Pind siddet i Folketinget for Venstre i en årrække. Fra 2010 til 2011 var han Danmarks fødevareminister.