SF: Vi skal holde fast på vores velfærdsmedarbejdere for at holde sammen på København

København står med et akut problem. Og hvis vi ikke gør noget nu, er vores velfærd i fare for at smuldre.

Vores smukke blandede by er ved at blive revet midt over af økonomisk skævvridning, et ubarmhjertigt boligmarked og en politisk underprioritering, som har ladet København blive de riges legeplads. Og det er uansvarligt at lade legen fortsætte.

Vi mangler desperat hænder - mennesker - til at passe på vores børn, vores ældre og vores syge. Hvis vi ikke handler nu, kan København ikke længere levere den velfærd og den omsorg som vores borgere fortjener. Og det er altså ikke just sjovt at sidde på Bispebjerg, når alle sygeplejerskerne er flyttet væk, og har fået arbejde i Roskilde og i Holbæk.

Og hvad kan vi gøre for at velfærdshænderne bliver i København? Det skal man ikke snakke længe med en sygeplejerske, sosu eller pædagog for at finde ud af: vi kan starte med at sætte lønnen op.

Velfærdshænderne flytter

I Danmark er København suverænt den dyreste by at bo og leve i. Og det presser de grupper af mennesker, som tjener mindst, ud af byen.

Blandt mange af dem er de mennesker, som hver dag leverer de absolutte kerneydelser i vores velfærdssamfund. Som tager sig af dit eller dine forældres helbred, eller tager dig i hånden som barn og fortæller dig at, verden er stor og mangfoldig, og at 2 + 2 er 4.

Hvis vi skal lave om på det, er der brug for flere og billigere boliger, som de mennesker, der leverer vores kernevelfærd, skal stå først i køen til, samt en lønprioritering, som afspejler levevilkårene det sted, de bor.

Vores velfærdshænder - blandt andet de pædagogiske assistenter, sygeplejersker, lærere og sosu’er, fortjener bedre. At prioritere disse faggrupper handler både om at tage vores kommunale velfærd seriøst, og lade løn afspejle de omgivelser, den bliver tjent i, men også om ikke at underprioritere dem, der passer vores børn eller drager omsorg for vores ældre.

Du skal kunne bo, arbejde og have et familieliv samme sted. Og det er der mange af de borgere, vi står og desperat mangler, som ikke kan i København i dag.

Sisse Marie Welling (SF)
Sundheds- og omsorgsborgmester

Alt for mange af vores sygeplejersker, sosu’er og pædagoger, som plejede at bo i København, er flyttet til omegnskommunerne, hvor der er bedre plads, og hvor du ikke ender med at bo to voksne og to børn i en toværelseslejlighed. Og hvis de har valgt at beholde deres arbejde her i København, kan det nye pendlerliv betyde både mindre fleksibilitet og mere pres, samt mindre tid sammen med familien derhjemme.

Lønnen skal op

København må og skal kunne rumme, at de, som gerne vil, kan skabe sig et helstøbt liv i byen, uden timevis af pendling. Du skal kunne bo, arbejde og have et familieliv samme sted. Og det er der mange af de borgere, vi står og desperat mangler, som ikke kan i København i dag.

Vi skal sætte lønnen op i velfærden, og vi skal sørge for, at de faggrupper, vores by mangler, og som bidrager med allermest værdi, kommer først i boligkøen.

Det skal være mere attraktivt at være en del af de Københavnske velfærdshænder - for vores allesammens skyld. Der er ingen ansatte, der bør løbe så stærkt, som mange sygeplejersker eksempelvis gør lige nu, og vi andre borgere bør ikke blive behandlet af en træt og stresset sygeplejerske. Det er vigtigt for fællesskabet og sammenhængen, at der kommer ro på.

Til årets budget gik jeg - med SF København i ryggen - ind med et ønske om at sikre et tillæg på 1.000 kroner om måneden til tre af de store kernevelfærdsfaggrupper; sosu’er, sygeplejersker og pædagoger.

Vi skal sætte lønnen op i velfærden, og vi skal sørge for, at de faggrupper vores by mangler og som bidrager med allermest værdi kommer først i boligkøen.

Sisse Marie Welling (SF)
Sundheds- og omsorgsborgmester

Vi kunne ikke kæmpe os til 1.000 kroner til den enkelte, men vi fik sikret 300 millioner kroner til fælles. Det er penge, som kan gøre en mærkbar og reel forskel i hverdagen. Hvis de faglige organisationer holder fast, når pengene skal fordeles, tror jeg på, at vi kan få sikret tillæg, løftet lønninger og hentet flere varme hænder til københavnerne.

Når det er sagt og fejret, er problemet selvfølgelig ikke løst med løn alene. Men hvis vi kan sørge for, at vi - lønningsmæssigt - er et reelt og attraktivt alternativ til at flytte fra byen, står vi meget stærkere i arbejdet med skrantende normeringer, hullede vagtskemaer og dårlige arbejdsvilkår.

Når vi holder fast på vores velfærdsmedarbejdere, holder vi sammen på København.