Har dansk sportspresse glemt magtkritikken?

Det store problem er også, at medierne ikke i tilstrækkeligt omfang kritisk dækker den enorme samfundsmæssige betydning, som sport har.

Vi har netop været igennem en stor sportssommer med EM i fodbold, Tour de France og OL som de helt store begivenheder. Derfor har det også for mig været en stor politisk sommer; for sport og politik hænger uløseligt sammen.

Det kan vi blandt andet se på de mange politikere, der har været til stede til begivenhederne, eller har været meget aktive som resultatformidlere på sociale medier.

De var nærmest først med nyheden, og jeg kunne mange dage nøjes med at tjekke X for at være opdateret på begivenhederne, hvad enten det var live fra en fodboldkamp, et udbrud på et fransk bjerg eller stillingen i badminton midt i andet sæt.  

Men hvorfor er dækningen af sport ren lovprisning og mikrofonholderi? Måske er det lidt ligesom, når SoMe flyder over med vinterbilleder, så snart den første sne falder – ren og skær naiv begejstring? Det tror jeg ikke.

Jeg synes, det er et udtryk for, at sportsbegivenheder også har en politisk rolle, når sportsbegivenheder rammer nationalismen ind på en rolig og folkelig måde. Derfor skal dette heller ikke læses som en kritik af, hvad jeg tror er oprigtig begejstring. Politikere er mennesker ligesom alle os andre.

OL og EM var denne gang ikke i skudlinjen for debatten om værtskabet i Danmark.

Men i Tyskland blev (fra)valget af stadions i øst en illustration af, at genforeningen af det delte Tyskland fortsat er et politisk spørgsmål. Macron brugte også OL som et pusterum fra de politiske trakasserier, mens at de store offentlige milliardinvesteringer i rent konkurrencevand i Seinen også smagte ret meget af politik.

Der har også været kritisk journalistik i den danske sportssommer. Heldigvis for Danmarks Rideforbund var den ene dressurrytter ikke udtaget som følge af en sag om mishandling af konkurrencehesten.

Men det er alene et spørgsmål for forbundet at håndtere, lyder det fra politikerne. ”What?” tænkte jeg – er det de samme politikere, der normalt ikke er sene til at kræve handling? Men nu drejede det sig bare om en medaljevindende sportsgren.

Fødevareminister, Jacob Jensen (V), har efterfølgende haft Rideforbundet til en samtale. Dressurkonkurrencerne er eksemplet, der bliver ved med at give. For DR lod en af de danske rytteres private veninde dække begivenheden.

I alle andre sektorer i landet står politikerne nærmest i kø for at blande sig, når der er kritiske sager i medierne. Men sporten er åbenbart anderledes.

Jesper Olsen
Formand, Transparency International Danmark

Stop så, Jesper. Nu har vi det lige så hyggeligt. Sølv til Danmark. Så kan vi tale om dyrevelfærd, når vi kommer hjem.

Et andet eksempel er det relativt lave antal OL-medaljer. Den slags kommer ikke af sig selv. Og mens nogen synes, der skal sættes flere midler af, var der også straks stemmer der mente, at de 50 millioner kroner, som kommunerne bruger på elitefaciliteter, var bedre brugt på velfærd i en tid, hvor der spares på ældreplejen.

Men hvorfor gælder der andre krav til kritisk dækning af sport og idræt? Ansvaret hviler ikke udelukkende på mediebossernes skuldre. Politikerne bærer også en del af ansvaret for denne kultur.

For eksempel var kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) ude og kalde kritikken af daværende landstræner for herrelandsholdet i fodbold, Kasper Hjulmand, ”for hård”. Der var også grænser for hvor kritiske medier, fodboldeksperterne og fans kan være, måtte man forstå på vores kulturminister.

I alle andre sektorer i landet står politikerne nærmest i kø for at blande sig, når der er kritiske sager i medierne. Men sporten er åbenbart anderledes.

Jeg oplevede selv sportens særstatus i 2021, da jeg i medierne satte spørgsmålstegn ved landstrænerens manglende åbenhed i en sag om mulige egne økonomiske interesser. Modstanden på sociale medier var langt større, end når jeg kritiserer eksempelvis politikere for det samme.

Jeg kender nok idrætsledere og sportsjournalister til at være betrygget i, at der i idrætsverdenen er et klart ønske om at udleve gode værdier, der hører til i et demokratisk samfund. Så når jeg stempler ind i denne debat, handler det også om mediernes dækningen af de vilkår, beslutninger og strukturer, som de agerer i og som sætter rammen for sporten.

Her har danske medier og chefredaktører en vigtig rolle. Min opfordring er klar. Opprioritér sportsredaktionerne, med henblik på at journalisterne får bedre mulighed for at dække de erhvervsmæssige vilkår og politiske interesser i sporten gennem kritisk presse.

Men hvorfor kan man ikke blot overlade det til erhvervsjournalisterne og den politiske redaktion? Fordi rigtig god journalistik handler om, at man har faglig indsigt og et godt kildenetværk.

Det får man kun ved at beskæftige sig med området – og dække det, der også er substansen – nemlig det rent sportslige.

Det er ved at pleje omgang med udøvere, trænere og ledere, at man får indsigten og kilderne – og dermed også de strukturelle historier, der er vigtige at få fortalt. 

Jeg har i flere sammenhænge sagt, at et af de fag jeg beundrer er sportsjournalisterne. For de skal på en og samme tid, kunne stille ’hvad følte du i øjeblikket spørgsmålet’, for samtidig at kunne holde en fagligt funderet kritisk distance, der er meget mere end at holde mikrofonen for de kritiske eksperter, der er en del af underholdningen i op- og nedtakten til en fodboldkamp i Superligaen.

Men den politiske betydning og ikke mindst de økonomiske interesser, der er i de store publikumsstærke sportsgrene gør, at man bør bruge mere tid på at dække det.

Måske ligger en af udfordringerne i, at der på sportsområdet ikke er de samme vandtætte skodder mellem annonceafdelingen og redaktionerne, som man ellers påberåber sig på publicistiske medier.

Rettighederne er simpelthen for dyre. Men magt er magt uanset, hvilken sektor det drejer sig om. Og magt skal holdes til ansvar. Også af den fjerde statsmagt.