Ny temadebat: Bør dansk idræt tage ansvar for eksplosionen af unge mænd, der bliver ludomaner?
Spilafhængighed er ved at udvikle sig til en folkesygdom. Samtidig er dansk idræt tæt sammenfiltret med spilindustrien. Derfor starter Altinget Idræt nu en debat om, hvilket ansvar idrætten har for at vende udviklingen.
Ida Elmdal Thagesen
PodcastredaktørDe seneste år er der sket en fordobling i antallet af ludomaner i Danmark. Det anslås, at der i dag er op mod en halv million, der er afhængige af at spille. De fleste er unge mænd, som mistrives og forgældes.
"Tallene viser tydeligt, at vi skal gøre endnu mere for at bekæmpe spilafhængighed. Jeg vil derfor drøfte nye initiativer på spilområdet med Folketingets partier senere på året, så vi kan få vendt udviklingen,” siger skatteminister Jeppe Bruus (S).
I Danmark er spilindustrien tæt sammenfiltret med dansk idræt. Eksempelvis kan du på statsejede Danske Spils hjemmeside finde svar på "hvem der vinder, hver gang du taber". Det er blandt andet Dansk Idrætsforbund (DIF) og DGI, som næste år modtager hhv. 320 millioner og 297 millioner af Danske Spils overskud.