Tidligere elitegymnast: Problemerne opstår, når de svulmende biceps ikke skal bruges til noget

Et toptunet muskulært stillads

Når jeg på opfordring er blevet bedt om at deltage i Altingets temadebat om unge mænds kropsidealer, så skyldes det primært, at jeg igennem mange år har befundet mig i inderkredsen af dansk elitegymnastik; både som gymnast og senere som træner. I den forbindelse har jeg oplevet, at der er kommet, og det gælder i særdeleshed for unge herregymnasters vedkommende, et større fokus på deres fysik.

Dette større fokus har sin logiske årsag; Gymnastiksporten (teamgym) er blevet en sport, hvor de færdigheder, som gymnasterne skal mestre for at befinde sig i toppen af deres sport (herunder blandt andet landshold og/eller Verdensholdet) nu kræver en langt stærkere fysik end tidligere, hvis gymnasterne skal kunne holde til at dyrke sporten.

Det er ikke ualmindeligt, at en mandlig team-gymnast på eliteniveau i disciplinen minitrampolin kan præstere tredobbelt kuperet salto med 2.5 skruebevægelse. Sådan et trampolinspring af absolut højeste sværhedsgrad (og ”risikograd”) kræver et toptunet muskulært stillads, hvis gymnasten skal kunne lave de mange, mange repetitioner af springet, som det kræves, førend springet er automatiseret og klar til konkurrence.

Af den grund bruger mandlige gymnaster nu væsentligt flere timer ugentligt på hård og tung styrketræning end generationerne før; Det er kun godt. Sporten kræver det, og så må gymnasten ”adlyde”, hvis denne vil forblive på elieniveau. Spørgsmålet er så nu, om det øgede fokus på de mandlige gymnasters fysik har skabt en ændring i gymnasternes kropsidealer. Sådan et spørgsmål kræver jo en kvalitativ undersøgelse, og denne har jeg ikke udarbejdet, men jeg har dog et muligt bud på et svar, og det lyder: Ja, mon ikke der er sket en ændring i de mandlige gymnasters kropsideal.

Biceps og vaskebræt

Spørgsmålet, der nu rejser sig, er så; Jamen, er denne ændring noget, vi skal være bekymrede for? Ikke i min optik.

Idealet for en mandlig elitegymnast må være den stærke krop, der sådan set ikke altid oversættes til en overdreven muskuløs krop. Så længe gymnasten er fysisk stærk, så er der altså intet officielt krav om hverken vaskebræt eller biceps på størrelse med Brøndby station.

Så længe gymnasten er fysisk stærk, så er der altså intet officielt krav om hverken vaskebræt eller biceps på størrelse med Brøndby station.

Rasmus Fristed Jensen
Tidligere elitegymnast

En ”uheldig” konsekvens af den tunge styrketræning er, at mange af de mandlige gymnaster efterhånden ligner fitness-modeller, og det er der jo intet galt med. I min optik er der først noget galt med idealet om den muskuløse krop, hvis denne kropstype bliver målet i sig selv. Og der er måske i vores senmoderne samfund en uheldig tendens til at mange unge mænd har dette og i min optik let åndsfattige mål.

Kroppen skal bruges til noget og ikke blot være noget i sig selv. Du må selvfølgelig gerne forme din krop, som du gerne vil; Dertil er jeg temmelig liberal i min anskuelse. Jeg mener bare ikke, at dyrkelsen af kroppen udelukkende som et græsk tempel kan stå alene.

Send sønnike til springgymanstik

Gymnasten træner sin krop, så han kan modstå den massive belastning; Den unge fitness-gut, der blot ønsker store muller og gerne i en steroide-fart, har intet andet mål med sin træning end ”at komme til at se godt ud”; Og det mål kan ikke være sundt. I hvert fald ikke i længden.

Der skal andet og mere til. Og som samfund bør vi, og her lægger jeg mig igen op ad Niels Ulrik Sørensens argumentation, være opmærksomme på disse unge mænd og deres opfattelse af, hvad der definerer en ideel krop; Om det skal være fra politisk side, er jeg mindre overbevist om.

En sund forældre-samtale kan også være en vej at gå. Hjælper den ikke, så foreslår jeg, at man sender sønnike til springgymnastik, hvor han kan lære, at kroppen kan bruges til noget sejt og ikke blot være noget sejt.