Debat

2030-panelet og Folketingets 2030-netværk: Dan Jørgensen bør vise vejen til ansvarligt forbrug og affaldsproduktion

Danskernes forbrug og affaldsproduktion stiger fortsat, og det har konsekvenser for vores egen og andre landes evne til at leve op til FN's verdensmål, skriver Sara Krüger Falk og Marianne Bigum og efterspørger konkrete visioner fra den ansvarlige minister.

Hvordan ser Dan Jørgensen og den flertalsregering, han er en del af, de reformer, der skal til, for at vi kan overlevere en verden, vi kan være bekendt over for kommende generationer, spørger Sara Krüger Falk og Marianne Bigum (SF).
Hvordan ser Dan Jørgensen og den flertalsregering, han er en del af, de reformer, der skal til, for at vi kan overlevere en verden, vi kan være bekendt over for kommende generationer, spørger Sara Krüger Falk og Marianne Bigum (SF).Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Sara Krüger Falk
Marianne Bigum
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

"Getting to Denmark" er et begreb, som Stanfordprofessor og forfatter Francis Fukuyama introducerede for nogle år tilbage.

Et begreb som står for et stabilt, velstående og fredeligt demokrati.

Et sted, som andre nationer burde stræbe efter at kopiere. Et foregangsland.

Sådan har andre lande forstået os, og sådan har danske politikere i udbredt grad italesat os. Ikke mindst på velfærdsområdet, på klima- og miljøområdet og i forhold til at leve op til FN's 17 Verdensmål.

Men kigger man nærmere på, hvordan det egentlig står til, er vi ikke helt så grønne, som andre og vi selv ofte går og tror. 

Hvordan ser Dan Jørgensen og den flertalsregering, han er en del af, de reformer, der skal til, for at vi kan overlevere en verden, vi kan være bekendt over for kommende generationer?

Sara Krüger Falk og Marianne Bigum
Formand for hhv. 2030-panelet og Folketingets 2030-netværk

En ny rapport fra 2030-panelet, baseret på tal fra Danmarks Statistik, peger på flere områder, hvor der er brug for at stramme op, hvis Danmark skal leve op til Verdensmålene, som vi har forpligtet os til. Og der er mere end nogensinde brug for en regering, der holder fast og går forrest.   

Stigende affaldsproduktion

2030-panelets Verdensmålsrapport giver en status på mål 12 om ansvarligt forbrug og produktion, hvor Danmark har markante udfordringer, samt på de fire verdensmål, som FN rettede særlig fokus på i 2023 – mål seks om rent vand og sanitet, mål syv om bæredygtig energi, mål ni om industri, innovation og infrastruktur og mål 11 om bæredygtige byer og lokalsamfund.

Når det gælder mål 12 om ansvarligt forbrug og produktion er "Getting to Denmark" ikke en attraktiv sti.

Allerede 16. marts i år havde vi her i landet forbrugt de ressourcer, som jorden kunne nå at gendanne på et år.

Det er 12 dage tidligere end sidste år. Hvis alle forbrugte som danskerne, havde vi brug for 4,8 jordkloder.

Læs også

Rapporten viser desuden, at bortset fra et lille fald i affaldsproduktionen fra husholdningerne, er affaldsproduktionen støt stigende i alle brancher. Det samme er forbruget af pap- og papiremballage, hvor vi forbruger, hvad der svarer til 188 kilo om året per dansker.

188 kilo som bare ender direkte i skraldespanden.

Vi skal bruge vores ressourcer bedre

Det træk, som vi i Danmark udøver på jordens ressourcer, er alt for højt, og har ikke bare konsekvenser her i landet, men også for andre landes muligheder for at indfri deres verdensmål.

Vores forbrug fører blandt andet til afskovning og CO2-udledning i det globale syd. Og udviklingen i vores forbrug går overordnet i den forkerte retning.

Det samme gælder andre af de verdensmål, som rapporten dykker ned i.

Det rene drikkevand, som vi generelt tager for givet, er udfordret. Siden sidste måling i 2016 er der sket en firedobling af pesticider. Og andelen af drikkevandsboringer, der krævede en avanceret vandbehandling for at kunne blive kvalitetssikret, er steget.

Når det gælder målet om bæredygtig energi (mål syv) er der positive takter, i og med at andelen af vedvarende energi generelt er steget i både industrien og husholdningerne, men fortsat er transportsektoren, og særligt skibsfarten, storudleder af CO2. 

Læs også

2030-panelets Verdensmålsrapport blev lanceret ved en høring i Folketinget i starten af maj, hvor både 2030-panelets medlemmer og politikere fra Folketingets 2030-netværk efterspurgte en ny handlingsplan for verdensmålene fra regeringen.

For vi skal bruge vores ressourcer bedre, og det skal vi i en fart.

Men borgere, virksomheder, enkelte brancher eller sektorer kan ikke alene drive omstillingen. Der er brug for samarbejde og fælles retning, og her har vi brug for, at politikere og regeringen tager ansvar og viser vejen. Det er nødvendigt for kloden, miljøet, klimaet, men det er også snusfornuft og en fremtidssikret erhvervspolitik.

Regeringen mangler konkrete visioner

Den koordinerende minister for verdensmålene, Dan Jørgensen (S), bragte til høringen begrebet "Getting to Denmark" på banen. 

I en tid med krig og geopolitiske kriser, er det mere end nogensinde vigtigt at holde fast i de fælles globale visioner og mål om en bedre og mere bæredygtig verden. 

Sara Krüger Falk og Marianne Bigum
Formand for hhv. 2030-panelet og Folketingets 2030-netværk

Han understregede, at det i dag bruges som endemålet i udviklingspolitik, men pegede også på, at vi har en forpligtelse i Danmark til at udvikle løsninger på de områder, hvor vi hænger i bremsen. Løsninger som kan skaleres og kopieres af andre lande.  

I 2030-panelet og 2030-netværket er vi meget enige i ministerens udsagn. Men vi savner at høre, hvad han og regeringen har af konkrete visioner på området.

Hvordan ser Dan Jørgensen og den flertalsregering, han er en del af, de reformer, der skal til, for at vi kan overlevere en verden, vi kan være bekendt over for kommende generationer?

Hvilke modige, ambitiøse og langsigtede beslutninger vil regeringen sætte sig i spidsen for at træffe for at sikre ansvarligt forbrug og produktion?

Bæredygtig udvikling er ikke nice to have, men need to have. Og 2030 er lige om hjørnet.

I en tid med krig og geopolitiske kriser, er det mere end nogensinde vigtigt at holde fast i de fælles globale visioner og mål om en bedre og mere bæredygtig verden. 

Lad os få en dansk handlingsplan, der sætter retning for, hvordan vi i fællesskab kan arbejde for at indfri dem. Så "Getting to Denmark" fortsat kan være en attraktiv vision. Også for os, der bor her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sara Krüger Falk

Direktør, Global Compact Network Denmark, medlem af Rådet for Samfundsansvar og Verdensmål, formand, 2030-Panelet
Kandidat i International Development and Education (RUC, 2008) Master, Afrikastudier (KU 2006)

Marianne Bigum

MF (SF), formand for 2030-netværket, ordfører for bl.a. EU, global klimapolitik, natur og udvikling
cand.polyt. (DTU 2009), ph.d. (DTU 2014)

Dan Jørgensen

Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2004)

0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024