Det begyndte med Løkkes ferievideo fra Tenerife og sluttede i Loses forhandlingslokale. Venstre har med den grønne trepart løst sit største problem

Det fik daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen til at afbryde sin ferie på Tenerife, hvor han åbent udtrykte sin utilfredshed med landbruget.

Nogle dage senere skærpede hans miljø- og fødevareminister, Jakob Ellemann-Jensen, budskabet og truede nu landbruget med hård regulering:

"Man kommer til at levere på den her indsats, og det kommer man enten til at gøre ad frivillighedens vej eller også ad en ikke-frivillig vej," sagde han.

Begges udtalelser vakte harme i landbruget, der i forvejen havde følt sig rigeligt pressede siden 2008 og VK-regeringens 'Grøn Vækst'-plan.

Men det var, imens alt det her foregik, at det paradigmeskift, der skulle vise sig allermest alvorligt for landbruget og Venstre, satte i skred.

Først gradvist. Så pludseligt.

Venstres vej til klimaloven

Dagen efter Løkkes video, 13. februar 2019, overtog Enhedslisten nemlig Alternativets to år gamle mål om 70 procents reduktion af drivhusgasser i 2030.

I det store perspektiv er det mest bemærkelsesværdige ved treparten, at den er gledet fra handle om klima og CO2-afgift til at blive en omfattende naturaftale med milliarder af kroner til landbruget.

11 dage inde i valgkampen fire måneder senere, 18. maj 2019, kom Socialdemokratiet, som førte klart i meningsmålingerne på det her tidspunkt, med et udspil for 60 procents reduktion af CO2-udslippet.

Reduktionsmål, der ville betyde, at landbruget, der står for en tredjedel af al dansk CO2-udledning, uundgåeligt ville blive ramt.

Men for at skærpe den grønne profil yderligere gik Enhedslisten, Radikale, SF og Alternativet få dage senere sammen i en såkaldt klimapagt, der krævede en bindende klimalov med netop 70 procentsmålet.

Og under regeringsforhandlingerne 19. juni – en uge før S-regeringen tiltrådte – tilsluttede Mette Frederiksen sig pagten og projektet om en klimalov med 70 procents reduktion.

Det skabte en sneboldseffekt, hvor ingen – heller ikke Venstre – kunne holde til at være imod. Man kan ikke være sort, når vælgerne er grønne.

DI tilsluttede sig den nye regerings klimamål 16. september 2019. Dagen efter Konservative. To dage senere DF.

3. oktober blev det så Venstres tur. Løkke var blevet væltet som formand efter sit kiksede forsøg på at få en SV-regering, og Ellemann-Jensen havde taget over:

"Vi vil blive ved med at tage ansvar for klimaet. Vi skal blive ved med at være ambitiøse. Og Venstre støtter ambitionen om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030," sagde han i sin første formandstale på Folketingets talerstol.

To måneder senere satte han sin underskrift på klimaloven og dermed var de to spor – CO2 og kvælstof – nu lagt ned som centrale spor i dansk politik, og dermed som sprængladninger internt i Venstre.

Det indre grønne opgør i V

For som Løkke understregede i sin sidste tale i Venstre-regi – på landsmødet, 19. november 2019 – var nogen i Venstre "nødt til at forstå, at vores bagland i dag er andet og mere end medlemmerne, hvor vigtige vi end er alle sammen. For der er nogen, der er vigtigere end os".

De 'nogen' var "danskerne", som Løkke sagde. Og hans pointe var, at Venstre som partiorganisation, som medlemsforening, ikke lignede vælgerne i almindelighed. Og at det var stort problem for Venstres mulighed for at erobre regeringsmagten, hvis medlemmerne kom til at bestemme for meget over partiets politik.

Hvad han præcist mente med det, sagde han ikke. Men efter et folketingsvalg, som eksperterne døbte "klimavalget" er den grønne dagsorden og kritikken af landbruget, som han havde afbrudt sin ferie for at give mund og mæle, er et godt bud.

For som Altinget har vist, så er den helt store forskel på Venstre og resten af det danske samfund, at landbruget fylder utrolig meget i førstnævnte og næsten ingenting i sidstnævnte.

Det betyder, at landbruget udgør det, man kunne kalde en uundværlig minoritet i Venstres organisation – forsvandt landbruget fra Venstre, ville partiet kollapse.

Med andre ord pressede kvælstofproblemet og det, at folketingsgruppen og Venstres formand havde skrevet under på klimaloven (og dermed bundet sig til en CO2-afgift på landbruget), partiet ud i et internt opgør, der truede med helt at ødelægge partiet og fratage det sin historiske rolle som det store, borgerlige regerings- og magtparti og alternativ til Socialdemokratiet.

Klima og den grønne dagsorden vil være så heftigt konsensusbelagt, at det ikke længere kan være en selvstændig faktor for vælgernes kryds. 

Prisen for Venstre

Her fem år senere kan skaderne gøres op. Den grønne politik var mere end Venstres evne til at skabe enhed af sine indre fraktioner – by-Venstre, land-Venstre, højskole-Venstre og handelsskole-Venstre og alt, hvad det er blevet kaldt – kunne klare.

Inger Støjberg brød ud, Løkke brød ud, partiet led et historisk valgnederlag ved folketingsvalget i 2022. Et valgnederlag, der satte det grønne problem helt på spidsen. For efter en perlerække af klimaaftaler, inklusive en CO2-afgift på industrien i Mette Frederiksens første periode, stod det nu klart, at landbruget stod for tur.

Og valget havde ført til en situation, hvor den politiske magt var drevet mod venstre og væk fra de borgerlige. Venstre kunne enten tage ophold i en totalt sammenbrudt blå blok eller følge med magtens bevægelse og bremse venstrefløjens indflydelse. Ikke mindst på klimapolitikken.

Enten cementere klimapolitik som et rendyrket centrum-venstre-emne og selv medvirke til at skabe den politiske maskine, der ville give S en nærmest uhindret adgang til regeringsmagten i årevis fremover.

Eller – via et historisk løftebrud – søge ind i et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet og på den ene side afbøde de værste konsekvenser af en CO2-afgift på landbruget og på den anden forvandle klimapolitik til bred konsensus, som dermed ikke længere kunne bruges som effektivt slagvåben i en valgkamp.

Det blev det sidste. Undervejs måtte Ellemann give fortabt som formand. Symbolsk nok efter et kikset forsøg på et gribe ind i en debat i landbruget og i Venstre om CO2-afgiften nu også skulle lægges på landmændene i produktionen, eller om forbrugerne ikke bare kunne betale for gildet nede i køledisken.

Men inden det nåede dertil, lykkedes det Ellemann at få stablet den grønne trepart på benene. Logikken er nem at forstå: hvis Venstre ikke skulle bryde helt sammen i en krig mellem politikere og det organisatoriske bagland, måtte landbruget selv – via Landbrug & Fødevarer – trækkes helt ind i forhandlingslokalet og bringes til at anbefale en CO2-afgift.

Den løsning gik Socialdemokratiet med på, ligesom Moderaterne også havde haft lignende tanker.

Så ja, Venstre har betalt i dyre domme på tillid, renommé og vælgeropbakning i meningsmålingerne lige siden valget i 2022.

Men mandag aften, den 24. juni 2024, kom gevinsten, da Stephanie Lose tonede frem og præsenterede treparten.

Fra klima til natur

I det store perspektiv er det mest bemærkelsesværdige ved treparten, at den er gledet fra handle om klima og CO2-afgift til at blive en omfattende naturaftale med milliarder af kroner til landbruget.

Altså, fra det klimaloven handler om – 70 procentsmålet for udledning af klimagasser – til at handle om det, der fik Løkke til at afbryde sin ferie på Tenerife for lidt mere end fem år siden, nemlig kvælstof.

I mellemtiden har nye skovtal og andre beregninger af dansk udledning af klimagas justeret, hvor brændende platformen i forhold til 70-procentsmålet, 2025-målet og 2030-målet egentlig er.

Men med udsigt til endnu engang at blive konfronteret med det grønne dilemma til efteråret, når der skal følges op på EU's vandrammedirektiv og landbrugsaftalen fra 2021, har regeringen med Lose som repræsentant i treparten udvidet treparten til også – ja i endnu højere grad – at handle om kvælstof og natur.

CO2-afgiften på landbruget sætter først i værk i 2030 og når først industriens niveau i 2035, men stadig med et betydeligt bundfradrag. Og modsat industrien er der endnu ikke – og efter EP-valget er det højest tvivlsomt, om der kommer – et EU-baseret kvotesystem for CO2.

Og hvor der formentlig ville være alt for langt mellem Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening alene på en CO2-afgift, kunne man nå langt med begge parter på naturområdet. Specielt hvis der var mange penge med i form af en areal-fond til understøtte omlægning til skov eller direkte opkøb.

Faktisk minder aftalen mere om en jordreform end om en decideret klimaaftale. Og pengene er så store til landbruget, at regeringen i udgangspunktet ikke vil tage ekspropriationsmidlet i brug, når der skal omlægges til skov og frasælges lavbundsjorder.

Den splittede opposition 

Regeringen lægger nu op til en proces, hvor Folketingets partier vil blive indkaldt til briefinger og forklaringer på aftalen, og så er det meningen, at der skal indledes flere forhandlingsspor efter sommerferien. Også fordi dele af trepartens indhold allerede er forligsbelagt på Christiansborg.

Der bliver med andre ord ikke tale om en big bang-forhandling om hele treparten. Og derfor heller ingen arena for en samlet modstand mod den, selvom det ikke ville være helt urimeligt, hvis Folketinget ville føle, at det er lige groft nok, at regeringen bruger løs af landets økonomi i en lukket og mørkelagt forhandling med en gruppe interesseorganisationer, ingen har stemt på.

I forvejen er det, man kunne kalde den grønne opposition – Enhedslisten, SF, Radikale og Konservative – heller ikke forenet i en musketér-ed om at forhandle sammen. Som det har været billedet siden valget i 2022, er SVM-regeringen ikke bare lykkedes med at splitte oppositionen op i to mindre dele, en rød og en blå. Ingen partier i oppositionerne har styrke og erfaring med at være oppositionsledere og i stedet hytter enhver sit eget skind.

Det ser med andre ord ud som om, den bredde, der ligger i treparten, gentager sig på Christiansborg. Kan SF sige nej til at være med til at dele penge ud til naturen, vandmiljøet og skovene, selvom DN og Dansk Metal anbefaler det? Kan Mona Juul selvom DI gør? Kan Radikale?

Det virker helt usandsynligt.

En mental barriere for de globale klimaproblemer

Når vi dertil, er Venstres mission siden 2019 fuldbragt. Klima og den grønne dagsorden vil være så heftigt konsensusbelagt, at det ikke længere kan være en selvstændig faktor for vælgernes kryds. Samtidig vil dansk klimapolitik fra nu af fungere som en mental barriere, når floderne i Sydeuropa igen tørrer ud om sommeren, og der atter er stormflod i Øst- og Centraleuropa.

I stedet for at være vidnesbyrd om et fælles klimaproblem, vil danskerne se det som udtryk for, at andre lande endnu ikke har gennemført en klimapolitik som vores.

Energien i klimaemnet vil aftage i det politiske mainstream, og på den ene side vil Enhedslisten – hvis de er dygtige – opsuge den tiloversblevne grønne protest, mens Inger Støjberg kan tage sig af dem, der stadig vil se CO2-afgiften som storbyelitens magtfuldkommenhed.

SF og R får en grøn begmand

Det er selvfølgelig ikke det samme som, at Venstre nu er fri fra alle sine problemer. Men man har løst det, man selv har betragtet som et helt afgørende strukturelt problem i forhold til at vinde valg.

Det er mere stunde null nu af. Herfra kan partiet bevæge sig fremad, hvilket ikke mindst kommer an på, om formand Troels Lund Poulsen kan forbedre sin personlige performance som partileder, og som nok kræver, at han skifter ministerium. Og det kommer an på, om de borgerlige vælgere tilgiver det løftebrud, der skulle til.

Omvendt er det en velvoksen begmand til SF og Radikale, hvis – og formentlig når – treparten omsættes til vedtagen politik. Det grønne står højt på deres vælgeres agenda, men partierne har ikke selv været med til at forme treparten, men ender med at skulle forklare, hvordan den i virkeligheden er resultat af den klimapagt, de lavede tilbage i valgkampen i 2019. Man kan måske også tage æren for mindre op- og nedjusteringer i udmøntningen af treparten.

Og selvom det projekt lykkes, så er det De Radikale og SF, der står til at tabe på en politisk situation, hvor klima ikke længere skiller vælgerne, fordi det er blevet et konsensusemne.

Skal man sælge ud af arvesølvet, er det bedst at gøre det selv, for så kan man i det mindste bestemme prisen. Da først SF og siden R forlod forhandlingerne på Marienborg i december 2022, overlod de to partier reelt også deres vigtigste – eller i hvert fald næst vigtigste – agenda til SVM-regeringen.

Det kan ende med at blive dyrt for de to partier. Men selvfølgelig er det billigt sluppet, hvis en politisk aftale oven på treparten rent faktisk redder dansk natur og bidrager til løsningen på de globale klimaproblemer. 

Til den tid vil sammenligningerne med Fælleserklæringen og Kanslergadeforliget være på sin plads.