Klimaforhandlinger om landbruget spidser til: Her er, hvad vi ved

Deadline nærmer sig for trepartsforhandlingerne om en klimaafgift for landbruget, og onsdag er det indtil videre sidste møde mellem parterne i kalenderne.

Der er et møde med udkast til et aftalepapir, kantede parenteser omkring de største knaster og et stående tilbud fra formanden for den grønne trepart, tidligere S-minister og folketingsformand Henrik Dam Kristensen, om morgenmad dagen derpå, hvis onsdagens møde trækker ud på de sene nattetimer.

Der er god grund til at holde øje med, om der snart trækker hvid røg op fra forhandlingerne mellem Landbrug og Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Industri, Dansk Metal, fødevareforbundet NNF, Kommunernes Landsforening og regeringen.

Ifølge flere kilder er en jordfond derfor også på tegnebrættet, så staten kan opkøbe jord til formålet. Angiveligt er der tale om en fond til et ikke nærmere oplyst tocifret milliardbeløb.

På bordet er ifølge en række kilder tæt på trepartsforhandlingerne flere potentielt store forandringer for klima, miljø, landmænd og for det danske landskab.

To scenarier

De sværeste spørgsmål udestår angiveligt endnu. Det er spørgsmål som, hvor stor en ny klimaafgift på landbruget skal være, og hvornår og hvordan en afgift skal træde i kraft. Og det er spørgsmål om, hvor meget naturen skal fylde, når planerne om 250.000 hektar skov skal føres ud i livet. Og ikke mindst, hvor meget landbruget skal kompenseres for at afgive jord.

Hvad angår størrelsen på en klimaafgift på landbruget, er kompromisset angiveligt ikke på plads endnu. Faktisk fortæller flere kilder, at man ikke begyndte på at tale om konkrete prisniveauer før sidste uge. 

Det er betegnende for en proces, hvor formand Henrik Dam Kristensen gerne har villet etablere fælles viden, tillid og samtidig gjort parterne mere og mere stiafhængige, altså gjort det sværere at træde ud af forhandlinger og dermed få skyld og ansvar for, at treparten kuldsejler.

Dermed kan man se i hvert fald to scenarier for sig:

Et, hvor danskerne torsdag morgen vågner op til en historisk klimaaftale med CO2-afgift på landbruget, som regeringen så vil forelægge Folketinget med henblik på en hurtig aftale.

Og så et andet, hvor vi først nu træder ind i den kritiske fase i forhandlingerne, hvor en overskredet deadline skal være med til at presse partnerne til enighed. I det tilfælde kan en aftale lade vente på sig halvanden uge endnu. 

På Christiansborg er der en klar forventning om, at det er det sidste scenarie, der kommer til at folde sig ud.

Men netop på Christiansborg er partier også begyndt at røre på sig.

Det bevægelige 2030-mål

Mandag var hele tre medlemmer af det, man kunne kalde den grønne opposition – SF, K og R – ude at forkaste den billigste løsning fra Svarer-udvalgets rapport. Det er den rapport fra tidligere i år, som danner rammen om trepartsforhandlingerne. Den billigste løsning i rapporten er en klimaafgift på 125 kroner per kilo CO2.

De tre partier sparker dog tilsyneladende en ret åben dør ind. Ifølge Altingets kilder er det snarere den dyreste afgift på 750 kroner eller en af Svarer-udvalget to mellemvarianter på godt 300 kroner, der kunne ligne afsættet for en aftale. Men intet er på plads, og der kan ifølge Altingets kilder tænkes mange måder at finpudse Svarer-udvalgets modeller på.

Men ligeså bemærkelsesværdigt er det, at K-formand Mona Juul, beskrev den grønne trepart som "input udefra" og dermed understregede, at en aftale i treparten ikke – som de treparter, vi kender fra arbejdsmarkedet og den danske model – er mere bindende end som så.

Dernæst er der spørgsmålet om, hvornår en afgift skal træde i kraft fra, og hvordan afgiften skal indfases.

I slutningen af april gav nye skovtal pludselig parterne omkring forhandlingsbordet rum for nye handlemuligheder. De seneste tal for skovenes optag af CO2 reducerede nemlig mankoen i forhold til at nå landbrugets mål for CO2-reduktion inden 2030 betydeligt. 

Professor Michael Svarer beskrev efterfølgende, at den reducerede manko gav trepartsforhandlerne tre valgmuligheder: Satsen på en klimaafgift kunne sænkes, indfasningstidspunktet kunne udskydes eller parterne omkring trepartsbordet kunne bare blive endnu mere ambitiøse og grønne.

2030-målet har i de seneste måneder vist sig at være temmelig bevægeligt. Hidtil har det bevæget sig i en gunstig retning for regeringen.

Men allerede til efteråret ventes nye tal på lavbundsjorde at trække CO2-regnskabet i den anden retning, ligesom en række af de teknologiske virkemidler til både landbrugets klimaomstilling og regeringens 2030-mål meget vel kan ende med at levere færre reduktioner end hidtil ventet. 

Derfor lyder det også fra Altingets kilder uden for citat, at der også bliver talt om en vis overopfyldelse af landbrugets bidrag til at nå det danske klimamål i 2030 i forhold til den aktuelle CO2-manko på 1,5 millioner ton.

Jordfond til tocifret milliardbeløb

Ved siden af afgiftssats og indfasningstidspunkt har trepartsforhandlingerne også hidtil i høj grad drejet sig om at se på Danmarkskort og udpege områder, hvor udtagning af landbrugsjord vil opfylde måske flere klima- og miljømål på samme tid.

Det er jorde, som landmændene med økonomiske incitamenter skal overbevises om at lade omdanne til blandt andet skovdrift.

Ifølge flere kilder er en jordfond derfor også på tegnebrættet, så staten kan opkøbe jord til formålet. Angiveligt er der tale om en fond til et ikke nærmere oplyst tocifret milliardbeløb. Da der er tale om en engangsinvestering, vil fonden ikke belaste det økonomiske råderum.

En væsentlig del af forhandlingerne handler om at opfylde regeringsgrundlagets mål om at etablere 250.000 hektar ny skov i Danmark. Det er nemlig noget, der både kan bidrage til CO2-reduktion, renere drikkevand, mindre kvælstofudledning og bedre natur. Og derfor er der heller ikke nogen modstand mod det mål.

Men det er alligevel en knast i forhandlingerne. For laver man hurtigt voksende produktionsplantager, får man hurtig CO2-effekt og god driftsøkonomi. Men det giver omvendt meget lidt naturværdi, fordi naturen har brug for, at træerne ikke bliver fældet igen. Og her er man – ifølge Altingets oplysninger – på ingen måde enige om, hvordan de forskellige grønne hensyn skal vægtes.

Kvælstofknasten

Derudover står det klart, at landbrugets kvælstofudledning også er på bordet, selv om parterne oprindeligt fik klar besked fra regeringen om ikke at blande kvælstofregulering ind i forhandlingerne.

Det opfordrede klimaminister Lars Aagaard (M) dog siden parterne til at se bort fra og netop gøre kvælstof til en del af forhandlingerne. Ligesom udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og V-formand Troels Lund Poulsen har kaldt det logisk i hvert fald at se CO2-udledning og kvælstofudledning som to sider af samme sag.

Der er både den store og den lille version af den sag.

Den lille version – som alle parter lader til at bakke op om – handler om, at den udtagning af landbrugsjord, der er en del af forhandlingerne, bør gennemføres på en måde, så det også leverer i forhold til kvælstof.

Men en større udgave af kvælstof-spørgsmålet bliver også nævnt fra flere sider. Nemlig at parterne omkring trepartsbordet ikke bare kommer med en klimaafgift og en skovplan, der har kvælstof-reduktion som sideeffekt. Men at de også giver håndslag på en stor løsning på de massive problemer, som Danmark har med at levere en kvælstofreduktion, der lever op til EU’s vandrammedirektiv.

Kvælstofudledning skal ellers forhandles efter sommer med et aftalt genbesøg af landbrugspakken fra 2021, som et bredt flertal i Folketinget står bag. Og da det faglige grundlag for den indsats ikke har været på bordet i forhandlingerne endnu, vurderer flere kilder over for Altinget, at den helt store forkromede kvælstofaftale for nuværende er usandsynlig.

Så skal der ske noget stort på det punkt, skal regeringen have et kvælstof-es i ærmet, som den lægger frem i 11. time.