Debat: Arbejderklassen skal ikke stå med regningen for klimakampen

Af Niels Fuglsang
Ph.d.-stipendiat hos Cevea og kandidat til Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet

Det koster penge at begrænse klimaforandringerne. Men det koster mange flere at se passivt til. Og i begge tilfælde er det de svageste grupper i samfundet, der står for skud. Derfor er det afgørende, at klimakampen føres på en måde, der først og fremmest lader dem, som har ressourcerne, betale regningen.

2015, 2016, 2017 og 2018 er de fire varmeste år nogensinde målt, siden man begyndte at måle den globale temperatur i 1880. Og FN’s klimapanel viste sidste år, at der er brug for "hurtige, omfattende og hidtil usete forandringer," for at begrænse opvarmningen til 1,5 grader celsius, som verdens lande aftalte i Paris i 2015.

Med andre ord har vi travlt. Jo længere ind i fremtiden vi udskyder den nødvendige handling, jo større regning kommer især verdens fattigste til at betale, når jorden ikke længere kan dyrkes i Afrika, og når vandet slipper op i Bangladesh.

FN forventer flere hundrede millioner klimaflygtninge de kommende årtier på grund af for eksempel vandmangel eller i andre tilfælde vandstigninger.

Skabt i nord, betalt i syd
Derfor hænger klimakrisen og ulighedskrisen tæt sammen. Klimaproblemerne er i høj grad blevet skabt i nord, men bliver betalt i syd. OECD-landene må derfor tage et større ansvar og gøre mere.

Jo længere ind i fremtiden vi udskyder den nødvendige handling, jo større regning kommer især verdens fattigste til at betale.

Niels Fuglsang
Ph.d.-stipendiat hos Cevea og kandidat til Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet

Men hvordan sikrer vi en socialt retfærdig grøn omstilling i USA, EU og Danmark?

Vi har set, hvordan den direkte anledning til De Gule Vestes protester i Frankrig var de øgede afgifter på benzin, som kombineret med ringere velfærd og forværrede leveforhold for den arbejdende befolkning satte ild i Champs-Élysées.

Uligheden stiger i stort set alle OECD-lande, og de klimatiltag, der er i politikernes værktøjskasse, såsom benzinafgifter, flyafgifter og kødafgifter, vender ofte den tunge ende nedad.

Tre principper for social retfærdig klimahandling
Hvis politikerne vil opbygge et bæredygtigt samfund og samtidig sørge for bedre levevilkår til den brede befolkning, bør de gå efter tre principper.

For det første skal klimaindsatsen kombineres med progressiv beskatning. Præsident Macrons tilgang med at indføre benzinafgifter, der rammer bunden, samtidig med at der gives skattelettelser til toppen, er socialt uretfærdig. Snarere bør man se på, hvordan man kan beskatte stor arv, aktieindkomster og selskaber som Google, Apple og Facebook og lade disse betale for indsatsen.

For det andet skal afgifter og incitamenter i så høj grad som muligt ramme selskaberne frem for forbrugerne. I forhold til fly vil det sige, at flysektoren skal inkluderes i EU’s kvotehandelssystem og have så få CO2-kvoter, at sektoren enten må udvikle og anvende grønt brændstof eller betale for afgifterne.

I forhold til landbrug vil det sige, at EU’s landbrugsstøtte udelukkende skal gå til landbrug, der aktivt nedbringer deres udledning af CO2 via for eksempel at pløje mindre, plante mere grønt og udnytte gylle til biogas.

Slutteligt er der brug for massive investeringer i udvikling af grøn forskning, infrastruktur og industrier, så vi kan stimulere skabelsen af nye jobs, der kan varetages af arbejdere i de fossile industrier, vi gradvist må udfase.

I sidste ende skal der brede politiske flertal til for at vedtage de ambitiøse politikker, som en bæredygtig omstilling forudsætter. Skal arbejderklassen tilslutte sig den koalition, skal der også være en positiv vision for, hvordan den grønne omstilling kan sikre alle et ordentligt levegrundlag.

Det koster enorme summer at udskyde klimakampen. Men den grønne omstilling har også en pris. For at kunne løse klimakrisen må vi sørge for, at regningen bliver fordelt på en social retfærdig måde, der mindsker og ikke øger den økonomiske ulighed.