I-lande sylter køreplan for klimafinansiering

af Rolf Hernø
Klimakoordinator, CARE Danmark

Hvem skal nu betale,
hvem har råd til mer'?
Hvem har mange penge, penge,
jeg har ikke fler'! 

Sådan lyder omkvædet til en tysk drikkevise, som herhjemme fik dansk tekst af Flemming Geill og blev gjort kendt af Holger Fællessanger.

Det bliver formentlig også omkvædet i dag, når ministre fra alverdens lande mødes under klimatopmødet i Polen for at drøfte finansieringen af u-landenes klimaomstilling.

Martin Lidegaard (R) og den ugandiske finansminister, Maria Kiwanuka, står over for en meget stor opgave, når de sammen skal forsøge at skabe enighed om det ømtålelige spørgsmål om penge.

Ud over skænderiet om hvor ansvaret for den globale opvarmning ligger, og hvilke lande, der skal reducere hvor meget af deres udledning, handler klimatopmødet COP19 også om, at der er en regning, der skal betales. 

Nu er der brug for, at klimatilpasning for dem, der har mest behov for det, bliver en del af nationale programmer og politikker - og at den bliver finansieret af os, der har ansvaret for skaderne.

Rolf Hernø
Klimakoordinator i CARE Danmark

Løftet til u-landene
Klimatopmødet for fire år siden i København bliver især i Danmark husket som en traumatisk og meget dyr fiasko, men det blev også kendt for et vigtigt løfte afgivet ved mødets hektiske afslutning.

Her lovede de industrialiserede lande nemlig at støtte u-landenes omstillingsprocesser i forbindelse med klimaforandringer med 30 milliarder dollars over de første tre år og stigende til 100 milliarder dollars om året i 2020. Klimapengene skulle være nye midler og ikke u-landsbistand i ny indpakning.

På COP15 anerkendte i-landenes regeringer dermed, at vores historiske udledninger forvolder skader og ekstra omkostninger for u-landene, som vi skal være med til at betale ud fra princippet om, at forureneren betaler.

U-landene ser klimamidlerne som en nødvendig kompensation for skader og ikke som velgørenhed fra vores side. 

Siden da er de tre første år med den såkaldte Fast Start Finance gået. I-landene hævder at have leveret de lovede 30 milliarder dollars.

Klimastøtte har skuffet
Mange u-lande, uafhængige forskere og internationale organisationer har imidlertid fremlagt beregninger, der viser, at i-landene ikke har levet op til løftet fra Bella Centret.

En del af klimastøtten var alligevel u-landsbistand med en ny etikette klistret på. Det har også været en torn i øjet på især civilsamfundet i u-landene, at dele af finansieringen gives som lån.

Det vil sige, at u-landene selv i sidste ende kommer til at betale i-landenes regning - plus renter.

Den diskussion er det rene vand i forhold til det slagsmål, der kommer nu om at nå op på 100 milliarder dollars om året i løbet af de kommende syv år.

For den langstrakte og udmarvende økonomiske og sociale krise i Europa og USA har sat regeringerne under voldsomt pres og gjort det til politisk selvmord at foreslå at sende checks til u-landene.

Vælgerbefolkningerne i i-landene har naturligt nok svært ved at acceptere, at det potentielt kan koste arbejdspladser og højere skatteprocent at betale en gammel regning til u-landene - så hellere skubbe den foran sig.

I øvrigt er der nok ikke mange mennesker i for eksempel Danmark, der køber ideen om, at vi skylder noget. De fleste vil nok betragte yderligere støtte til u-landene som en forlængelse af u-landsbistanden.

Figenbladet for mange regeringer har været at love private investeringer ved at bruge de begrænsede offentlige midler som løftestang.

Danmark som foregangsland
Danmark er med i front på dette område og har for nylig delt sine erfaringer med at mobilisere privat finansiering med andre donorlande på et møde i København.

Danske pensionskasser, der for eksempel investerer i vedvarende energi i u-lande, får deres øgede risiko dækket i et samarbejde med Investeringsfonden for Udviklingslande. Eksportkreditter bruges proaktivt til at målrette investeringer fra danske virksomheder i u-landenes omstillingsprocesser. 

I CARE og andre u-landsorganisationer kan vi godt se det positive i, at den private sektor således kan bidrage til at dække u-landenes finansieringsbehov, men vi er også bekymrede over, at det kun bliver en lappeløsning.

Det største problem ved privat finansiering er, at den i sagens natur kun finder derhen, hvor der er penge at tjene.

Det vil der typisk være i projekter, der omstiller til mere bæredygtig energiproduktion og dermed hjælper u-landene med at nedbringe deres udledninger af drivhusgasser.

Klimaforandringerne truer
U-landenes største udfordring er imidlertid ikke udledningerne, men derimod at tilpasse sig de klimaforandringer, der allerede er indtruffet og de endnu større forandringer, der er i vente.

Millioner af mennesker i u-landene bakser allerede med et mere genstridigt klima.

I CARE hører vi konstant om, hvordan ændrede nedbørsmønstre, flere hedebølger, kraftigere oversvømmelser, længere tørkeperioder og andre problemer ødelægger høsten og gør eksisterende viden overflødig.

Mange mennesker i u-landene er fuldstændig på det rene med, at vi lever i en ny verden med større usikkerhed og behov for ny viden og nye tiltag for at håndtere den.

Desværre er fattige u-landsborgere dårligst rustet: De er på samme tid mest udsatte for forandringerne og har færrest ressourcer og aktiver til at stå imod med. 

CARE og mange andre udviklingsorganisationer har efterhånden demonstreret gennem konkrete projekter, at klimatilpasning for fattige lokalsamfund er praktisk gennemførlige og overkommelige at betale for.

Nu er der brug for, at klimatilpasning for dem, der har mest behov for det, bliver en del af nationale programmer og politikker - og at den bliver finansieret af os, der har ansvaret for skaderne.

Udsigterne for en klimaaftale
Regningen skal kort sagt betales - også selv om den kommer ubelejligt nu, hvor riget fattes penge. Som det første bør i-landene fremlægge en køreplan for, hvordan klimafinansieringen skal stige frem mod 2020.

Det er ikke nok at henvise til, at pengene nok skal være der til den tid. For det andet skal i-landene vise, hvordan de vil sikre en balance mellem finansiering til tilpasning og reduktioner, sådan som det blev lovet i København i 2009.

Politisk er det et krav fra u-landene, der kræver klarhed om finansieringen på dette års topmøde som en forudsætning for at indgå i en bindende klimaaftale i Paris i 2015.

Dette ved Martin Lidegaard udmærket og har også gjort opmærksom på det inden mødet i denne uge.

Hvis der skal opnås enighed i Warszawa, skal både u- og i-lande være klar til at gå på kompromis, men vi slipper ikke uden om at melde klart ud om, hvornår vi har tænkt os at betale den regning, vi skrev under på i København i 2009. 

Så held og lykke til dig, Martin Lidegaard og til din ugandiske kollega. I får brug for det.